Ukuelig selvtillid og en glubsk appetit på at tage for sig af de oplevelser, som det moderne liv nu engang måtte byde en ung og søgende kunstnersjæl. De elementer stod centralt, da den hulkindede og kronisk intense Iceage-sanger Elias Bender Rønnenfelt i fjor udgav det impro-avantgardistiske debutalbum med den 007ske titel »The World Is Not Enough« med sideprojektet Marching Church. Et projekt, der fra at være et soloprojekt har udviklet sig til et decideret band, som foruden Rønnelfelt i front i dag også tæller medlemmer fra beslægtede grupper som Lower, Hand of Dust, Værket samt Iceage-makkeren Johan Surballe Wieth.
Hvor debutens free form-løssluppenhed og flirt med soulmusikken resulterede i en stilistisk rundtosset og ofte ret frustrerende oplevelse, er der ganske klædeligt kommet lidt mere kompositorisk struktur på denne efterfølger, »Telling it like it is«, uden her er tale om, at bandet spiller konventionel og lettilgængelig rock. Langtfra. Marching Church er stadig et musikalsk mødested, hvorfra Rønnenfelt og slænget tillader sig at søge ud i nogle afkroge, hvor de både udfordrer sig selv og lytterne.
På albummet flettes mange udtryk sammen. Skæbnetunge ballader, som bringer minder frem om Nick Caves tidlige plader (»Let it Come Down«), groovy og streetwise tusmørkefunk i slow motion (»Lion’s Den«) og rullende cowpunk med ildevarslende undertoner (»Heart of Life«) og vinterkold post-punk (»2016«).
Rønnenfelt og vennerne lukker lidt modvilligt lytteren ind i deres dekadente musikalske løvehule. Derinde, hvor det meste er tilladt. Derinde, hvor man risikerer at blive »fist fucked by destiny«, som det smertefyldt lyder i ovennævnte »Heart Of Life«. En risiko, man netop løber, fordi rastløsheden brænder så voldsomt i krop og sjæl, så det meste må og skal prøves. Og det hellere en gang for meget, end en for lidt.
Hvem: Marching Church
Hvad: »Telling It Like It Is« (Sacred Bones/Playground)
Hør »Telling It Like It Is« her: