Indtil 1870 var kristendommen den selvfølgelige normgivende instans i de vesterlandske samfund. Med Georg Brandes og Det moderne gennembrud blev kulturradikalismen i det 20. århundrede den dominerende tankestrømning og udfordrer af det kristent-moralske univers. Men allerede fra begyndelsen blev kulturradikalismens program udfordret kunsterisk. Ikke mindst af den norske forfatter Henrik Ibsen.
Det officielle billede af Henrik Ibsen, kendt fra litteraturhistorien, fremstiller ham ellers som en våbenbror til den kulturradikale Georg Brandes, og forfatterskabet som et centralt norsk bidrag til Det moderne gennembrud. I min netop udgivne bog Dommedag og djevlepakt, Henrik Ibsens forfatterskap – fullt og helt, bliver det dokumenteret, at dette billede ikke stemmer, og at litteraturhistorien må skrives om.
I 1891 vendte Ibsen tilbage til Norge efter 27 år i frivilligt europæisk eksil. Han var da 63 år og en verdensberømt kunstner. I den anledning blev der holdt en fest for den hjemkomne søn på det fashionable Grand Hotel i Kristiania, det senere Oslo. Georg Brandes var en af deltagerne. Maleren Erik Werenskiold har skildret festen og fortæller, at Georg Brandes rejste sig og ville holde en tale: »Han sa: ’den som kommer i den 11 time, er like så god som den som kommer i den 7. eller 9. time; men det er dog forskjell; vi her i Norden er kommet i den 7. time, vi har forstått Ibsen tidligere enn andre.’ Så begyndte Ibsen å riste på det tunge grå hodet. Brandes blev litt overrasket og begynte på en lang forklaring for å vise at vi dog hadde forstått ham før andre, men jo mere han forklarte, jo mere ristet Ibsen på hodet; og da vi endelig reiste oss for å drikke Ibsens skål, så bare lettet han sig halvt op fra stolen og sa: ’Det kunde være meget å bemerke til den tale,’ – men han vilde ikke innlate sig på det her.« Når Ibsen ikke vil, så vil jeg – på hans vegne – gøre det.
Georg Brandes har selv skabt myten om de to som våbenbrødre. I juli 1871 mødtes Henrik Ibsen og Georg Brandes første gang i Dresden, hvor Ibsen boede. Brandes fortæller i sit Levned (1904), at ved dette litterære topmøde skal Ibsen have været meget krigerisk, og ved afskeden skal han have sagt til Brandes: »Ærgr De de Danske, så skal jeg ærgre Nordmændene«. Dette berømte, flittigt citerede udsagn er kittet i myten om deres våbenbroderskab: Ibsen og Brandes som frontløberne i Det moderne gennembrud. Brandes rejste hjem fra Dresden og påbegyndte samme efterår, 3. november 1871, forelæsningerne ved Københavns Universitet, som blev indledningen til Det moderne gennembrud, et tilløbsstykke og en skandalesucces. Med forelæsningerne havde Brandes opfyldt sin del af pagten: han havde ærgret danskerne.
Men hvad gjorde Ibsen? Han skrev og udgav det historiske drama Kejser og Galilæer to år senere, i 1873. Og ikke en eneste nordmand ærgrede sig. Den eneste som ærgrede sig, var Georg Brandes! Han ikke bare ærgrede sig, han var direkte rasende. Nu skulle de være på vej ind i den moderne naturvidenskabs rationelle lys, og så skrev Ibsen et religiøst drama, oven i købet et drama om kampen mellem hedenskab og kristendom, hvor kristendommen står som en sejrende magt. Kejser og Galilæer er et stort drama i ti akter, som er lagt til det 4. århundrede og handler om kejser Julians fornægtelse af kristendommen, og hvordan denne fornægtelse giver ny luft til de kristne.
Ibsen fremstiller Julian som en latterlig person med en høj grad af ubevidsthed. Her skal man vide at Julian, den frafaldne, netop var en af Brandes’ største helte. I et brev til hjemmet skrev Brandes 09.7.1871, altså kort før han påbegyndte sine forelæsninger: »Hvad man ikke gerne vedkjender sig højt, det vedkjender jeg mig her: det mest levende Had til Christendommen, af mit ganske Hjerte skal jeg istemme Voltaires ’Écrasez l’infâme’ (»knus den infame«, altså kristendommen red). Jeg hader Kristendommen indtil Marven i mine Been.«
Det er forholdet til kristendommen, som forårsager, at våbenbroderskabet går i opløsning, faktisk før det er begyndt. Aldersforskellen på Ibsen og Brandes er her afgørende. Forelæsningerne blev epokeskabende og indvarslede et kulturradikalt skifte i åndslivet. Den unge Brandes ønskede at bryde radikalt med sin romantiske fortid, mens den 14 år ældre Ibsen stod helt anderledes rodfæstet i det romantisk-kristne univers. På dette tidspunkt, i 1871, havde Ibsen gennem tyve år gjort karriere, så at sige professionelt været ansat hos kristendommen, ikke mindst som nationalromantisk digter i 1850rne og som guddomskaldet digter i 1860rne. Kun fem år før Det moderne gennembrud havde Ibsen skrevet sit kendte brev til kongen, hvor han søgte om økonomisk støtte til sin digtergerning, »som jeg uryggelig tror og veed at Gud har lagt paa mig«(15.4.1866). Ibsen arbejder følgelig i egen overbevisning med Gud i ryggen.
