De græder meget i TV for tiden. På en almindelig tv-aften kan man som seer få alle følelser i spil. Splittede familier bliver forenet, andre ødelagt, almindelige danskere får ændret deres liv for altid. De medvirkende lader tårerne trille eller glæden eksplodere. Mandag viser DR »Sporløs - sådan gik det«, tirsdag »Det jeg aldrig fik sagt - Jans historie« og onsdag »Rod i familien«.

I fredags var der finale i X Factor, og vinderen Chrestens beskedne, nordjyske reaktion stod pludselig i skarp kontrast til, hvad vi er vant til at se. Hvorfor tuder han ikke? Har han fattet, at han har vundet?

Men hvorfor har vi overhovedet behov for at se folk vise store følelser?

De mange følelsesprogrammer tilfredsstiller en længsel efter noget ægte i en overfladisk og forvirrende tid, mener professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet, Henrik Høgh-Olesen.

»Hvis du panorerer ned over mediebilledet, vil du i stigende udstrækning se programmer, der udfritter folks følelser. Man ønsker reportager fra sindets inderste, fordi det i dag er svært at finde ud af, hvornår noget er virkeligt. Derfor opstår der en længsel efter at nå en grad af substans, kerne eller realitet, og det tror man så, følelserne har,« siger han.

På den måde bliver følelserne ifølge Henrik Høgh-Olesen testen på, om noget er ægte. Men folk glemmer, at der lynhurtigt opstår et skema for, hvordan man udtrykker sig og fortolkes i medierne. Man viser følelser på den måde, man har vænnet sig til at vise dem på, forklarer han.

Og det er måske derfor, det virker så tomt, når Chresten ikke reagerer, som vi forventer. »Chresten er så kold« lød en af kommentarerne på twitter efter aftenens show. »Den mindst glade vinder nogensinde« lød en anden.

Underholdningsredaktør ved Danmarks Radio, Jan Lagermand Lundme fortæller, at følelserne i dag er helt nødvendige for at ramme de store seertal. Derfor har de fået mere plads på skærmen over de sidste par år.

»Følelserne har altid været en vigtig del af TV. Det nye er, at vi, der laver TV, er blevet mere bevidst om, hvor vigtige følelserne er i de programmer, vi laver. Vi kan ikke samle 1,5 million danskere omkring X Factor, hvis reaktionerne ikke er omdrejningspunktet,« forklarer han. Og det gælder ikke kun underholdning, men også nyheder.

»I TV Avisen er der også følelse, men det er en anden end i X Factor. Det vil ikke fungere, hvis du ikke får bragt folk i en eller anden form for følelse, når de ser et program. I hvert fald ikke i de store brede ting,« siger han.

Man kan dog heller ikke kun fokusere på følelserne.

»Folk står af, hvis de synes, det bliver følelsesporno. Derfor gør vi alt for, at følelserne i programmerne er ægte, for når de er det, kommer man også som seer til at føle noget ægte. Det er det, som er kunsten. At skabe en tv-virkelighed med så ægte følelser, man kan,« siger han.

I sit arbejde med X Factor tænker Jan Lagermand Lundme hele tiden over konsekvenserne ved det følelsesladede program.

»Vi har hele tiden etiske overvejelser om, hvordan deltagerne bliver fremstillet. DR går ikke efter laveste fællesnævner. Der skal være en grund til, at vi sætter deltagerne og seerne i nogle følelser. Der skal være en mening med det,« forklarer han.

Han mener, at folk er blevet langt mere åbne om deres følelser på skærmen.

»Der er virkelig sket et skifte. Hvor man før i tiden skulle hive tingene ud af folk for at få følelserne frem, er der virkelig mange, som bare lægger det ud fuldstændig åbent. Det kan godt være fristende som programansvarlig at tage for sig af retterne, men det skal man virkelig være varsom med,« siger han.

Den oplevelse deler hans kollega Sune Roland, programchef på TV2.

»Vi er ekstremt omhyggelige med, at folk føler sig ordentligt behandlet, når de har været med i vores programmer. Vi spørger os selv, om de kan bære at være med i det, snakker med dem om, hvordan det vil føles, og hvad vil det betyde på den anden side. I de sidste 12 - 14 år, jeg har lavet fjernsyn, er folk blevet mere åbne. Folks filter for, hvad man kan sige og fortælle om i fjernsynet, har ændret sig. Det er mere legalt at dele sit liv og inderste tanker, end det har været nogensinde før i det offentlige rum. Og nogle gange rammer man tilrettelæggernes grænse før de medvirkendes. Derfor skal vi være med til at vurdere, hvad der er ok at vise, og det tager vi meget alvorligt,« siger han.

Ifølge professor Henrik Høgh-Olesen er det ikke kun i medierne, at følelserne har fået mere frit spil. Der er også sket noget ude i samfundet.

»Går du 40 - 50 år tilbage i sportsverdenen og ser, hvordan man fejrede et mål på banen, så var det meget mere nonchalant end i dag, hvor man kaster sig hen af græsset og på alle måde tilkendegiver sine følelser. Vi er nok lige så følelsesfulde, som vi altid har været. Det er eksponeringen og blottelsen af følelserne, der er det nye. Man kan skilte med følelser, fordi den kulturelle kontekst tillader det på det her tidspunkt i historien. Det er blevet tilladt at vise noget, som ikke var tilladt at vise før,« siger han.

Forfatter og ph.d. i religionsvidenskab, Iben Krogsdal, har beskæftiget sig med danskernes livsopfattelser, og er ikke i tvivl om, at følelserne i dag har en særlig stor betydning i danskernes hverdag.

