For et par årtier siden talte man i feministiske kredse ofte om en særlig »kvindelig skrift«, en »écriture féminine«, som det hed den franske teoretiker Hélène Cixous formulering, hvormed der sigtedes til en litterær praksis, der ikke blot tematisk undersøgte kvindeligheden, men også lod den finde sin egen form som modstykke til- og forskellig fra den mas­kuline rationalitet og lineære forløbsmæssige rettethed mv.

Det giver god mening at anskue Siri Hustvedts nye roman »Sommeren uden mænd« i dette lys. Romanen har godt nok en (svag) kronologisk basis, idet den strækker sig over en sommer, men kronologien er kun en ramme for de associationer, lyriske passager og erindringer, som giver romanen sin egentlige fylde. Og så er den en reflekteret undersøgelse af det at være kvinde.

Romanen fortælles af den midaldrende New Yorker-lyriker Mia Fredericksen, som har været indlagt efter et alvorligt sammenbrud foranlediget af, at hendes mand, videnskabsmanden Boris, har forladt hende. Mia er efterfølgende rejst til sin hjemby Bonder i Minnesota for at komme til hægterne. Her tilbringer hun tid med sin mor og dennes veninder, som alle er enker og opholder sig på et plejehjem med den unge, uuddannede småbørnsmor Lola, som bor nabo til det hus, Mia har lejet; og med en gruppe teenagepiger, som hun underviser i »creative writing«, og som på overfladen er sårbare og harmoniske, men som samtidig har gang i en modbydelig mobning af én af veninderne.

Mændene i baggrunden

Hvor er mændene så, spørger man måske? Ja, de findes kun i baggrunden – i enkernes snak om savn eller lettelse over, at de er væk; hos Lola i form af den hidsige ægtemand Pete, som hun har det bedst med, når han er bortrejst (det er han heldigvis ofte); i skolepigernes flirten med jævnaldrene drenge – og selvfølgelig hos Mia selv i kraft af, at hun stadig elsker Boris og ikke kan forlige sig med, at han har forladt hende til fordel for en yngre model. 

Det er stor romankunst, som eksplicit søger de store svar i de små spørgsmål og vice versa

I dette »mandeløse rum« får Hustvedt via Mia lejlighed til at gennemlyse centrale spørgsmål som moderskabets natur, kvindens seksualitet, tabets anatomi og – ikke mindst – det bånd, som findes i kraft af kønnet – på tværs af alder og social og dannelsesmæssig status. Ikke at forstå som militant-feministisk hævdelse af en særlig styrke, men som en vished om en fælles erfaring, hvad enten den er erhvervet eller ligger forude og venter på én.

Underholdt og klogere undervejs

»Sommeren uden mænd« er på én gang lyrisk smuk i både de indskrevne digte og i de associative »stream-of-consciousness«-agtige passager og hylende morsom. Mias konsekvente omtale af Boris’ nye flamme som »Pausen« og hendes svage selvironi over sine egne reaktioner kaster et forløsende lys over det hele, men dækker samtidig ikke over den smerte, hun føler, ved at blive svigtet.

Læg dertil at Mias belæsthed konstant lader hende sætte sine iagttagelser og reflek­sioner i relation til verdenslitteraturens store lyrikere og filosoffer. Det er i den henseende stor romankunst, som eksplicit søger de store svar i de små spørgsmål og vice versa. Man føler sig godt underholdt og bliver klogere undervejs. Både på livet og på kvinden.