»Der er flot ad helvede til!«
Morten Sabroe taler om stranden med de stejle skrænter ved Kattegat, hvor hans kajak ligger. Han ror – ofte sammen med vennen Ib Michael – og han ville gerne have været på vandet i dag. Vejret er sommerligt og havet garanteret blikstille.

»Det er helt paradisisk, sådan en dag som i dag.«

Det er mandag formiddag, og vi sidder på terrassen uden for hans sommerhus i Nordsjælland, nogle hundrede meter fra Hald Strand, som han taler om. Morten Sabroe har for første gang i år overnattet i den sorte bjælkehytte med hvide sprossede vinduer og en kat som vejrhane på taget. Men han skal hjem til lejligheden i København igen om eftermiddagen, når vi er færdige med interviewet. Hans kone Do har forberedt en reception, som han er nødt til at tage tilbage til.

Det er her i sommerhuset, han har skrevet en stor del af sin nye roman, »Os«, der udkommer i dag. Eller rettere i det lille anneks, der ligger bag ved huset. I så tilpas afstand til resten af grunden, at han undgår at blive distraheret af Do og hendes tre katte, når han skriver.

"Støt vore soldater"

Det er også på denne egn, at historien i »Os« havde sit udspring. Med de gule sløjfer med teksten »Støt vore soldater«, som Morten Sabroe lagde mærke til, at mange kører med bag på bilerne i Hundested og omegn.

»Jeg så dem første gang heroppe, men jeg ser dem også, når jeg har været på oplæsningsture i jyske provinsbyer. Jeg synes, det er vildt fascinerende, for i København kan du ikke finde en eneste. Hvis du kører rundt med en støt vore soldater-sløjfe i København, er det sgu lige før, der er lidt taber over dig,« udbryder Morten Sabroe og griner.

»På den måde er Danmark delt i to. I den ene del kører man rundt med gule sløjfer på bilerne og leverer unge mænd til krigen i Afghanistan, i København kender jeg sgu ingen, der har leveret så meget som en kvart soldat til krigen.«

I »Os« beskriver Morten Sabroe en fiktiv provinsby, hvor fædrelandskærlighed betyder, at man sender soldater i krig. Byens navn og titlen på bogen er også afledt af sløjferne.

»Det hedder jo støt vore soldater. Det er altså vores, og det er os, der sender dem ud. Derfor skulle byen hedde »Os«, så den blev et billede på den her lille by, men også på os alle sammen. Et tema er vel, at jeg gerne vel minde om det, vi alle snart har fortrængt. Folk glemmer krigen, de fortrænger den. Jeg mener, at det er godt at minde dem om, at vi har været i krig.«

Men mest af alt er bogen nu en påmindelse til ham selv, skynder Morten Sabroe sig at tilføje.

»Det kan sagtens være en dårlig samvittighed, jeg render rundt med. Sådan en københavnerdreng som mig, jeg har det sgu for fedt. Den der krig er virkelig langt væk fra os, der bor i København, men den er tæt på for dem i de provinsbyer, der har leveret unge mænd til den.«

Hævn over byen

En af hovedpersonerne i »Os« er den unge soldat Robert, der har fået sprængt begge ben af på en mine i Afghanistan. I hjembyen forbereder man en heltemodtagelse med velkomstbannere og hornmusik, men Robert dukker ikke op. Han føler sig svigtet. Og begynder at tage hævn over byen.

»Det er ikke en moralsk bog, men jeg mener selv, der har været nogle omkostninger ved, at vi fortrænger, og ved at vi har ladet os føre som får ind i to krige,« siger Morten Sabroe. Her peger han på sig selv.

»Jeg var meget usikker på invasionen i Irak. Jeg vidste sgu ikke, hvad der var rigtigt at gøre. Jeg var splittet omkring det.«

Han forklarer, at også han var dybt påvirket af terrorangrebet på USA 11. september 2001 og dermed ikke så kritisk, som han burde have været, over for et modsvar.

