I dag er det den amerikanske nationaldag. Hvad er mere oplagt end at fejre det med en lækker, hjemmelavet burger? Her er to af Nanna Simonsens burgeropskrifter: den klassiske med bøf af hakket kød og luksusudgaven med oksesteg.
Tomatdressing: 4 små modne tomater 1 tsk. finthakket chipotle chili ( fra dåse i adoposauce) - eller en anden chilisauce, du kan lide et lille skalotteløg 2½ spsk. god mayonnaise 1½ tsk. balsamicoeddike (gerne hvid) 2 tsk. olivenolie salt og peber
1 lille romainesalat eller tilsvarende hjertesalat 3 modne tomater 1 rødløg 4 store boller af bedste slags (dem du kan lide) 600-700 g bedste hakkede oksekød ca. 1 tsk. olie salt og peber evt. tomatketchup syltede agurker
Dressing: Hak tomater og løg meget fint og rør dem med resten af ingredienserne. Smag dressingen til. Salat og boller: Skyl og tør salaten. Skær den i strimler. Skær tomaterne i tynde skiver, pil løget og snit det tyndt. Rist bollerne let og flæk dem - eller flæk dem og rist dem, hvis du er til ekstra sprødhed. Burgere: Form kødet til fire store og ret flade hakkebøffer ( ca. 2 cm tykke). Pensl en stor støbejernspande med en lille smule olie. og varm den godt op. Læg bøfferne på og steg dem i 3-4 min. på hver side. Lad dem hvile et minuts tid på et fad og krydr dem med salt og peber. Smør bollerne med dressingen, læg bøfferne på og derefter - i egen rækkefølge - salat, løg og evt. ketchup. Læg »overbollen« på, giv burgerne et let tryk og server dem med syltede agurker til.
Bøfburger
til 4 personer
burgerløg: 2 løg ( gerne store skalotteløg) 1 tsk. olie 1 tsk. smør 2 kviste timian 1½ spsk. vineddike ca. 1 tsk. sirup peber og havsalt
dressing: 3-4 små modne tomater 5-10 dråber tabasco 2½ spsk. god mayonnaise lidt vineddike lidt salatblade evt. feldsalat 1 rødløg 4 små boller (se boks) evt. tynde skiver af godt bacon 4 små gode oksebøffer (100-120 g pr. stk. og 2-2,5 cm tykke) skåret af filet, tyndsteg eller mørbrad ca. 1 tsk. olie og 1-2 spsk. smør evt. hjemmelavet ketchup (se opskrift længere nede) evt. ovnfritter (se opskrift længere nede)
Burgerløg: Pil løgene og skær dem i tynde både. Kom løgene og resten af ingredienserne i en gryde. Lad det simre, til væden er dampet næsten helt væk og løgene er let karamelliseret. Smag til med salt og peber.
Dressing: Hak tomater fint og rør dem med resten af ingredienserne. Smag dressingen til med salt og peber.
Salat og boller: Skyl og tør salaten. Pil rødløget og snit det tyndt. Flæk bollerne og rist dem let på krummesiden.
Eventuelt: Steg baconskiverne i eget fedt - steg dem langsomt, så de bliver helt sprøde uden at blive branket.
Bøffer: Tryk bøfferne lidt fladere med håndfladen. Kom olie på en stor støbejernspande og varm den godt op. Tilsæt smør, lad det bruse af og læg bøfferne på. Brun dem hurtigt, ved god varme, på begge sider. Skru lidt ned og steg dem 1 ½ -2 min. på hver side. Lad dem hvile et lille minut på en tallerken og krydr dem med salt og peber.
Smør dressing på bollerne og læg bøffer, bløde løg, rå løg, salat, evt. sprødstegt bacon og hjemmelavet ketchup imellem. Server med det samme - gerne med ovnfritter til. ( se opskrift).
Ovnfritter
500-600 g store kartofler 3-4 tsk. olie havsalt
Tænd ovnen på 200 grader varm luft. Skrub kartoflerne grundigt og tør dem med køkkenrulle. Skær dem i både, kom dem i en fryseplasticpose sammen med lidt olie. Fordel olien omkring kartoflerne ved at ryste kartoflerne rundt i posen. Fordel bådene på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 20 min. Drys med lidt salt og server straks.
Hjemmelavet ketchup
10-12 små søde tomater 1 skalotteløg, finthakket 1 laurbærblad 1 hel nellike 1 lille spsk. olivenolie 1 spsk. æblecidereddike eller vineddike 1-2 tsk. rørsukker havsalt og peber
Skær tomaterne i små terninger og kom dem i en kasserolle sammen med resten af ingredienserne. Lad det småsimre i ca. 10 minutter og smag til med salt og peber. Hæld ketchuppen i en skål og lad den køle af.