Med bare trekvart år til åbningen af De Olympiske Lege i Rio blev vi i går alle mindet om det kedelige forhold, at der formentlig er masser af sportsfolk og sportsledere rundt omkring på kloden, der fuldstændig skrupelløst og uden respekt for konkurrenter og offentlighed tillader doping at være en indgroet del af sportens kultur.
Gårsdagens afsløringerne af forholdene i russisk atletik var en kedelig påmindelse om, hvor kort vej vi formentlig er kommet i kampen mod doping.
Forklaringen synes enkel. Vi er stadig ikke nået et sted hen, hvor det er attraktivt nok kun at vinde, hvis man vinder ordentligt. I hvert fald ikke for alle.
Sejrens dragende effekt, betydningen af guldet – ikke mindst økonomisk – er stadig så voldsom, at der vil være incitamenter til at snyde på vejen.
Er det til at forstå, at det er sådan? Ja, i nogen grad.
Jeg har fulgt cykelsporten tæt i mere end ti år. Jeg har stået midt i store dopingskandaler i Tour de France. Jeg har skullet forholde mig til at skulle skrive historien om i takt med at fortiden har indhentet snyderne. Jeg har hørt cykelledere tale om, at nu trækker vi en streg i sandet. Jeg har vel også stået med tanken et par gange, at sportsfolkene ville dræbe deres egen sport, fordi deres publikum simpelthen ville miste interessen for en sport, hvor man ikke aner, hvad man kigger på.
Men de tanker har sluppet mig de senere år.
Jeg konstaterer, at der stadig er millioner af folk på vejene i Tour de France, ligesom jeg konstaterer, at atletikkens absolutte elite stadig tiltrækker sig enorm opmærksomhed, og at der er for stor ugidelighed fra fodboldpolitisk side til at tage dopingproblemerne alvorligt.
De økonomiske interesser i topsport er stadig så voldsomme, at der over en bred kam ikke har været sportsledere nok, der har haft modet til at tage et ansvar for mere end bundlinjen. Og rekorder og fascinerende præstationer skaber stadig mere bundlinje end hardliner-kurs over for sportens dopingudfordringer.
Så den kamp er bare sværere at kæmpe for dem, der kaster sig ud i den, end de fleste andre kampe. Vi har også set det i dansk kontekst, da folkene bag Anti Doping Danmarks undersøgelse af Bjarne Riis afslørede, hvor indgroet en dopingkultur Riis havde stået for på sit cykelhold for så få uger senere at se historier om, at Bjarne Riis arbejder på at vende tilbage til den sport, hvor han selv har været med til at holde liv i en syg kultur.
Jeg er bange for, at alt vi mandag hørte fra undersøgerne af de russiske atleter er sandt. Jeg er også bange for, at der stadig er masser af sportsfolk i alle mulige idrætsgrene, der både snyder deres konkurrenter, men også det publikum som de i bund og grund lever af.
Vi skal desværre stadig på ingen måde tro på alt, hvad vi ser.