ARKITEKTUR: Anton Sophus Rosen (1859-1928) var en ener i dansk arkitektur. Dem er der en del af, men Anton Rosen var det blandt andet på den måde, at han er en af de få danske udøvere af jugendstil eller art nouveau. I København er han eksempelvis mesteren for så markante bygningsværker som Palace Hotel på Rådhuspladsen.
Anton Rosen er ikke blot en ener i dansk arkitektur. Han var også en central overgangsfigur mellem flere epoker. Mellem den historicistiske byggestil, som hans egentlige lærermester, Vilhelm Dahlerup, var fremtrædende eksponent for, og så den tidlige modernisme, der har nogle af de klare, regelmæssige træk til fælles med nogle af Rosens bygninger.
Det gælder for eksempel det allerede nævnte Løvenborg, der er et tidligt dansk eksempel på såkaldt curtain wall: at facaden ikke som sådan er en del af en bærende konstruktion, men ophængt som et gardin. Siden skulle Arne Jacobsen videreudvikle og raffinere denne oprindeligt amerikanske byggeteknik. Måske mest overlegent og elegant ved Royal Hotel over for Københavns Hovedbanegård.
Og her er en anden parallel. Begge hoteller er – eller var i det mindste – Gesamtkunstwerker, for ligesom Arne Jacobsen tegnede Anton Rosen også møbler og interiør til Palace Hotel, så detaljer og helhed gik op i en højere enhed.
Bogen om Anton Rosen redegør for hans liv og levned og mange bygningsværker, og forfatteren godtgør, at den store arkitekt havde en forestilling om at skabe noget nyt hver gang. At hævde, at han gjorde det, er nok lige at stramme Rosen mere, end den store arkitekt kan bære. Tværtimod er der mange vellykkede fællestræk og kvaliteter i en række af Rosens værker. Det ville også være besynderligt andet. Og det interessante er – som det med al tydelighed også fremgår af bogen – at Anton Rosen havde en fin forståelse af, hvad der foregik af internationale arkitekturstrømninger i de på mange måder afgørende tiår på den ene og den anden side af år 1900. Det var han ikke ene om.
Anton Rosen havde også en formidabel evne til at omsætte internationale strømninger til en dansk sammenhæng og tilpasse bygningsværkerne til stedets ånd. Heller ikke dét er han ene om. Ikke så langt fra, nede ad Vesterbrogade, finder man Løvenborg med de for den tid meget store vinduespartier og en imponerende ornamental udsmykning. Og heller ikke så langt fra Palace Hotel, i den modsatte retning, på hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet, ligger en af Strøgets smukkeste ejendomme, der i dag hedder Metropol, fordi der engang lå en biograf af samme navn i bygningen. Og mens vi er på hovedstadens store handelsgade, kan på sin vis også nævnes Jorcks Passage, der ganske vist har Vilhelm Dahlerup som arkitekt, men hvor Anton Rosen på Dahlerups vegne var manden på stedet – og i et vist omfang nok har gennemført nogle af sine egne ideer om dekorativ arkitektur.
Alle er de bemærkelsesværdige bygninger, der hver på deres måde liver op i det københavnske bybillede og tiltrækker sig opmærksomhed, fordi deres facader og deres indre er så påfaldende overdådige. De er ganske mere udsmykkede og mere spektakulære end langt den største del af bygningsmassen. Altid en fordel for dristige arkitekter. Jo mere afdæmpede naboejendommene er, jo mere kan man selv brillere. Omend det er vanskeligt for Rosen på netop Rådhuspladsen, hvis helt centrale bygning er Martin Nyrops rådhus, som Palace Hotel både konkurrerer med og er i dialog med.
Meget passende har Anton Rosen nu fået en overdådig monografi. Forfatteren er kunsthistorikeren Lone Jensen, der ud over en meget åbenlys begejstring for bogens hovedperson tilsyneladende har taget udgangspunkt i, at Anton Rosen fra alle sider anerkendes som en ener i dansk arkitektur – men at det hidtil har skortet på en større omfattende gennemgang af hans liv og værk.
Så meget desto bedre er det, at Lone Jensen har skrevet en bog i et imødekommende og ligefremt sprog, der åbner Rosen for ikke blot særligt interesserede, men også almindeligt nysgerrige. Undertiden går forfatteren så roligt til værks, at der opstår gentagelser – men de har ofte en berettigelse i fortælleformen, der sikrer, at pointerne står klart for læseren. Det betyder også, at det er en bog, man ikke nødvendigvis vil læse fra ende til anden, men for en dels vedkommende kan bruge som opslagsværk i forhold til de bygninger eller bygningstyper, man nu er mest interesseret i.
Bogen er logisk bygget op, med et par gennemgange af Rosens liv efterfulgt af værkbeskrivelser af de grupper af bygningsværker, Rosen arbejdede med, for at munde ud i et kort kapitel om mennesket bag arkitekten, hvor der er en sammenhæng mellem fagmanden og privatmanden. »Først i arbejde. Først i fest.« Det er vel ikke det værste, der kan stå i en nekrolog?