»Så bogen er mindst lige så meget en reminder til mig selv: Husk krigen og pas på, Morten, at du ikke næste gang lader dig trække ved næsen ind i noget, du ikke rigtig ved en skid om!«

Netop 11. september spiller en central rolle i romanen. Den nat finder et grusomt svigt sted i provinsbyen.

»Det er et svigt af næsten bibelske dimensioner. Jeg har ikke rigtig lyst til at fortælle, hvad det går ud på, for det kommer lidt som en overraskelse i bogen, men det er et voldsomt svigt, der mærker alle de involverede.«

Den slags svigt er klassiske, når det gælder Morten Sabroe. Både i hans liv og hans bøger.

»Jeg er mesterlig til det der med svigt og hævn,« siger han selv og griner.

»Det må være noget, jeg har med mig fra barnsben. Et eller andet sted i mig ligger der en stærk følelse af, at jeg skal komme sviget i forkøbet. Hvis man er en dreng, der har et stort behov for at være tæt på sin mor, men ikke kan komme det, fordi hun ikke mestrer det, må der blive nedlagt en stærk følelse af svigt i ham. De ting, du har med dig fra barndommen, er godt rodfæstet i din karakter.«

Forholdet til de fortravlede forældre har Morten Sabroe tidligere skrevet om. Først om den kølige mor, hvis kærlighed han altid har anglet efter, i romanen »Du som er i himlen«. Siden – i »Fader Vor« – om faren Povl Sabroe, der var en kendt og elsket redaktør og revydirektør og gik under navnet Den gyldenblonde, men ikke havde meget tid til sin søn.

Selvom Morten Sabroe i »Os« på den måde skriver om et tema, han kender, er den nye roman ikke selvbiografisk.

»Jeg er ikke en af dem, der mener, man kan bruge for meget af hovedstolen, men jeg har sgu ikke mere på tapetet. Jeg har ligesom fået skrevet nogle ting ud, som var væsentlige for mig at få skrevet ud.«Man kunne ellers godt få fornemmelsen af, at du kunne skrive en roman om alle dine familiemedlemmer?»Da »Fader Vor« udkom, skrev Politikens ATS, at nu venter vi bare på Morten Sabroes næste bog »Min søsters børn«. Det synes jeg fandme var sjovt. Det er vidunderligt. Men den kommer sgu ikke. Der er ikke mere dér.«

Men den stærkt personlige stil – blandt andet inspireret af den amerikanske new journalism og især gonzo-skribenten Hunter S. Thompson – som har været Morten Sabroes signatur, både som journalist og forfatter, har han ikke tænkt sig at lægge på hylden.

»Jeg vil gerne bruge mig selv som motor. Som en, der er ude at opleve og sanse og skildre på en måde, så folk slår sig på lårene af grin.«

Det kunne også være krig, der fremkalder grinene.

»Jeg vil gerne have fat i den groteske humor, og jeg har en forestilling om, at det også kunne være vanvittig interessant at skrive om krig på den måde. At udstille krig som en absurd tegneserieagtig forestilling. Céline er et af mine store litterære forbilleder, og i »Rejsen til verdens ende« har han nogle vildt groteske skildringer fra Første Verdenskrig, som han vist nok selv deltog i. Det er hylende morsomt. Så hvis man kunne tage de groteske briller på og fyre den af med absurd komik, så tror jeg, man kunne vise noget om krigen, som er stærkere end direkte reportage.«

Vi kører ned til stranden, Morten Sabroe fortalte om. Ser panoramaudsigten over skrænterne. Man kan se tangen på bunden omkring de store stenhøfder, der er lavet for at bryde bølgerne. Til syd ligger Kikhavn og Hundested, mod nord Liseleje.

»Så sidder Ib Michael og jeg dér på vandet og rakker anmelderne ned,« siger Morten Sabroe.

»Det fungerer skidegodt!«