»Vi er blevet mere optaget af, hvem vi selv er, og hvordan vi får et autentisk liv. Følelser er blevet en god indikator på, hvordan vi har det, og hvad vi skal gøre for at få det bedre. Vi spørger vores følelser meget til råds for tiden. De har altid spillet en stor rolle, men det, at man i den grad taler om at følge sin mavefornemmelse, er kommet meget mere på dagsordenen i dag,« forklarer hun.

På den måde bliver følelserne for mange mennesker i dag en rettesnor for, om ting er rigtige eller forkerte for dem, forklarer hun. Det, der føles godt, er det rigtige, og det, der føles forkert, er forkert. Hun understreger, at det langtfra er alle danskere, der bruger og udstiller deres følelser så meget, men der er ingen foragt for følelser. Man har respekt for folk, der viser følelser.

Er vi så historiens mest rørstrømske og åbenhjertige generation, og er vores vægt på følelserne uden fortilfælde?

Nej, mener ph.d. stipendiat i historie ved Københavns Universitet, Camilla Schjerning, har beskæftiget sig med følelser i 1700- tallet. I sin forskning fandt hun en del lighedspunkter mellem nutidens og datidens syn på følelser.

»I 1700-tallet er der noget, der rykker omkring de filosofiske tænkere. Følsomhed begynder at blive en positiv ting og en forudsætning for moral. Særligt mod slutningen af 1700-tallet, hvor der kommer en bølge af følsomhed i romanlitteraturen og blandt den lærde ungdom, for eksempel Goethes »Den unge Werthers lidelser«. Man forestiller sig, at man har et indre jeg, som man kan vise frem eller skjule. Heri kan ses nogle paralleller til diskussionen om følelser på Facebook i dag,« siger hun.

Og som de gjorde i slutningen af 1700-tallet, antyder følelser i dag også noget om ens placering i samfundet.

»I retorikken omkring den franske revolution forbinder man oprigtighed med det nye borgerskab, hvorimod aristokratiet har en kunstighed. I dag er der på samme måde noget anti-elitært over følelser. Nyheder skal også handle om følelser, de skal ikke kun handle om tørre tal. Der er stor tendens til, at man går ud på gaden og spørger almindelige mennesker, hvad de har følt ved et eller andet. Det almindelige menneske kommer til orde og er også relevant,« siger Camilla Schjerning.

Efter den franske revolution forsvandt følelserne ud af det politiske liv og over i kunsten og æstetikken. Men i dag flyder det private og offentlige sammen, og følelserne bliver igen interessant for hele samfundet, forklarer hun.

»Vi interesserer os for politikerne som private personer. Hvis de viser følelser, er de troværdige. Der er måske en opfattelse af, at eliten har en særlig følelsesmæssig profil, hvor det private »jeg« bliver holdt inden for den private sfære, mens andre viser deres følelser mere,« siger hun.

»I 1700-tallet var der en klar forestilling om, at de, der hørte til de lavere klasser, ikke udøvede samme kontrol over deres følelser. Jeg er overbevist om, at vi stadig skaber nogle sociale distinktioner ud fra, hvor meget man viser sine følelser. Man forestiller sig, at man kan kende folks sociale klasse på deres måde at håndtere og vise forskellige følelser,« forklarer hun: Når man viser sine følelser er man en af folket, man er troværdig.

Litteraturforsker og professor i filmvidenskab ved Københavns Universitet, Torben Grodal, mener også, at der er sket en demokratisering af den måde, vi omgås på. Ikke bare på TV, men også i det offentlige rum, hvor folk er blevet mere eksplicitte og ikke er bange for at vise deres følelser og deres private »jeg«.

»Den disciplinering af kropssproget og måden at tale på, som opstod, da folk flyttede til byerne under industrialiseringen, er blevet rullet tilbage de seneste 30 - 40 år. Der er sket en nedregulering af kontrollen med følelserne og opstået en større grad af intimitet. Man giver »en krammer« til hvem som helst, hvilket var forholdsvis sjældent for 30 - 40 år siden,« forklarer han.

Man skal dog ikke tage fejl, påpeger han. Selv om forskellen mellem den offentlige og private adfærdsform næsten er forsvundet, sidder hierarkierne lige under huden.

»Forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager er langt mere afslappet på overfladen. Mine studerende siger »Hej, Torben« i stedet for »Goddag, professor Grodal«. Interaktionen er blevet demokratiseret på alle ledder og kanter. Især på tv, hvor man er på kammeratlig fod. Men vi har ikke mistet hirarkierne,« siger han.

»De sociale strukturer er bare blevet indarbejdet i folks adfærd. Alle kender deres pladser, så derfor kan man sagtens være kollegial, for alle ved, hvor chefens magt sidder, og hvem, der kan bestemme, om man får tolv eller nul til eksamen. Alle ved, at Helle T kan trykke på den ene eller anden knap. Systemet er blevet så velfungerende, så man kan renoncere på en række af de markører, man havde tidligere,« forklarer han.

Den større frihed til at vise, hvem man er og udtrykke sine følelser, kan dog blive problematisk, hvis følelserne ender med at blive eneste pejlemærke for troværdighed og sine valg i livet, påpeger ph.d. Iben Krogsdal.

»Hvis vi kommer til at styre for meget efter, hvordan vi lige selv føler, at vi skal handle i livet, kan der være en risiko for, at vi bliver for følelsesstyret og lystdomineret i vores liv. Følelser er noget flygtigt noget. Hvis man kun retter sig efter dem, er det svært at indgå i en længere og forpligtende sammenhæng,« siger hun.

»Der er ikke noget galt i, at vi lytter til vores følelser. Vi skal også bare huske at være opmærksomme på andres følelser - og så i øvrigt give plads til fornuften, eftertanken og blikket for det, der rækker længere end de personlige følelser og fornemmelser. Ellers kommer følelserne til at betyde for meget.«