I Hvidsten Gruppens spor
Med filmen om den berømte modstandsgruppe er der en god anledning til at lægge vejen forbi den midtjyske Hvidsten Kro.
Med filmen om den berømte modstandsgruppe er der en god anledning til at lægge vejen forbi den midtjyske Hvidsten Kro.
Når Hvidsten Kro uden for Randers kalder sig en landevejskro, skal det tages helt bogstaveligt. For der er højst 10 skridt fra landevejen, der forbinder Randers med Mariager, til man står i den lavloftede kro og træder ind i et stykke historie.
Læs også: Kromad i gourmet-klasse
Ikke alene kan kroen prale med at kunne dateres helt tilbage til 1634, den har også huset et stykke modigt Danmarkshistorie – den berømte modstandsgruppe Hvidsten Gruppen.
En ny film, instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis, om gruppen har netop haft premiere landet over. Og dermed er det endnu mere oplagt at slå vejen forbi kroen og de nærliggende historiske pladser, som Hvidsten Gruppen opererede udfra.
Ikke noget at skilte med
Selvom nutidens kroejer Søren Fiil og hans kone Christina selv helt bogstaveligt lever i Hvidsten Gruppens fodspor, fylder historien meget lidt for dem i deres hverdag på kroen. Det er ikke derfor, de små stuer på kroen er fyldt godt op fra forår til vinter.
- Det er den gamle danske mad, folk kommer for. Her får man flæsk og smør på bordet, siger Søren Fiil, for hvem der intet unaturligt er i, at det er flæskesteg, der rykker, selvom det er 30 grader varmt udenfor.
Og skulle filmen sætte yderligere skub i forretningen, er det fint nok, og personalet skal nok fortælle løs for dem, der vil vide mere. Men som han tørt siger:
- Det er ikke noget, vi går rundt og skilter med.
Varme og god stemning
Fra det øjeblik, man sætter sin fod på kroen, omsluttes man af varme og god stemning. Og duften af solidt dansk bondekøkken.
Kroen er berømt for sin æggekage, som har fået folk til at valfarte dertil i årtier. Spørg enhver, der er fra de kanter, og læg mærke til mundvandet, der begynder at løbe: Flæskeæggekage serveret på panden, som den står opført i menukortet.
Opskriften er hemmelig, siges det.
Men altså ikke mere hemmelig, end at Søren Fiil gerne afslører et par af de fif, der gør den til noget særligt. Spæk, tørret og saltet. Smør. Og æg i lange baner.
Så lange baner, at der i kroens højsæson – som er sommeren – slås ikke færre end 4.320 æg ud. Om ugen.
Det er altså ikke fedtfattig mad. Hverken æggekagen eller den øvrige menu, som blandt andet byder på kogt kød og medister. Og godt med sovs og kartofler.
Det hele skyllet ned med en snaps og en øl opkaldt efter Søren Fiils oldeforældre, Gudrun og Marius, som var aktive i Hvidsten Gruppen.
Naturskønt område
Marius kostede det livet. Han og en række af gruppens øvrige medlemmer blev henrettet af tyskerne og er passende nok begravet blot 100 meter fra kroen, hvor der er rejst en mindeplads for ham og de øvrige fra gruppen, som led samme skæbne.
Få kilometer derfra finder man Mustard Point, nedkastningsarealet for de våbenleverancer, gruppen tog imod og skjulte, indtil andre dele af modstandsbevægelsen kunne videredistribuere dem til resten af landet. Også her findes der en mindesten for gruppen.
I det naturskønne område er stilheden stadig så intens, at det er nemt at forestille sig lyden af de engelske fly, der droppede våbnene.
Og når man har fået nok af krigsminder for en dag, kan man jo passende vende tilbage til Hvidsten Kro og indtage kaffe og æblekage.
Afsløring: Sådan laver du æggekagen
Det er lykkedes Rejseliv at vride den hemmelige opskrift på den berømte Hvidsten Kro-æggekage ud af kroejer Søren Fiil:
- For det første er det vigtigt at bruge gammeldags flæsk, saltet flæsk. Ikke bacon. Det saltes og tørsteges og skal derefter ned i æggemassen og bage med. Og det gør vi på vores gamle støbejernskomfur fra 1946 på nogle specielle tynde emaljepander.
Æggemassen skal røres på panden, men uden at den bliver rørt til røræg. Det er vigtigt at bruge masser af æg og en kraftig varme, som får den til at løfte sig. Og så serveres den ved bordet på panden. Mere hemmeligt er det ikke, siger Søren Fiil
Held og lykke derude.
Læs også: Check-in: Falsled Kro