En fest hjemme i ghettoen udvikler sig til skyderier, og da 16-årige Starr Carter og hendes barndomsven Khalil kører derfra, bliver de stoppet af politiet. Politimanden er hvid. Starr og Khalil er sorte. Politimanden ender med at skyde Khalil.

Tragedien kickstarter Angie Thomas’ ungdomsroman »The hate U Give« om Starr Carter, hvis liv er splittet mellem ghettoen, hvor hun bor, og den hvide skole, hun går på. Dilemmaet er skåret ud i pap: Skal hun være den høflige sorte pige, der opfører sig pænt i skolen, eller skal hun stå frem og råbe op om de uretfærdigheder, hun føler, hendes nabolag bliver udsat for?