For nogle år siden oplevede jeg noget, som på sin vis var meget almindeligt, men som alligevel gjorde indtryk på mig. Det var en mandag eftermiddag i november måned. Jeg kom hjem fra arbejde og kunne undrende konstatere, at hverken min kone Anna eller vores søn på ni måneder var hjemme.

Jeg ringede til Anna, men hun svarede ikke. Jeg besluttede mig for at tage en lur på sofaen. Da jeg vågnede op, var det mørkt (og koldt) udenfor, og jeg var stadig alene i lejligheden. Jeg forsøgte igen at ringe gentagne gange til Anna. Hun tog stadig ikke telefonen, og selv om det måske var irrationelt, begyndte jeg langsomt at blive bekymret for, om der mon var sket dem noget.