? Hvordan får man sat en ordning med arveforskud i gang, når ens mor er syg?

Siden vores mor blev dement er hun flyttet fra egen bolig til plejehjem. Hun er stadig klar i hovedet på mange måder og kan sagtens huske hvem folk er og så videre. Men hun kan ikke klare sig selv eller selv tage initiativ til noget som helst - alt skal gøres for hende.

Min bror har fuldmagt til at styre hendes økonomi. Vi er enige om, at det vil være økonomisk fornuftigt at sætte en arveforskudsordning i gang, og vil derfor spørge, hvem vi skal kontakte under disse omstændigheder?

Med venlig hilsen H.

! Hvis fuldmagten hjemler mulighed for at give arveforskud, kan det gives af fuldmagtshaver inden for den ramme, fuldmagten afstikker.

Hvis fuldmagten ikke har taget stilling, må det overvejes, om arveforskud kan gives. Hvis alle berørte er enige om præmisserne, er det formentlig uproblematisk, men ellers kan der beskikkes en værge efter reglerne i værgemålsloven. Hvis der ud fra en samlet vurdering er tale om en rimelig disposition, som ikke kan antages at være i strid med jeres mors behov, ønsker og vilje, så kan et arveforskud gives på rimelige vilkår.

Arveforskud behandles skattemæssigt som gaver. Hvis arveforskuddet er over henholdsvis 20.900 kr. i 2014 - for børns og stedbørns ægtefæller - og 59.800 kr. i 2014 - for arvinger i lige linje - årligt, skal der betales en afgift. Gaveafgiften er på 15 procent af det overskydende beløb, dog 36,25 procent, hvis det er gaver til stedforældre og bedsteforældre.

Hvis der ydes arveforskud, bør I oprette en arveforskudsaftale, således at det tydeligt fremgår, at der ikke er tale om en gave, men som et egentligt forskud på arv.

Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk