I kølvandet på den skandaløse Se og Hør-sag er det næsten forudsigeligt men ikke mindre beklageligt, at nogle politikere udnytter lejligheden til at komme af med en opsparet lyst til at gå til angreb på medierne generelt. Godt og grundigt trætte, som politikerne er af, at medierne går kritisk til værks ikke bare for at afsløre magtmisbrug, svigtede valgløfter og misbrug af skattekroner, men også for i stigende omfang at afsløre dobbeltmoral eller manglende personlig etik, når vi nu gerne ser de folkevalgte som troværdige mennesker, vi kan have tillid til at betro landets ve og vel. Fire borgerlige partier jagter nu populismen og medvinden i den aktuelle og temmelig enkeltstående skandalesag hos Aller Media med et generelt udsagn om, at der skal sendes flere journalister i fængsel. Når partiernes ordførere bliver spurgt, hvem det er, der går frit omkring, som burde have været i fængsel, og hvilke sager, der burde have givet denne straf, så kommer der intet svar bortset fra den almindelige betragtning om, at gentagelser ikke skal kunne betale sig, og at medierne ikke skal spekulere i lave erstatninger til ofrene og lave bøder til chefredaktørerne. Udspillet fra de borgerlige er rent ud sagt noget rod baseret på alles forargelse over Se og Hør. De løber en åben dør ind med et uigennemtænkt forslag, som har mange konsekvenser.

Se og Hør sagen kan allerede i dag give langvarige straffe op til seks års fængsel, hvis de involverede journalister og chefredaktører dømmes. Lad os derfor slå fast: Her er lovgrundlag på plads i den sag. Andre situationer giver et langt mere kompliceret billede, hvor politikerne skal holde fingrene langt væk fra pressefriheden og for at lægge begrænsninger for mediernes demokratiske kontrolfunktion. I dag er det sådan, at retten kan frifinde journalister og chefredaktører for krænkelser af privatlivets fred, hvis offentlighedens interesse i afsløringen af en sag vægter tungere end beskyttelsen af privatlivet. Bestemmelsen skal sikre den frie og uafhængige, kritiske journalistik også i sager, hvor der gås tæt på en magthaver eller en kendt persons private forhold. Der er en gråzone her, som handler om de mange og tiltagende antal sager af moralsk karakter. Er det i offentlighedens interesse at afsløre en politikers dobbeltmoral, manglende skattebetaling, luksusforbrug, flyrejser på 1. klasse eller lignende? Det har skattekommissionen f.eks. afgjort var tilfældet med dagbladet BTs afsløring af statsministerens skatteforhold. Der kan ikke gives en facitliste til, hvornår noget er i offentlighedens interesse. Det er domstolenes afgørelse i sidste ende. At true medierne med skærpede regler om fængselsstraffe og højere bøder i disse tilfælde, hvor der altså allerede findes bestemmelser i straffeloven, kommer utvivlsomt til at lægge begrænsninger for pressefriheden, og det forslag må skrottes. Til gengæld er der et af forslagene i den borgerlige presse-pakke, som fortjener at blive drøftet videre. Det er erstatningsbeløbene til ofre for virkelig grove ærekrænkelser og fejl i medierne. Beløbene ligger i dag på mellem 10.000 og 100.000 kr. til ofrene kombineret med et antal dagbøder til chefredaktørerne. Her er der basis for at drøfte en opstramning af erstatningerne i særligt grove tilfælde af privatlivskrænkelser og ærekrænkelser. Det samme gælder dagbøderne til chefredaktørerne i grove tilfælde af gentagelser af samme slags krænkelse gang på gang, så det ligner spekulation i salgstal.