I 1993 var Danmark i al ubemærkethed ved at omstille sig fra et arbejdssamfund til en klientstat, og så kommer Venstres politiske ordfører Anders Fogh Rasmussen (AFR) og smider en afsikret håndgranat lige midt i idyllen.

Danmark er blevet en socialstat beboet af slavesjæle, tordnede venstreløven, et folk af trælle, der hellere end gerne bytter deres dyrebare frihed ud med tryghed og offentlig forsørgelse. Håndgranaten havde titlen: »Fra Socialstat til Minimalstat« og var en ubarmhjertig analyse af det arbejdende Danmarks nedtur mod en formynderstat, hvor mere end halvdelen af befolkningen får sin indkomst fra det offentlige.

Debatbogen om minimalstaten var imidlertid ikke kun et opgør med klientstaten, men anviste også hvordan vi kunne vende kajakken og finde tilbage til det rette liberale spor.

Centrum-venstre-Danmark gik amok af raseri over dette karaktermord på velfærdsstaten. »Bogens synspunkter er inderligt usympatiske,« erklærede Poul Nyrup Rasmussen, der netop havde likvideret Svend Auken som formand for Socialdemokratiet. Politikens Roald Als lancerede tegningen af hulemanden, der kom til at hjemsøge Fogh Rasmussen og al liberal politik lige til i dag.

Nu har Lindhardt & Ringhof med AFR’s tilladelse genoptrykt »Minimalstaten«, og det er der flere gode grunde til.

For det første fordi omstillingen til klientstaten nu er ved at være gennemført. I modsætning til 1993 er det ikke bare mere end halvdelen af befolkningen, der modtager sin indkomst fra det offentlige gennem arbejde for stat eller kommune eller via offentlig forsørgelse. I 2017 er vi nået dertil, at halvdelen af befolkningen står uden for arbejdsmarkedet og modtager overførselsindkomst, hvilket gør socialstaten til en realitet. For det andet har AFR helt sikkert ønsket at markere, at han hans liberale grundholdning er intakt og usvækket som i 1993.

Støvet pamflet?

Ved genlæsningen af »Minimalstaten« kunne man jo godt frygte, at næsten 25 år siden udgivelsen ville reducere bogen til en noget støvet liberal-studentikos pamflet. Det er ingenlunde tilfældet. »Minimalstaten« er et værk, der holder. Bogens dystre forudsigelser er i 2017 realiseret i bredfuldt mål.

»Minimalstaten« er et politisk, økonomisk og ikke mindst kulturelt svendestykke, der burde være obligatorisk pensum på samtlige danske gymnasier, så de unge kan se, hvad der venter dem, hvis de ikke tager sig sammen og erstatter formynderstaten med et mere liberalt og frihedsbevidst samfund.

For AFR er det helt afgørende, at bekendelsen til liberalismen er et etisk valg, fordi frihed er forudsætningen for, at vi overhovedet kan foretage moralske valg. Vi kan kun leve med værdigheden i behold, hvis vi netop har friheden og viljen til at tage hånd om vort eget liv.

Genindsæt mennesket

AFR ønsker at genindsætte mennesket i dets værdighed ved at give det mere frihed og personligt ansvar. Det gøres ved at rykke socialstatens grænser tilbage og rykke det frie markeds grænser frem. Fordi kun det enkelte menneske kan afgøre, hvad der konkret er et godt liv for hende eller ham.

Da bogen udkom i 1993, fik AFR mange prygl i medierne for sit opgør med danskernes »slavesind«: For slaven er materiel sikkerhed vigtigere end åndelig og moralsk integritet. Videre hedder det, at danskernes liv er blevet statsliggjort. Borgerne spiser nådsensbrød af statens hånd.

I stedet for at socialisere virksomhederne har staten valgt at socialisere vælgerne og har organiseret en folkeopdragelse, der har haft til hensigt at stimulere slavesindet på frihedens bekostning. Staten har påtvunget borgerne en kollektivistisk tankegang i hele samfundet, fremhæver Fogh. Det kan man jo kun give ham ret i. Centrum-venstre-Danmark er i dag overbevist om, at det er kampen mod uligheden, der har skabt velfærdssamfundet, og at det velstående Danmark er et produkt af Gini-koefficienten. Som AFR konkluderer: Fællesskabet er blevet målet, staten alt og mennesket intet.

Forfatteren fastslår, at mennesket har et ubetinget og ufravigeligt ansvar for at leve sit eget liv, og det gøres bedst ved at forsørge sig selv i stedet for at nyde frugten af andre menneskers arbejde. Dog er det en liberal grundregel, at samfundet hviler på et frihedsprincip, der sikrer alle borgere samme ret til den mest udstrakte frihed.

Det vil igen sige, at de borgere, der ikke kan nyde den fulde frihed, fordi de ikke kan klare sig selv, skal have hjælp til at opnå så meget frihed som muligt. I et liberalt samfund er det således et krav, at der iværksættes en social omfordeling fra dem, der kan klare sig selv, til dem, der er ude af stand til det – for eksempel kronisk syge, forældreløse børn og fysisk og psykisk handicappede.

Netop bekendelsen til den liberale omfordeling er et af bogens tyngdepunkter, fordi den rummer et opgør med venstrefløjens primitive forestillinger om de borgerlige partiers kynisme og afstumpethed i sociale forhold.

Auken var ypperstepræst

Selv om Svend Auken i 1993 var sat på porten som formand for Socialdemokratiet, var han ikke desto mindre partiets ideologiske ypperstepræst og skarpeste debattør. Auken forsømte aldrig nogen lejlighed til at fremhæve, at i et borgerligt Danmark er enhver sin egen lykkes smed, og fanden tager de sidste. Arven fra Svend Auken hviler også i dag tungt over det blegrøde Danmark, hvad der dagligt demonstreres i den politiske knivkamp i medierne. Men hvordan kommer vi fra socialstaten frem til den forjættede minimalstat?

AFR lægger ikke skjul på, at vandringen mod et bedre samfund er en »Via Dolorosa«. Men opskriften er klar: Skatterne skal reduceres kraftigt. Til gengæld skal hver borger i samfundet tegne en privat forsikring, der dækker pension, helbred og arbejdsløshed. Alle tilskud til erhvervslivet afvikles, og boligmarkedet skal være frit.

AFR blev statsminister i 2001, efter at Poul Nyrup på et TV-transmitteret valgmøde i raseri havde sønderrevet »Minimalstaten«. Vi var mange, der ventede på minimalstatens opbygning efter de glimrende retningslinjer nedfældet i regeringschefens egen bog.

Hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet ville være med til liberale reformer, og så fik vi i stedet ti år med fordelingspolitik uden skyggen af vækstpolitik.

Frikvarter fra kødkværnen

I 2005 var jeg med AFR på rundrejse i Californien sammen med en lille erhvervsdelegation. Anders var som en fisk i vandet. Han oplevede et frikvarter fra den hjemlige kødkværn i et samfund, der netop havde realiseret liberale vækstprincipper: lav skat, rigelig kapital til iværksættere, tårnhøj standard i forskning og undervisning, støtte og opbakning til nye virksomheder.

Når vi andre efter arbejdsmiddagen luskede ind i hotelbaren for at få en øl at gå i seng på, lå statsministeren allerede i køjen med morgendagens taler og rapporter. Når vi søvndrukne vaklede ind til morgenmaden, havde Fogh allerede været på løbetur og fik nu en morgenbriefing af sine embedsmænd. AFR ilede af sted til universiteter, virksomheder, erhvervsforsamlinger dagen lang med enorm flid og dynamik. Fra årle morgen til silde aften. Jens Vejmand på motorcykel.

Men ak, hjemme ventede hverdagen og de politiske tommelskruer. Der kom ikke nogen minimalstat. Til gengæld steg det offentlige udgiftsniveau med 80 milliarder kroner fra 440 milliarder i 2001 til 520 milliarder i 2010. Hulemanden blev til julemanden.

Anders Fogh Rasmussen skylder os således endnu en bog. Den skal hedde: Fra Minimalstat til Socialstat. Han har jo vist, hvordan man gør i praksis.