Julius Peppers var heldig. Han blev optaget på University of North Carolina, og den slags kræver sin mand. Blot 29 pct. af alle ansøgere bliver optaget, og universitetet optager kun studerende med virkelig stræberkarakterer.

Og sådan skal det være, når man er blandt de 30 bedste universiteter i USA og de 60 bedste i verden, siger ledelsen. Så godt gået af Peppers – men bare et enkelt spørgsmål: Hvis han kunne blive optaget, hvorfor kunne han så dårligt nok læse og skrive? Hans karakterer fra universitetet er lækket, og de viser en studerende, som generelt ligger på et niveau, hvor han nulstiller skalaen, og han ville være blevet smidt ud, hvis det ikke var, fordi han tog syv kurser, hvor han pludselig og meget belejligt fik topkarakterer.

Så hvad foregår der?

Det kan Kenneth Wainstein oplyse. Den tidligere topanklager i justitsministeriet offentliggjorde i sidste uge en 136 sider lang rapport, som er utrolig læsning. For University of North Carolina (UNC) var tilsyne­ladende mere optaget af sport end af klogskab. Lederne ville gøre hvad som helst for at rekruttere basketball- og fodboldspillere, som kunne trække pokaler og overskrifter hjem til Chapel Hill, og den slags kunne være problematisk.

For ifølge reglerne må universiteternes sportshold kun stille med aktive studerende, og ofte kunne de pågældende sports­rekrutter ikke bestå fagene. Men UNC fandt en løsning. Universitetet oprettede fag, hvor rekrutterne fik topkarakterer uden at skulle gøre noget. Eller som skolen selv skrev i et internt memo, som Wainstein offentliggjorde:

Sportsrekrutterne »skal ikke deltage i undervisningen; de skal ikke tage notater eller holde sig vågne; de skal ikke mødes med deres professorer; de skal ikke udvise initiativ eller forholde sig til materialet«.

Mellem 1993 og 2001 deltog 3.100 studerende i fupfagene, og halvdelen af dem var sportsudøvere – og hvis de ikke havde taget kurserne, ville de ikke have fået lov til at spille for UNC.

»Det var forsætligt akademisk bedrageri,« skriver Bloomberg i en analyse.

Professionel stjerne

Julius Peppers var en af dem, som nød godt af papirkurserne. Han endte med at spille UNCs amerikanske fodboldhold helt op i toppen, han dimitterede fra universitetet, og han er i dag professionel linebacker hos Green Bay Packers.

Rapporten afslører en kedelig kends­gerning om det amerikanske skolevæsen fra de mindste klasser og hele vejen op til universi­tetet – at sport ofte bliver betragtet som vigtigere end bøger, og at selv førende universiteter vil gøre hvad som helst for at vinde og blive ved med at vinde.

På Penn State University gennemførte en træner gennem 15 år mindst 52 tilfælde af misbrug af mindreårige drenge, og universitets­ledelsen ignorerede det. På Indiana University udøvede en træner psykisk og fysisk vold, og ingen ville gøre noget ved det, fordi han var en legende.

Og på UNC og mange andre universiteter fifler man bevidst med sportsudøvernes karakterer, som Inside Higher Education skriver.

Alle ved det, men ingen er interesserede i at gøre noget, for spillerne vinder penge og prestige til universiteterne. I 2013 tjente sport f.eks. 83 mio. dollar – eller knap en halv mia. kr. – til UNC, og på landsplan omsætter universitetssport for 16 mia. dollar.

Funktionelle analfabeter

Derfor kom Mary Willingham ingen vegne med sine protester. Hun var akademisk vej­leder på UNC, og hun havde bl.a. til opgave at guide sportsudøverne gennem fagene, og på en af hendes første arbejdsdage kom en fodbold­stjerne ind på hendes kontor. Han skulle have lektiehjælp, for – som han sagde – han kunne hverken læse eller skrive.

»Jeg gik i panik, for hvad skulle jeg stille op med det,« som Willingham sagde til CNN.

Det pirrede hendes nysgerrighed, og hun undersøgte 183 spillere på UNCs top­-sportshold, og 60 pct. af dem læste på fjerdeklasses­niveau, viste det sig. »Mellem otte og ti procent af sportsudøverne var funktionelle analfabeter,« konstaterede Mary Willingham i en intern rapport.

Hun undersøgte også de pågældendes optagelsesprøver; amerikanerne skal tage en såkaldt SAT-test for at blive optaget på universiteter, og sportsudøverne scorede i gennemsnit 700 point i testen. En sports­udøver havde en SAT-score på 470, og det var på et tidspunkt, hvor man fik 400 point for at kunne skrive sit navn. Til sammenligning scorede gennemsnits-studenten mellem 1.800 og 2.000 point.

I sin undersøgelse pegede Willingham også på papirfagene, som, hun mente, var kriminelle. Men ledelsen ville ikke høre tale om det; sportssejre var vigtigere end akademisk integritet, og til sidst gik Willingham til medierne. Det førte til, at UNC blev tvunget til at sætte en uafhængig undersøgelse i gang, og det er den, som Kenneth Wainstein har foretaget.

Derudover har den amerikanske organisation for universitetssport også sat en undersøgelse i gang.

Så Mary Willingham har fået ret, men hun er ikke af den grund blevet en helt. UNC fyrede hende for illoyalitet, hun bliver udsat for dødstrusler og en smædekampagne, og hjemme i North Carolina bliver hun betragtet som en gudløs kvinde på Bloksbjerg, fordi hun afslørede illusionen om amerikanske universiteter og amerikansk universitetssport.