Statsminister Helle Thorning-Schmidt er meget bevidst om sin påklædning og har ofte vist sig modig ved at klæde sig i kraftige farver. Ikke mindst knaldrød. En farve, der ud over at tiltrække opmærksomhed i en politisk verden fyldt med mænd i mørke jakkesæt, sender et klart signal om hendes politiske ståsted. Som bekendt er rød Social­demokraternes farve.

Men til valgudskrivelsen havde hun altså valgt en kraftigt grøn jakke – håbets farve – hvilket naturligvis heller ikke var tilfældigt.

Bemærk, at der er navneskilte på det store egetræsbord. For det er ikke tilfældigt, hvor ministrene sidder, og navneskiltene afslører en hel del om hierarkiet internt i regeringen. Som statsminister sidder Helle Thorning-Schmidt præcis midt for bordet flankeret af på den ene side sin tro løjtnant og regeringens nummer to, finansminister Bjarne Corydon, og ved sin anden side vicestatsministeren, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).

Alle klapper, og der er tydeligvis en afslappet stemning. Men hvorfor? Fotograf Nikolai Linares fortæller, at alle klappede, da Helle Thorning-Schmidt var kommet ind et minut tidligere, så da Morten Østergaard ankom – som den sidste – syntes alle, at han da også lige skulle klappes ad.

»Det var et meget anderledes øjeblik i en ellers meget kontrolleret verden,« siger fotograf Nikolai Linares.

»Thorning var utrolig afslappet og grinede, der var en stemning af frikvarter. Som om alle var lettede over, at valget endelig var udskrevet. Men kort efter, da Morten Østergaard havde sat sig ned, var der en alvorlig stemning på ny.«

Jo, jo, fint skal det være – vi er trods alt i magtens absolutte centrum, Statsministeriet. Så her drikkes der ikke bare te og kaffe af almindelige kopper, men af musselriflede tekopper i kongeligt porcelæn. Håndmalede naturligvis. De fine kopper, der rummer 16 centiliter, kan fås for 599 kroner hos Royal Copenhagen. Men så får man også en underkop med til prisen.

Justitsminister Mette Frederiksen klapper naturligvis med, men dette valg kan ironisk nok blive mindst lige så stort for hende, hvis hendes parti taber, og Thorning ikke formår at generobre Statsministeriet.

For så forventes Helle Thorning-Schmidt at gå af, og Mette Frederiksen er Socialdemokraternes ubestridte kronprinsesse, der vil overtage posten som partileder, og kunne blive statsminister ved det næste valg.

Hvorfor sidder beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) egentlig så tæt på magttrekløveret Thorning, Corydon og Østergaard, når han ikke er en af regeringens topministre.

Det handler uden megen tvivl om anciennitet, om at »postbudet fra Vorbasse« gennem årene har bestridt en række forskellige ministerposter og har gjort det, han skulle – styret sit ministerium uden megen ballade og trofast har arbejdet for sin chef, Helle Thorning-Schmidt. Den slags belønnes.

Også når bordplanen bliver lavet.