Det er efterhånden halvandet døgn siden, The Cure gik af Orange Scene. Efter 180 minutter, 36 numre og tre omgange ekstranumre.

Det sidder stadig i ørerne. Og i benene. Med numre som »High«, »One Hundred Years« og »From The Edge Of The Deep Green Sea« som nogle af kulminationerne. Men der meldte sig også en lidt for velkendt tanke. Nemlig at disse maratonkoncerter har det med at virke mod hensigten.

Tillad mig en sammenligning. En mand elsker fyldte chokolader. Han nyder nogle stykker fra tid til anden. Men får en dag en æske med hele 36 stykker. Dem spiser han så. Og først slår lysten over i mæthed, så ligegyldighed, siden kvalme.

Helt så slemt gik det naturligvis ikke i mødet med The Cures mange, mange numre. Men det er altså en misforståelse at tro, at jo flere sange jo bedre koncert. Og i Robert Smith og Co.s tilfælde udviklende den sig til en ikke bare stærk, men også lidt trættende oplevelse, og sagen er, at det sidste nemt kunne have været undgået. Ved simpelthen at spille i kortere tid. Det halve havde været velgørende. Hvilket altså også er hele 90 minutter!

Mere, mere, mere

Roskilde Festival er kendt for disse maratonkoncerter, og enkelte har naturligvis været uforglemmelige. Som et par af Neil Youngs. Men de fleste har, hånden på hjertet, i lige så høj grad været en udholdenhedstest som en fornøjelse, og hvis man er rigtig højpandet, kan man måske sige, at koncerterne er endnu et udtryk for den volumensyge, som tegner den vestlige verden. Mere, mere, mere er bedre, bedre, bedre. Større portioner, større fladskærme, stærkere computere.

Og her, på dagen hvor Bruce Springsteen kaster sig ud i tre timer på Orange Scene, kan man forsigtigt spørge, om det nu også er så god en ide? Han har ufattelig mange store sange og han har ufattelig mange fans. Og der er naturligvis - og lykkeligvis! - mulighed for, at det bliver en vild, selvforglemmende oplevelse for ham og for os. Men også en fare for, hvor kættersk det end lyder, at mere bliver for meget.

Som for manden med chokoladen.