Passagererne mellem Aarhus H og Esbjerg bliver de første, der igen kan rejse med de kriseramte IC4-tog, når DSB starter op med en enkelt dobbelttur i hverdagene og med flere afgange fra august af. Det sker efter Trafikstyrelsen i går godkendte, at 37 opdaterede IC4-tog igen kan køre med passagerer.
Styrelsen indstillede al passagertrafik med IC4-togene i november sidste år efter to episoder, hvor IC4-tog ikke ville bremse. Men nu skulle problemerne altså være identificeret og snart løst, oplyser DSBs adm. direktør i DSB Vedligehold, Frank Olesen.
- Sikkerhed er altid DSB's første prioritet, og efter de meget grundige undersøgelser som IC4-togenes bremsesystem har været igennem de seneste otte måneder, føler jeg mig tryg ved igen at sætte dem i drift med passagerer," siger Frank Olesen i en pressemeddelelse, og fortsætter:
- Vi arbejder mod en gradvis indsættelse af IC4, så vi hele tiden kan følge togets virke sammen med de relevante myndigheder. Vi vil allerførst indsætte IC4 i regionaltogstrafikken. På den måde kan IC4 erstatte de ældre MR-tog på eksempelvis strækningen mellem Aarhus og Esbjerg, siger han.
Togene forventes gradvist indsat som regionaltog på strækningerne mellem Aarhus H og Esbjerg, Aarhus H og Aalborg, og som InterCityLyn-tog mellem Aarhus H og København, oplyser DSB.
Minister tager købsretten væk fra DSB
I sidste uge annoncerede transportminister Henrik Dam Kristensen (S) i en kronik i Berlingske, at han vil fremsætte et lovforslag efter sommerferien, som skal sikre, at regering og folketing involveres langt mere direkte i indkøb af nye tog. Udgangspunktet er sagen omkring de i alt 83 skandaleombruste IC4-tog, som indtil videre har været 12 år undervejs, kostet de danske skatteydere mere end fem milliarder kroner.
- Erfaringerne fra IC4-skandalen er, at vi fremover må gribe togmaterielanskaffelser an på en helt anden måde, skriver Henrik Dam Kristensen ( S).
Samtidig ønsker ministeren sig, at fremtidige danske tog »rent faktisk anvendes med succes i andre lande«. Endvidere vil han fremover indføre en ekstern og uafhængig kvalitetssikring i forbindelse med nye indkøb af tog.
Oppositionen bakker op
Den skarpe udmelding kommer efter sønderlemmende kritik fra Rigsrevisionen i forrige uge, hvor revisionen blandt andet slog fast, at DSB har "undervurderet opgaven som togproducent", og at transportministeriet har ført et »helt utilstrækkeligt« tilsyn med DSB i forbindelse med indkøb af IC4-togene.