Husker I lægen Rasmus Damsgaard?
Det var manden, der for seks år siden lavede et jobskifte, som vakte opsigt. Han forlod Anti Doping Danmark og flere års sikker casting ind i rollen som den bidske, idealistiske sandhedsjæger, der skar igennem alle optræk til bullshit, når der skulle sættes ord på kampen mod doping. Han blev ansat af Bjarne Riis til at kontrollere cykelrytterne på det danske Team CSC. Han blev ansat af de mennesker, han selv havde kigget efter i sømmene og været hård ved.
Kald det bare at hoppe over på den anden side. Det gør Damsgaard selv, når han ser tilbage på, hvordan verden kiggede på ham efter sommeren 2006.
Han forlod sikker medvind i medierne og fik efterfølgende nok af medierne. Derfor bar denne artikel – langt inde i arbejdsprocessen også titlen »Den tavse læge«.
For intet tydede på, at den skulle blive skrevet med Damsgaard som deltagende kilde. Berlingske havde ringet og skrevet flere gange for at lave et interview med ham. Vi ville gerne tale om og stille spørgsmål til hans arbejde på Team CSC og senere Team Astana i lyset af de senere måneders nye viden om, hvor voldsom og sofistikeret dopingen er foregået i cykelsporten. Men Damsgaard havde heller ikke denne gang lyst til at tale, for han kendte medierne, fortalte han så en aften for flere uger siden, da han ringede tilbage.
Da han så erfarede, at arbejdet med at søge svarene fortsatte andre steder, kom der en eftermiddag en mail med emnefeltet: »Det er vist på tide, at du ringer«.
Det blev begyndelsen til to lange samtaler – Damsgaard kalder det selv sit sidste interview nogensinde. Samtaler om, hvorvidt hans arbejde reelt forandrede dopingkulturen i cykelsporten. Eller om han bare sørgede for, at hans skiftende arbejdsgivere ikke blev snuppet i kontrollen? Samtaler om den racercykel, Riis en dag gav ham – og det blev også her, at han fastholdt, at han – trods den store antidopingrapport fra USAs påstand om det modsatte – ikke er overbevist om, at Lance Armstrong var dopet, da Damsgaard holdt øje med ham i 2009.
Berlingske præsenterer i to kapitler i dag og i morgen historien om Rasmus Damsgaard.***
Og vi begynder en sommerdag i 2006 i en lejlighed tæt på Rådhuspladsen i København. Det var her, Damsgaards professionelle liv blev forandret. Og han var der ikke engang selv. Bjarne Riis, ejer af det danske cykelhold, som dengang hed Team CSC, sad i interview med Politikens skribent Rasmus Bech.
Riis var over de foregående måneder gerådet ud i så stor dopingmistanke om driften af sit cykelhold, at der skulle tænkes ud af boksen.
To dage forinden havde Politiken således gengivet Tyler Hamiltons omfattende dopingprogram under ledelse af dopinglægen Eufemiano Fuentes, da Hamilton i 2003 kørte for Bjarne Riis. Og måneden forinden havde Riis måttet sende Ivan Basso hjem fra Tour de France, fordi alt indikerede, at Basso også besøgte og brugte denne Fuentes.
Riis sagde den dag i København:
»Jeg kan bestemt godt forstå, hvis man i offentligheden ikke fatter, at jeg og mine folk på CSC har været uvidende om det dopingmisbrug, Hamilton tilsyneladende var ude i, men ikke desto mindre er det rigtigt. Da jeg læste artiklen, var det noget af en mundfuld at sluge – det var afskyeligt, det var ulækkert, og jeg blev simpelthen dårligt tilpas af at læse det.«
Den sommerdag i København i 2006 blev Damsgaard det stunt, Bjarne Riis hev op af hatten for at vise verden, hvor alvorligt Riis mente det, når han kaldte Hamiltons doping både afskyelig og ulækker. Daværende pressechef Brian Nygaard fortæller om ideen med at invitere Damsgaard ombord:
»Vi sendte ham en åben invitation. Rasmus Damsgaard havde flere gange sagt, at en mand med medicinsk kompetence kunne have afsløret, om der foregik snyd. Det var på tide at vende bøtten så at sige. Ikke bare ud i forhold til offentligheden, men også fordi der skulle gøres noget i cykelsporten. Jeg satte min stilling ind på, at Rasmus Damsgaard kom ind på holdet, for ellers ville det være for pinligt med hele affæren omkring Basso. Bjarne havde modet til at sige ja. Vi lancerede idéen i en dansk avis og fik så fat i Rasmus Damsgaard. Han var interesseret, hvis hans bagland ellers ville acceptere det, og det var dejligt, da det kom i stand,« husker Nygaard, der roser Damsgaards mod.
