»Kærlighed er stærkere end had.« Sådan lyder teksten over tegningen af to ømt kyssende herrer på forsiden af sidste uges nummer af det satiriske franske magasin Charlie Hebdo. Den ene af turdelduerne har en blyant bag øret og er tydeligvis én af magasinets tegnere, mens den anden har sort fuldskæg og har en muslimsk taqiyah (kalot) på hovedet. Hvem han er, står til fri fortolkning.

Derimod ligger det mere fast, at den på én gang provokerende og forsoningsvillige forside er ment som Charlie Hebdos respons på et brandbombeattentat mod magasinets redaktion i Paris ugen forinden. Et attentat, som blev begået på udgivelsesdagen for det kontroversielle særnummer »Charia Hebdo«, som tager afsæt i indførelsen af sharialove i Libyen og Tunesien, og hvor en tegning af profeten Muhammed pryder forsiden, eftersom han ifølge magasinet fungerer som »gæsteredaktør«. Ingen kom noget til i forbindelse med angrebet, som angiveligt var foranlediget af netop ugens valg af forsidemotiv.

»Vi føler blot, at vi gør vores job, som vi plejer. Den eneste forskel er, at Muhammed er på forsiden denne gang,« sagde udgiveren i kølvandet på brandbomberne, som øjeblikkeligt blev underlagt international fordømmelse og fik flere medier til at spekulere i, om Frankrig nu havde fået sin egen Muhammedkrise. Ikke mindst herhjemme, hvor de færreste siden Jyllands-Postens berømte og berygtede 12 profettegninger i september 2005 har været i tvivl om, at streger kan afføde kraftige, internationale reaktioner.

Seniorkorrespondenten

Men kraftige reaktioner eller ej, så skal eksternt pres ikke definere, hvad bladtegnere – og andre pressefolk – kan, må og skal. Tværtimod, mener Anders Jerichow, seniorkorrespondent ved Politiken og formand for Dansk Pen.

Han har netop udgivet bogen »Bladtegnere i et globalt minefelt« efter at have rejst verden tynd for at tale med tegnere i deres respektive hjemlande og bringe sig tættere på en forståelse af, hvem der er bange for tegnerne, og hvem tegnerne i den anledning har grund til at være bange for.

»Grupper må mene, hvad de vil, men det er ikke en menneskeret ikke at blive krænket, og en krænkelse giver slet ikke nogen ret til at kaste med brandbomber, ligesom det heller ikke på nogen måde kan retfærdiggøre, at 150 mennesker blev dræbt under Muhammedkrisen,« siger han og efterlyser en generel evne hos folk til at bladre videre, hvis de ser noget, de ikke synes om.

Ifølge Anders Jerichow er bladtegnerne pressefrihedens avantgarde, og et centralt element i deres rolle er at udfordre magthavere og dogmer, men dermed står de så at sige også yderst på planken, mener han. Mange er blevet truet, mens atter andre er blevet retsforfulgt, er forsvundet eller blevet udsat for systematisk vold.

»Bladtegnerne er i mine øjne demokratiets og ytringsfrihedens forpost, og de giver ilt til debatten. Tegnerne kan noget, som vi journalister ikke kan. Eksempelvis kan de fatte sig i korthed, men først og fremmest kan deres streger afkodes på tværs af kultur og sprog, hvilket selvfølgelig kan være en fordel, men også indebærer en risiko for, at budskabet bliver misforstået, fordi tegninger samtidig er åbne for fortolkning,« siger han og understreger, at netop det forhold er forbundet med et stort ansvar.

»Tegnerne skal kunne sætte sig i læserens sted og bestræbe sig på at fortælle, hvad de tænker så præcist som muligt i forsøget på ikke at blive fejlfortolket. Men de er mennesker og laver derfor også fejl. Det, mener jeg, må så ses som en omkostning ved demokratiet. Stregerne bliver trods alt slået i en national virkelighed, og man kan ikke forvente af hverken journalister eller tegnere, at de kan gennemskue begrænsningerne i alle andre lande. Det er altid at foretrække at undgå at gøre nogen kede af det, men det ville være kvælende for demokratiet, hvis vi skulle efterleve regler, vi knap nok selv forstår. Og når det er sagt, så synes jeg faktisk, at der ligger et mindst lige så stort ansvar hos læserne til at reagere med måde, når de føler sig trådt over tæerne. Det er fint at brokke sig, men jeg er altså endnu ikke stødt på en god grund til at hente øksen frem fra skabet,« siger Anders Jerichow med reference til den unge somalier, som bevæbnet med en økse og en kniv trængte ind i Muhammed-tegneren Kurt Westergaards hjem i Viby for knap to år siden uden dog at opnå andet end at blive skudt i knæet og anholdt.

Chefredaktøren

Øksemanden er imidlertid blot et af flere håndgribelige eksempler på, at eksterne kræfter fortsat ønsker at definere en grænse for presse- og ytringsfriheden i bl.a. Danmark, hvor bladtegnerne ifølge Anders Jerichow trods alt har et råderum, som de fleste af deres udenlandske kolleger knap tør drømme om. Og et forhold, der ifølge Berlingskes chefredaktør Tom Jensen fortsat skal værnes om – ikke mindst i forhold til tegningerne, som han betegner som en helt central del af det at have en skarp profil som medie.

»Vi har ikke et særligt sæt regler for, hvad der må tegnes og ikke må tegnes i Berlingske. Den slags indskrænkning i trykke- og talefriheden ville være helt uhørt. Men der sker selvfølgelig fravalg. Der er jo ikke ret mange medier i verden, som ikke har en redaktionel proces, hvor der vælges til og fra. Og sådan er det også her – for tegninger såvel som for de andre ting, vi vælger at bringe i avisen,« siger Tom Jensen, som dog tilføjer, at diskussionen om, hvad aviser skal og ikke skal, på nogle områder har bevæget sig i en »lidt trættende retning« efter 2005.

»Nogle mener ud fra et stærkt problematisk synspunkt om, at man ikke må krænke nogen, at der er ting, som man ikke må trykke, mens andre mener, at der netop af den grund er ting, som absolut skal trykkes. Det er ufrugtbart. Selvfølgelig skal vi ikke lade os begrænse af pres eller trusler – hverken den ene eller den anden vej,« siger Tom Jensen.

Tegneren

Berlingskes tegner Lars Andersen ser »principielt ingen grænser for«, hvad han vil lægge streg til.

»Jeg mener som udgangspunkt, at man inviterer folk indenfor ved at drille dem lidt. Men jeg vil da tænke mig da ekstra godt om, hvis jeg på forhånd ved, at nogen vil blive stødt eller kede det. Jeg mener ikke, at det er en tegners opgave at slå på nogen, som ligger ned,« siger Lars Andersen og understreger, at det ikke var frygt, som i sin tid fik ham til – om end med blandede følelser – at takke nej til at komme på Jyllands-Postens »Muhammed-hold«.

»Jeg er jo tegner og kunne sagtens have fundet på at lave tegningen under andre forudsætninger. Men brevets karakter gav mig en forkert mavefornemmelse, som fik mig på andre tanker. Og det priser jeg mig faktisk lykkelig for i dag. Men på en ambivalent måde, for jeg kan jo netop se, hvor hårdt det har taget på mange af mine kolleger, som var med, og jeg spørger derfor ofte mig selv, om jeg har svigtet dem ved ikke at være med,« siger han.