Flere og flere danskere vælger et IKEA-køkken frem for køkkener fra de traditionelle køkkenproducenter.
Tal fra IKEA Danmarks seneste regnskabsår viser, at den svenske møbelkæde har solgt køkkener og køkkenudstyr for 100 millioner kroner mere end året før. Dermed bidrog køkkener og køkkenudstyr for næsten halvdelen af årets omsætningsvækst.
Den svenske møbelkædes danske ben har offentliggjort regnskabstal for finansåret, der løb frem til udgangen af august i år. Kæden er vokset i alle kanaler, men det er altså køkkenerne, der for alvor har trukket væksten på 6,4 procent frem.
»Vi arbejder hver dag med at forbedre kundeoplevelsen. Kunderne skal have en grund for at komme i IKEA, og vi er lykkedes med at overraske og inspirere dem, når de besøger vores varehuse,« siger Dennis Balslev, administrerende direktør i IKEA Danmark.
IKEA Danmark fortsætter sit fokus på køkkener og køkkenudstyr og har i det seneste år ansat nye medarbejdere for at imødekomme kundernes efterspørgsel på at få hjælp til at tegne deres nye køkken. I alt har IKEA Danmark ansat 170 nye medarbejdere, hvoraf de fleste er ansat i køkkenafdelingen.
Regnskabet for det seneste finansår er det bedste i IKEA Danmarks historie med en omsætning på 3,95 milliarder kroner og et resultat på 269,1 millioner kroner.
Det gode resultat har i øvrigt udløst bonus til alle 2.510 medarbejdere i kæden.