Fodbold handler om mål. Så enkelt er det. Og så kompliceret. For er det ens eget forsvar, der er udgangspunktet? Eller lægger man vægten på angrebsspillet? Er taktikken og spillerne valgt ud fra, at man ikke vil indkassere mål eller omvendt ud fra at score flere mål end modstanderen. Det er det grundlæggende spørgsmål i fodbold.

Da Berlingske for et par år siden under EM-slutrunden i Polen og Ukraine inviterede tidehvervspræsten og Dansk Folkepartisten Søren Krarup til at fortælle om sit liv med fodbold i den tidlige efterkrigstid, var svaret klart. Under overskriften »Forsvars­spilleren« gjorde han rede for sin fodboldmæssige værdier.­

»Det er vigtigt, at man selv laver mål, men det er efter min mening vigtigere, at mod­parten ikke gør det. I så fald opnår man i hvert fald at spille uafgjort. Og forsvarsspilleren med overblik, teknik og hurtighed – ja, jeg har mere sans for ham end for den hidsige angrebsspiller.«

Som man kan se, er der ikke langt fra fodboldspilleren Krarup til politikeren Krarup. Ham vender vi tilbage til.

Topklubber voksede frem i brydningstid

Fodboldspillet er lige så gammelt som det moderne samfund. De store klubber – Manchester United, FC Barcelona, Real Madrid, Bayern München, Liverpool FC – blev alle grundlagt mellem 1878 og 1902. Masse­samfundet havde brug for masseunderholdning, og unge, raske og indimellem vrede mænd havde brug for en måde – det vidnede de to verdenskrige om – at udleve deres eksistens på, som ikke lagde det omkringliggende samfund øde, men måske endda kunne inspirere og samle det.

Fodbold er altså ikke bare voksne mænds sidste legitime legeplads, det spejler på forunderlig vis det samfund, det er undfanget i. Selvfølgelig bliver parallellerne indimellem trukket for langt. Som sidste år, hvor kombinationen af en sund og krise- robust økonomi og to tyske hold i Cham­pions League-finalen fik det anerkendte britiske magasin New Statesman til på forsiden at spørge sine læsere, hvorfor man – »nu har man aldrig« – ikke kunne være mere som tyskerne. I hvert fald er der ingen, der op til aftenens finale i Champions League spørger, om vi skal kopiere det spanske samfund bare fordi, det er to Madrid-klubber – Real og Atletico – der tørner sammen.

Det gik også for langt ved det vuvuzela-plagede VM i Sydafrika for fire år siden, hvor debattørerne Ralf Pittelkow og Lars Trier Mogensen udkæmpede en værdikamp om indvandring og multikultur med øjnene rettet mod kampresultaterne. Pittelkow henviste til Frankrig, som gik under allerede i gruppe­spillet, og misforstod holdets interne splid som udtryk for det multikulturelle franske samfunds nært forestående sammenbrud og glemte helt, at træner Raymond Domenech blandt andet tyede til astrologi, når taktikken skulle lægges. Lars Trier Mogensen fremdrog på sin side Tyskland, der med tyrkiske og polske spillere som Mesut Özil, Miroslav Klose og Lukas Podolski skulle være bevis på det modsatte – multikultur var kun en fordel, for »se hvor tyskerne kan« – Foreigners, please don’t leave us alone with the danes.

Men ak, det var ikke VM i værdikamp, og det var de to indvandrerrige nationer, Holland og Spanien, der gik i finalen. En usædvanlig grim og ond kamp, som mere huskes for Nigel de Jongs karatespark i brystet på den spanske midtbanespiller Xabi Alonso end for det mål, Andrés Iniesta bankede ind i de døende minutter til en spansk sejr.

Mere præcise paralleller

Andre har trukket mere præcise paralleller mellem politik og fodbold. For eksempel har flere noteret en sammenhæng mellem den succes, som hollandsk totalfodbold fejrede 70erne, og fremkomsten af en ny og mere kreativ kapitalisme, hvor industrisamfundets klasser og stramme kommandostrukturer blev forladt til fordel for mere smidige, innovative organisationer.