Fremstillingen søger også – undertiden med en underforstået polemisk holdning – at tegne et portræt af Rosens tid, herunder hans forhold til arkitektkollegerne, og det bidrager til at understrege hele bogens grundtone af, at Rosen ikke blot var en ener, men også en enmandshær. Hvor eftertiden små 100 år senere måske snarere ser Anton Rosen som én i en mangfoldighed af gode arkitekter, der med bygningsværker af vedvarende værdi var med til at give for eksempel København dens mange kvaliteter.
Anton Rosen virkede også i flere andre byer, herunder Silkeborg, hvor man den dag i dag møder hans bygninger som festlige indslag i gadebilledet. Selve Silkeborg Bad, engang kuranstalt og i dag velrestaureret kunstcenter, er måske nok tegnet af Vilhelm Dahlerup, men i det usædvanligt smukke landskab finder man også Skovvillaen, der umiskendeligt er et værk af Anton Rosen.
Pioner og overgangsfigur
Anton Rosens tidlige værker ligger i provinsen – men man kan sige, at han var så heldig, at han levede på et tidspunkt mellem slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede, da København ændrede sig i et omfang, vi måske skal op til vore dage og de kommende tiår for at se magen til. Voldene var forsvundet, hovedstaden havde ekspanderet.
Få år før Anton Rosens hovedværk over dem alle, Palace Hotel (eller Paladshotellet som det hed, da det blev opført i 1907-10), var Københavns nye rådhus blevet opført. Hovedstadens nuværende hovedbanegård blev indviet i 1911. Overalt i byen blev der bygget nye, ofte pompøse beboelsesejendomme efter udenlandsk forbillede i en feberagtig hast, som man kan få et indtryk af i forfatteren og københavnerkronikøren Herman Bangs fremragende roman »Stuk«.
Mange af Københavns blivende institutioner er fra hovedstadens gründerår, som de er blevet kaldt, og Vilhelm Dahlerup, hos hvem Rosen i 1884 og igen mellem 1890 og 1896 var ansat, er ansvarlig for flere af dem. Vilhelm Dahlerup var arkitekten bag såvel Det Kongelige Teater som Statens Museum for Kunst og nogle af byens stadig eksisterende broer som Dronning Louises og Holmens. Han tegnede Søpavillonen ved Gyldenløvesgade og Pantomimeteatret i Tivoli, hvis arkitekt han også var. Han var desuden husarkitekt for brygger Jacobsen (den yngre). Han tegnede store dele af Ny Carlsberg, herunder den markante elefantport, og så er han arkitekten bag den første etape af Glyptoteket.
Dahlerups nationalromantiske historicisme, altså brug og citater fra fortidens arkitektoniske stilarter, er udgangspunktet for Rosen. Der er en glæde ved en symbolbærende udsmykning af de ofte tunge facader – og på mange måder passede det fint med nogle af de stilarter i tiden, Anton Rosen fandt i udlandet og blev inspireret af til bygningsværker, der passede til en dansk sammenhæng. På samme måde som Arne Jacobsen og mange arkitekter med ham blev inspireret af den virkeligt skarpe, amerikanske modernisme og alligevel omformede dens principper til et nationalt – og for den sags skyld også skandinavisk – udtryk, præget af bløde og organiske linjer.
Anton Rosen blev en fornem dansk repræsentant for de strømninger i udenlandsk arkitektur omkring forrige århundredeskifte, der gik under navne som jugendstil, art nouveau, i Østrig secessionsstilen og i Italien stile florale. Herhjemme blev de omformet til en dansk bygningsstil, der meget bredt betragtet kaldes skønvirke og måske – ud over i Anton Rosens bygningsværker – navnlig fik betydning inden for kunsthåndværk med Thorvald Bindesbøll som en fornem repræsentant.
Jugendstil og art nouveau var ikke kun et opgør med tidens historicisme og stilefterligning, men også et forsøg på at fremelske en bygningsskulptur med en stor sammenhæng mellem kunst og arkitektur. En del af tankegodset kom fra den på sin vis tilbageskuende engelske Arts & Crafts Movement. Den opstod som en reaktion på 1800-tallets voldsomme industrialisering, som truede med at ødelægge mange ting, herunder også håndværksmæssige dyder. Det var også et aspekt, Anton Rosen var stærkt optaget af.
Tiderne skifter
Ud over værkerne, der i dag står som vellykkede arkitektoniske udsagn fra en historisk afgørende epoke, da byerne vokser, og industrialiseringens tog er kommet i fart, ligger Anton Rosens betydning også i, at han blev en ledende figur i forandringen af dansk arkitektur fra den sidenhen gennem mange år foragtede historicisme over jugendstil til en begyndende funktionalisme.
På den måde udviklede Anton Rosen sin bygningskunst med tiden, med opgaverne og bestandigt mod noget nyt. Det gør ham ikke nødvendigvis til en ener, men i hvert fald til en stor skikkelse i dansk arkitektur. En skikkelse, der også fik betydning for det 20. århundredes moderne danske byggeri som lærer for nogle af modernismens bedste bygningskunstnere.
Titel: »Anton Rosen – en ener i dansk arkitektur«. Forfatter: Lone Jensen. Fotografier: Torben Eskerod. Sider: 418. Pris: 500 kr. Forlag: Vandkunsten.