IC Companys hårdt ramt
Nedgang i forbruget rammer mode- og tekstilbranchen hårdt.
Nedgang i forbruget rammer mode- og tekstilbranchen hårdt.
Den danske tøjgigant IC Companys, der blandt andre har mærkerne Peak Performance, Tiger of Sweden og Jackpot, er hårdt ramt i første kvartal af regnskabsåret 2011/2012.
Mode- og tekstilkoncernen har i de seneste otte uger oplevet en væsentlig opbremsning i forbrugernes købelyst, og det påvirker både første kvartal i regnskabsåret 2011/2012 og forventningerne til det resterende regnskabsår.
Nettoomsætningen gik i første kvartal tilbage med 3 pct. til 1.175 mio. kr., og resultat af primær drift landede på 147 mio. kr. i sammenlignet 227 mio. kr. i samme periode sidste. Det svarer til en tilbagegang på 36 pct.
”Vi forudser, at de vanskelige markedsforhold med høj volatilitet og reduceret sigtbarhed vil fortsætte og forudsætningerne for de resterende 3 kvartaler er derfor ændret markant. Markedet forventes fortsat præget af vigende forbrug og dermed høj kampagneaktivitet,” lyder det i pressemeddelelsen.
Ledelsen nedjusterer forventningerne til omsætningen for resten af året, så de forventer en samlet omsætning i størrelsesordenen 3,9 til 4,0 milliarder, hvor de tidligere forventede et sted mellem 4,1 og 4,3 milliarder.
Nedjusteringen ses også i forventningerne i ordreoptaget til forårskollektionen i 2012. Her forventer IC Companys at afslutte ordreoptaget med en tilbagegang på 5 pct. Også investeringsniveauet skrues der ned for.