Nogle år senere skaber Ibsen det moderne drama med Samfundets støtter (1877), Et dukkehjem (1879) og Gengangere (1881). Brandes brød sig ikke om disse dramaer. Om Et dukkehjem skrev han til sin bror: »Slutningen er umulig. Elskeren fattes. Ingen kvinde rejser paa Landet for at se til sin indre Forbedring.« Ibsen replicerede: »Ja, Nora gik sin vej, men alene.« Brandes forstod hverken Nora eller Ibsen. Mens han forventer, at Nora skal stå for en egoistisk selvrealisering i Det moderne gennembruds ånd, kæmper Nora og Ibsen for parforholdet og den gammeldags kærlighed.
Da Ibsen indleder sin samtidsdramatik, som skaffer ham verdensberømmelse, står Brandes nærmest fjendtlig over for ham. I 1879 kalder han i en artikel Ibsen for »stokkonservativ«. Han skriver til en tysk forfatter, at han har vanskeligt ved at se Ibsen som sin ven mere (25.9.1880). I perioden 1877-1881, i fem år, er der ingen kontakt mellem de to. I 1882 udgav Brandes en artikelsamling med portrætter af nordiske kunstnere for det tyske marked under titlen Moderne Geister (Moderne ånder, red). Her glimrer Ibsen med sit fravær! I Brandes’ øjne er han altså ikke moderne nok. Da Ibsen for alvor bryder igennem i Tyskland i 1887, først med Gengangere og siden med Fruen fra havet, tror Brandes næsten ikke sine egne øjne og skriver til en tysk ven: »Er det rigtig at Ibsen gør et så dybt indtryk på den tyske ungdom som aviserne her i Skandinavien fortæller. Da jeg levede i Tyskland, var han kun lidt kendt. Jeg kan næppe forestille mig en så stor ændring.« Men han havde heller ikke løftet en finger for at gøre Ibsen kendt i Tyskland. Snarere havde han forsøgt at sabotere ham ved at tie ham ihjel. Efter at Brandes havde lanceret Fredrich Nietzsche ved fire forelæsninger i København foråret 1888, sender han følgende melding til ham om Ibsen: »Som ånd har han været meget afhængig af Kierkegaard; og stadig meget gennemtrængt af teologi.« Det religiøse er stadig anstødsstenen for Brandes, så han finder ingen grund til at anbefale Ibsen til Nietzsche. Men da Ibsen først var brudt igennem i Tyskland, var Brandes hurtig til at hænge sig på og gøre krav på æren, som vist i den tidligere refererede tale fra festen på Grand i 1891.
Nu skulle det stå klart, med hvilken ret Ibsen sad og rystede på hovedet under Brandes’ tale i 1891. »Det dybeste i min digtning har Brandes aldrig forstået,« skal han nogle år senere have sagt. Brandes forstod aldrig den indre udvikling i Ibsens forfatterskab. Helt siden bruddet med Kejser og Galilæer har Brandes stået uforstående over for Ibsens digtning. Det ironiske er, at Brandes gennem hele livet lagde afstand til Ibsen på grund af den religiøse dimension i forfatterskabet. Han har altså vært fortrolig med den, men ikke villet vide af den og derfor undertrykt den. Når han så holder taler eller skriver om ham, fortier han det religiøse og fremstiller i stedet Ibsen som en soldat i hans egen gennembruds armé. Brandes er ikke interesseret i, hvad der optager Ibsen, kun i at bruge ham i sit eget politiske projekt. Han skiftevis fortier og hylder ham. Brandes’ holdning til Ibsen er opportunistisk, tvetydig og manipulerende.
Ibsen er grundlæggende en kristen-romantisk digter, ikke en kulturradikal. Særlig stærkt står kærlighedsbuddet og det evangeliske krav til den enkelte om, at der skal være overensstemmelse mellem ord og handling. Således er Gengangere ikke et brandesiansk problemdrama, men en dommedag over Det moderne gennembrud. I den radikalt frigjorte fru Alving lever den kristne kulturarv videre, men nu i fortrængt tilstand – som gengangere, mens de radikale synspunkter bliver til en verbal strategisk overflade. Fru Alving og dr. Stockmann i En folkefiende anses traditionelt som kulturradikale helte, men i Ibsens optik er de stortalende selvbedragere, livsløgnere.
Georg Brandes var en begavet og belæst mand med en imponerende samfundskritisk refleksionsevne, men med en minimal sans for selvrefleksion. Ibsen var omvendt en mindre belæst mand, men med en maksimal sans for selvrefleksion. De var vidt forskellige som mennesker. Deres venskab som våbenbrødre sluttede allerede med Kejser og Galilæer i 1873.