Lars Mikkelgaard-Jensen er firmaets mand, der lever og ånder for virksomheden, men han også en mand, der favner bredt og har en dybfølt interesse i mange af tidens store politiske og makroøkonomiske spørgsmål.
Derfor føler 60-årige Lars Mikkelgaard-Jensen sig privilegeret ved både at stå i spidsen for en af Danmarks største IT-virksomheder og samtidig beskæftige sig med den økonomiske og erhvervspolitiske debat som formand for erhvervsorganiastionen DI.Lars Mikkelgaard-Jensen har været topchef i IBM i Danmark siden 2004, og han har været ansat i virksomheden siden 1983. Han har været vidt omkring i koncernen i mange forskellige lederstillinger, og han har tidligere bl.a. været ansvarlig for IBMs Business Partner-forretning i Norden.
Oprindelig havde Lars Mikkelgaard-Jensen ellers forestillet sig, at han skulle få gøre karriere i centraladministrationen, hvor han kunne dyrke sin store interesse for krydsfeltet mellem økonomi og politik. Men da han blev ansat i IBM, åbnede en ny verden sig for ham, og han øjnede straks store karriere- og udviklingsmuligheder.
Lars Mikkelgaard-Jensen er på flere planer en vidtfavnende person, der både befinder sig godt på de bonede gulve i selskab med toppolitikere og som jævnlig tilbagevendende deltager i den farverige Copenhagen Pride Parade, hvor IBM-topchefen gerne går side om side med drag-queens og opfindsomt udklædte homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner. Han har selv været gift med hustruen Hanne i mange år, men har jævnligt deltaget for at hylde mangfoldighed. Der skal være plads til forskellighed, og det gælder også i IBM, lyder signalet fra Lars Mikkelgaard-Jensen.
Selv om IBM-topchefen gerne blander sig i den økonomiske og erhvervspolitiske debat, sker det ofte på en lidt stilfærdig måde uden store armbevægelser. Lars Mikkelgaard-Jensen har aldrig været frembrusende i offentligheden, men han er kendt som en dygtig diplomat, der gerne giver sin mening om økonomisk politik til kende for landets toppolitikere.
Lars Mikkelgaard-Jensen er kendt som en omhyggelig, skarp og altid saglig topchef med styr på detaljerne. Topchef-karrieren i IBM har dog også budt på modgang – eksempelvis i 2008, hvor IBM var plaget en række møgsager. Blandt andet fik et stort IT-nedbrud omfattende følger for store koncerner som Danske Bank, A.P. Møller - Mærsk og Arla, og IBM fik hård kritik i offentligheden. Senest har IBM været i modvind under Se & Hør-skandalen, hvor den såkaldte tys-tys-kilde var ansat i IBM, da han begik sine ulovligheder.
Når virksomheden udsættes for kritik i offentligheden, gør det ondt på IBM-topchefen, men Lars Mikkelgaard-Jensen kan også se tilbage på mange store opture i de mere end 30 år hos IBM.