Et andet eksempel leder tankerne hen på globaliseringens svækkelse af nationalstaterne, som sociologerne Ulrich Beck og Anthony Giddens blev kendte for at analysere. Som Jonathan Wilson viser i bogen »Inverting the Pyramid: The History of Football Tactics«, har udviklingen af taktik siden slutningen af 70erne også holdt flyttedag fra national til global. Hvor taktisk innovation og implementering før foregik i landsholdsregi, har det i de seneste 30-40 år fundet sted ude i klubberne, som i stigende grad er blevet mindre nationalt definerede – f.eks. er det for længst holdt op med at være et særsyn, at engelske klubhold stiller op helt uden englændere på holdet. Det er i klubberne, spillerne tjener deres enorme lønninger og derfor bruger langt det meste af deres tid. Når man her kan se en svækkelse af nationerne, er det ikke mindst fordi, at landsholdene ikke længere når op på klubfodboldens niveau. Spillerne har simpelthen alt for lidt tid sammen op til en landskamp og kommer fra for mange forskellige klubber til at indlære sig de aftalte og meget komplekse løbemønstre – de af Morten Olsen benævnte »automatismer« – som moderne (klub-)fodbold hviler så heftigt på.

Resultatet er, at selv store fodboldnationer med flere lysende angrebsstjerner stiller op med et defensivt udgangspunkt på landsholdet, når der skal spilles VM og EM. Det forklarer også de senere år spanske landsholdsdominans med to EM i træk og et VM ind imellem. Grundstammen og tiki-taka-spillestilen er muret op af det Barcelona-hold, Josep »Pep« Guardiola opbyggede fra 2008-2012. Om den fatigue, der på det seneste har ramt FC Barcelona, så også har sat sig i det spanske landshold til VM i Brasilien, vil tiden vise.

Faktum er i dag, at markedet er større end nationerne, og lokale tilhørsforhold er svundet i betydning. Set i det lys, er det et spørgsmål, om man alene kan bebrejde de kulturradikale og deres relativisme for en angiveligt manglende fædrelandskærlighed. Vi har også en arbejdsverden og en teknologi, der gør det mindre vigtigt, om man sidder i Singapore eller New York, spiller i Arsenal eller Olympiakos. Og så må man jo gøre som Bjarne Corydon og erklære nationen for en konkurrencestat, der indretter sig på globale vilkår

Guardiola vs. Morinho

Der er også ideologiske lærestykker, man kan gøre sig. Indtil sidste år stod grundkonflikten i international fodbold mellem førnævnte Guardiola og tidligere Real Madrid- og nuværende Chelsea-manager José Mourinho. Definerer man idealisten som én, der fastholder sine overbevisninger som en sandhed, der rækker ud over tid og sted – og nægter at gå på kompromis, selv når virkeligheden gør modstand – kan man se opgøret mellem Guardiola og Mourinho, som en skarp konfrontation mellem to idealister. Det totale angreb over for det totale forsvar. For Guardiola er historien – som hos idéhistorikeren Francis Fukuyama – slut. Det sidste, der er tilbage, er udbredelsen af dens afslutning. Hos Fukuyama kulminerer den politiske historie med det liberale demokrati, hos Guardiola er dilemmaet mellem forsvar og angreb ophævet, sådan at det permanente angreb – boldbesiddelse udvekslet i lynsnare spilninger mellem en hær af små midtbanespillere på modstanderens banehalvdel – i sig selv udgør et forsvar. Et smukt ideal om en ren fodbold uden (ret mange) frispark og voldsomme langskud udefra. At der hos Guardiola netop er tale om idealisme, har man kunnet se i de kampe – Barcas Champions League-opgør mod Inter i 2010 og Chelsea i 2012 – hvor kombinationerne og boldbesiddelsen ikke blev vekslet til mål, og man til gengæld blev løbet over ende i omstillingssituationerne eller indkasserede dumme mål på dødbolde. Problemet var egentlig ikke, at man tabte, men at »Pep« nægtede at skifte strategi undervejs. Og ligesom Fukuyama mente, at det liberale demokrati langsomt, men sikkert ville udbredes til hele kloden, har Guardiola ment, at han kunne eksportere tiki-taka-idealismen til fremmede landestrøg i sydtyskland og gøre FC Bayern München til den næste manifestation­ af sandheden. Men det var Barcelonas ineffektivitet i de senere år, der gentog sig, når man mødte hold fra verdenseliten. Peps forklaring var, at man ikke havde spillet hurtigt nok – strategien er i hans idéhimmel stadig perfekt.

