Jeg bliver lige trist, hver gang jeg hører en nominelt borgerlig person sige ting, som er de facto venstreorienteret. Og det sker tit, desværre. Borgerligheden, der ellers havde sit udgangspunkt i moralsk stillingtagen, har i dag overladt arenaen til venstrefløjen og dens moral.
Det drejer sig blandt andet om køn, »mangfoldighed«, familien, barsel, seksualitet, pornografi, abort, straffens natur og formål og autoritet i klasseværelset. I det omfang, borgerlige siger noget her, er det med pragmatiske argumenter eller holdt i et teoretisk, distanceret sprog. Man undgår simpelthen at fælde moralske domme, når det handler om disse og lignende emner. Emner som altså ellers rører ved centrale dele af den borgerlige orden, derunder familien og ægteskabet, de to køn, kirke, ordensmagt og autoritet.