Et nyt fænomen, de interne kontrolsystemer, blev født, og Damsgaard mener i al beskedenhed, at han dermed var med til at skabe det biologiske pas, som i hans øjne har gjort cykelsporten til den i en dopingkontekst måske mest troværdige idrætsgren siden 2008. Han gik ind i jobbet efter i flere år at have haft eneansvaret for antidopingarbejdet i det internationale skiforbund (FIS). Og han kom ind efter flere års tæt samarbejde med tidligere Anti Doping Danmark-formand Bengt Saltin, som han ikke tøver med at kalde manden, der har lært ham alt.
Damsgaard tog opgaven hos Riis, og den blev styret fra hans arbejdsplads, Afdeling Z på Bispebjerg Hospital. Det var hertil, at Riis’ penge blev betalt. De blev brugt til løn til ph.d.-student, til maskiner, til prøvetagning og til løn til Damsgaard selv. Projektet var under ledelse af overlæge Bo Belhage.
Vigtigst af alt fik man den internationale cykelunion (UCI) til at bakke projektet op, efter Anti Doping Danmark (ADD) havde sagt nej. UCIs opbakning betød, at alle urinprøver i 2007 var officielle dopingprøver, som blev sendt til WADA-akkrediterede laboratorier. Og i 2008 introducerede UCI det biologiske pas, hvilket betød, at også blodprøverne røg til akkrediterede laboratorier, før Damsgaard så dem. Et kardinalpunkt, når Damsgaard skal forklare, hvorfor han intet skjuler. Hvorfor han intet kunne skjule.***
Beder man i dag juraprofessor og den tidligere formand for Anti Doping Danmark, Jens Evald, give en vurdering af de interne kontrolsystemers værdi, siger han:
»I dag kan vi konstatere, at de interne programmer ikke har været mere effektive, end det officielle antidopingarbejde har været. Havde det været det, så havde det afdækket nogle af de positive sager, som var til stede. De interne programmer har i bedste fald været overflødige,« siger han.
Hvad er din fornemmelse af, om man købte sig sikkerhed mod at blive taget i dopingkontrollen?
»Det er det andet lag i dette, og det kan vi kun gisne om. Vi blev i Anti Doping Danmark i 2007 spurgt, om vi ville deltage i projektet, men vi ville ikke risikere at involvere os i noget, der ikke var i 100 procents overensstemmelse med det internationale antidopingagenturs (WADA) kodeks.«
I dag vakler han stadig, når han skal vurdere, hvor Damsgaards interne kontroller egentlig efterlod cykelsporten.