Over for Guardiola står Mourinho som hans diametrale, men lige så overbeviste idealistiske, modsætning. Hvis Guardiola dyrker en forfinet og intellektuel fodbold, dyrker Mourinho trodsigt brutaliteten og de beskidte tricks. Her er en træner, der udlever Søren Krarups indsigt fuldstændigt – undgår man mål imod sig, har man i det mindste spillet uafgjort. Hvor Guardiola stiller op med ni-ti mand i Lionel Messis Peter Pan-størrelse, foretrækker Mourinho forsvarsklipper selv i angrebet – tænk bare på Didier Drogba. Mourinho kommer langt med sine hold, bare ikke i mål. Siden Champions League-triumfen med Inter i 2010 er det kun blevet til et enkelt spansk mesterskab og en pokaltitel med Real Madrid – efter Barca havde passeret zenit. Som Krarup også selvkritisk bemærkede i Berlingske dengang, er prisen for det absolutte forsvar ikke bare skønheden, i sidste ende forpasser man også den store sejr:

»Vi havde ikke tabt med 5-1 til Spanien, hvis Morten Olsen havde været en gammeldags centrehalf (...) Men til gengæld ville det danske spil ikke have været så flydende og fantasifuldt, som det var i Mexico – hvem husker ikke 6-1 sejren over Uruguay.«

Idealismen render på bolværket

Sammenligner man med den internationale politiske situation, er det svært ikke at se, hvordan idealismen også her render på bolværket. Henholdsvis i en europæisk og en amerikansk aftapning. Europæerne har siden Murens Fald troet, at klassisk geopolitik understøttet af massiv militær kapacitet var en saga blot, mens blød magt og gensidig afhængighed udgjorde en postnational, kosmopolitisk fremtid. Det er man i lyset af Vladimir Putins konsolidering af »sit nære udland« i Georgien og Ukraine nok nødt til at revurdere. Og i USA er Obama søgt væk fra Bush-tidens nykonservative tro på, at militære aktioner, der vælter despoter, sådan uden videre fører til demokrati og fred. Som Obamas tidligere forsvarsminister – republikaneren Robert Gates – i en tale på militærakademiet West Point sagde, bør den næste forsvarsminister, der ville indsætte amerikanske tropper i Asien, Mellemøsten eller Afrika »have his head examined«. Og ifølge den amerikanske sikkerhedspolitiske tænker Robert D. Kaplan gennemlever Vesten i disse år det, han kalder The Revenge of Geography, hvor geopolitikkens realpolitiske grundlove må genlæres.

Pointen politisk og fodboldmæssigt? Der skal være et forsvar, det kan bare ikke bruges til alt. Indstil dig på modstanderen.

På den måde passer det fint, at det i år er to realister, der mødes i den sidste kappestrid om Champions League-trofæet. Diego Simeones arbejderistiske Atletico, hvor hårdt fysisk arbejde og »ingen over fællesskabet« er definerende, står over for Real Madrids aristokrater, blandt hvem det er en selvfølgelighed, at man som målmand Iker Casillas er på krammer med Kong Juan Carlos.

Begge trænere har i sæsonen vist sig taktisk fleksible. Spiller modstanderen offensiv kombinationsfodbold, lokker man ham i ruser og slår til på kontra. Forskanser han sig foran eget felt, slår man sig igennem med skud udefra og skarpe indlæg til bagerste stolpe. Atletico Madrid er underdog i aften, men ikke mere, end at det er lykkedes dem at bryde den ni år gamle tradition for, at det spanske mesterskab enten går til Barcelona (seks gange) eller Real Madrid (tre gange). Sidste lørdag hjemtog Atletico sit første nationale mesterskab i 18 år.

Tiki-takaens fald

Set på statistikken over vundne Champions League-trofæer er Real med sine ni titler langt fra en overraskelse som finalist. På den anden side er det 12 år siden, franske Zinedine Zidane helflugtede den op i krogen på et forblæst Hampden Park i Glagow til en 2-1 sejr over Bayer Leverkusen. På den måde tilfalder meget af æren for at flyttet Real Madrid, tilbage på tronen i international fodbold den italienske mestertræner Carlo Ancelotti. Han har med den klassiske italienske kombination af snu kynisme skjult bag elegance og høflighed ikke ladet egne værdier og opskruede æresfølelser stå i vejen for et taktisk oplæg, der giver den endelige triumf. Reals 2-1-sejr i Copa del Rey-finalen mod Barcelona og de to semifinale-kampe mod Bayern München satte streg under, at et slag vindes – som den kinesiske general og militærstrateg Sun Tzu sagde – længe før det faktisk udkæmpes. Pointen om tiki-takaens fald handler ikke om, at tiki-taka og den idé, der bar det, alligevel er forkert. Pointen er, at de idealer, der giver succes i en periode, på et tidspunkt bliver lært af dine modstandere og vendt imod dig. Og at succes til sidst forblænder ham, som er er blevet givet den i rigt mål.

Så uanset om det er Simeones Los Colchoneros eller Ancelottis Los Blancos, der hjemfører Champions League-sejren i aften, står det fast, at realismen – evnen og viljen til at indstille sig på modstanderen for at besejre ham – er kommet for at blive.