»Jeg ved ikke – det ved ingen – om Riis har købt Damsgaard og samtidig vidst, at han kunne skjule doping i test. Og vi ved ikke, om Damsgaard oplevede noget, som han har holdt sin mund med. Eller om han var i god tro. Jeg nøjes med at konstatere, at uanset hvilken side af mønten, man kigger på, så var programmerne ikke nær så effektive som hævdet. Men de kom til at virke som en form for legitimation på holdene. Man kunne henvise til disse programmer, som så skulle bevise, at holdet ikke brugte doping. Man kan vel sige, at offentligheden derfor blev ført bag lyset, men det kan være, at det samme var tilfældet for holdejere og testere. Det ved vi ikke. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt nogle holdejere og testere handlede i ond tro,« siger Jens Evald.***
Var Damsgaard overflødig? Her er hans eget svar:
»Jeg ved ikke, om CSCs antidopingprogram i 2007 ændrede noget i antidopingarbejdet eller i adfærden blandt atleterne, men jeg kan bare konstatere, at man i dag tester om ikke identisk med, så i hvert fald meget, meget tæt på samme måde, som vi testede på CSC i 2007. Og hvis adfærden hos bare én enkelt rytter ændrede sig fra at dope sig eller overveje at dope sig til ikke at gøre det, ja så var mit mål som læge med at værne om sundheden og forhindre sygdom også nået.«
Var han købt, så Riis kunne øve sig i, hvordan man ikke tester positivt? Her er Damsgaards svar:
»Jeg forstår udmærket, hvis den tanke fandtes i befolkningen, at Bjarne købte mig og Bispebjerg som garant for, at hvis jeg ikke kunne finde det, så var det jo fint. Men når jeg så tænker mig om igen, så kan jeg måske alligevel ikke følge det: For hvis nu jeg havde fundet noget, så havde han jo da også haft et kæmpe problem. Alle penge gik ind på Bispebjerg Hospital. Var der noget tilbage efter vores udgifter, så fik jeg lidt ekstra i løn, men ellers gik pengene til maskiner, prøver og løn. Jeg blev lønnet som del af et almindeligt system.«
Nu spiller jeg djævlens advokat og siger, at du kunne have interesse i at skjule noget, fordi du jo var en del af holdet, som gav dig en platform at eksistere på nu. Spørgsmålet er, hvad din primære interesse i det hele var?
»Prøv at høre her. Selv de blodprøver, vi tog, blev taget af en uafhængig og WADA-akkrediteret prøvetager, svenske IDTM. Jeg kan ikke manipulere med noget. Jeg tog dem ikke selv. Og alle blodprøvesvar blev sendt til UCI og til Michael Ashenden, og de blev offentliggjort som pressemeddelelser og senere som videnskabelig artikel. Der var meget fokus på disse resultater, og der var mange med inde over. Jeg kunne ikke skjule noget. Jeg kunne ikke manipulere noget. I tillægger mig evner, som jeg ikke havde. Jeg har lært, at jo flere mennesker, der har fokus på ting, jo mindre er muligheden for at skjule noget som helst, og jeg valgte, at alle prøver skulle vises til alle.«
Lad os lige holde fast i 2007, hvor du fik alle blodresultater først – altså uden UCI havde set dem først: Hvis du ikke vurderede, der var grund for en sag, kunne WADA så se prøven og mene det modsatte?
»Ja, alle havde muligheden, for vi viste hver enkelt blodprofil. Ingen havde nogensinde vist så detaljerede indsamlede blodprofiler, og jeg fik også indspark til ting, der skulle gøres anderledes. Vi publicerede både populærartikler og videnskabelige artikler, så man kunne se det, og vi sendte det til UCI, og en af verdens førende forskere, Michael Ashenden, kiggede os over skulderen. Jeg var jo kommet i fjendens lejr, selv om halvdelen af prøverne var WADA-akkrediteret, og det hele var taget af akkrediterede prøvetagere.«
Med den viden, vi i dag har om, hvor sofistikeret rytterne har dopet sig, føler du dig så i dag tryg ved, at du fandt det, du skulle finde?
»Føler jeg mig tryg i 2007? Ja. Eller nej, jeg er aldrig helt tryg, heller ikke ved pressen eller mig selv. Jeg er min egen største kritiker, som vi alle ønsker at sige. Men det er jeg. Jeg havde mange blodprøver på CSC-rytterne i 2007 og følte mig udmærket klædt på – også når jeg gik nogle af dem dybere efter i sømmene. Jeg har aldrig kunnet og kan stadig ikke garantere for, at CSCs antidopingprogram kunne finde ryttere som virkelig ville snyde. Men jeg kunne garantere, at det var det bedste antidopingprogram i verden på den tid, og hvis nogle af rytterne snød, så måtte det være med så små mængder, at effekten af deres snyd på præstationen var yderst tvivlsom,« siger Damsgaard og fortsætter:
»Jeg minder også om, at der var mange eksperter inde over og se prøverne, og jeg er også blevet bedt om at komme med flere prøver på nogle ryttere, fordi der ikke var tilfredshed med prøvekvaliteten. Mange fulgte med og kom med opfølgende bemærkninger. Jeg føler mig ikke tryg, men vi gjorde det, så godt vi kunne. Fra 2008 var jeg glad, for da kom det biologiske pas, og det var et paradigmeskift i kampen mod doping.«