Henrik Madsen åbner døren i styrehuset på sin baglandslift, og en solbrændt arm med en strittende pegefinger stikker ud. Derefter følger ansigtet, smilende og lige så solbrændt som armen, og den 59-årige havnearbejder råber for at overdøve støjen fra maskinen, mens han peger på spidsen af den kaj, han er på vej ned ad på otte hjul:
»Dér. Det er dét, der er mit yndlingssted. »Nokken« kalder jeg det,« fortæller han:
»Hvis der er tid til det, kan jeg godt finde på at gå helt derud på spidsen og sidde og kigge. Der er ro, og der er luft. Men det bedste er udsynet. Prøv lige at se det. Det er sgu da for fedt.«
Et par minutter med Øresund er et tiltrængt pusterum i de mange timer, Henrik Madsen dagligt tilbringer i selskab med hundredvis af containere, som han losser og laster fra toppen af sin lift, når ikke han står på dækket af Frihavnens besøgende skibe og dirigerer containerne rundt.
Han er havnearbejder – en rigtig én af slagsen og en af de sidste 100 ansat i Københavns Frihavn hos havneselskabet Copenhagen Malmö Port. Engang var der 10.000 i hele den københavnske havn. I knap 30 år har havnen været Henrik Madsens beskidte, støjende og krævende arbejdsplads og for ham ikke så meget andet end netop en arbejdsplads med »fastansættelse, overenskomst, gode kolleger og det hele«, som han selv siger. Der, hvor han altid går med sikkerhedshjelm og reflekser på tøjet og drikker kaffe med sødmælk i pauserne flankeret af sine kolleger.
Og selvom han en gang imellem tager en sporadisk cykeltur fra sit hjem på Frederiksberg langs et par af havnens 42 kilometer kaj, er havnen for ham et sted, man arbejder og ikke et sted, man slapper af. Kun på »Nokken«.
»Men der er jo nogle steder i havnen, der fungerer meget godt, og hvor man godt kan tage hen som københavner, når man trænger til at se på havvand – Amager Strandpark og Svanemøllebugten for eksempel. Men jeg bruger dem ikke rigtigt. Og jeg synes ikke, det er nok,« pointerer Henrik Madsen.
De bedste grunde som byrum
Det kan godt være, at Henrik Madsen og en stor del af de andre 1,2 millioner københavnere ikke tænker nærmere over, at København faktisk har status som havneby, og at de dermed med rette kan svare, at de er »fra havnen«, når Jokeren i sin ørehænger af en ode til bydelen Christianshavn gentagne gange spørger »Hvor’ du fra?«. Eller at der midt imellem brokvarterene og Amager løber en hel del vand med forbindelse til Øresund.
Havnen er ikke forankret i københavnernes bevidsthed. Det er nemlig kun ganske få steder langs de 42 kilometer københavnsk havnekaj fra Nordhavn til Sydhavn, at der er plads til bare at være. Grønne områder, åbne pladser og promenader med havudsigt. Steder, hvor københavnerne kan nyde og udnytte, at de bor i en havneby med direkte adgang til rent vand. Det, byplanlæggere og arkitekter betegner som »plads til rekreation«.
Det skal der laves om på nu. Københavns Kommune og det stats- og kommuneejede selskab By & Havn, der tilsammen ejer store dele af havnen, har igangsat flere byudviklingsprojekter, der over de kommende år forhåbentlig skal forvandle Københavns blå centrum fra gammeldags erhvervshavn til rekreationshavn med tusindvis af boliger. Langt mere omfattende end de sporadiske rereaktive projekter, der har været i gang hist og her over de seneste ti år.
Men de burde have været sat i værk for længe siden, lyder kritikken fra flere eksperter, der samtidig langer ud efter Københavns Kommune for ikke for længst at have formuleret en samlet vision for, hvad der skal ske med havnen, og hvordan den bliver en havn for borgerne.
Alt for få havnegrunde er allemandseje, og alt for mange er bebygget med ikke-havnerelateret erhverv eller store boligblokke, der er placeret helt ud til kajkanten, netop fordi kommunen ikke i tide har formuleret en vision for havnen som et oplagt byrum.
»Argumentet er ikke, at der burde være liv overalt. Det er der alt for meget havn til, og det er fint, at der er store arealer med rolige boligområder og polerede erhvervsdomiciler. Argumentet er, at de bedste grunde bør tilhøre fællesskabet som offentligt tilgængelige byrum,« lyder det fra Søren Møller Christensen, etnolog og partner i konsulentfirmaet carlberg/christensen, der rådgiver om byudvikling.
Københavns Kommune burde ifølge Søren Møller Christensen helt tilbage i 90erne have kæmpet for at reservere de bedste grunde til byrum.
»Enkelte steder som på Islands Brygge er der i dag gode byrum, men alt for mange steder er byens bedste grunde bebygget med erhverv eller boliger og er blevet til private rum. Det er en fejl, som vi skal sørge for ikke at gentage i de kommende års byudvikling,« siger han.
Slut med lappeløsninger
De bedste – og nærmest eneste – eksempler på gode rekreationsområder er i arkitekterne og byplanlæggernes øjne havnebadet på Islands Brygge og de fire andre dukkertvenlige havnebade og strandområder, området omkring Skuespilhuset på Kvæsthusmolen, der indtil for ganske nylig husede koncerter og VM-fodbold på storskærm på Ofelia Beach, og Havnegade, der sidste år fik nyt liv som promenade.
Omvendt er steder som især Kalvebod Brygge udskældt, da store virksomheder trods den attraktive beliggenhed har fået lov til at bygge helt ned til vandet uden plads til tilgængelig promenade. Amerika Plads er også stærkt kritiseret, for her har blandt andet advokatkontorer og ambassader fået førsteprioritet på de havnevendte kvadratmeter.
Og flere andre steder er historien den samme. By & Havns salg af grunde i Ørestad, Nordhavn og Sydhavn betyder i første omgang penge til udbygningen af metroen og er derfor vigtig og nødvendig for København.
»Men i betragtning af hvor lang tid man har arbejdet på havnen, og hvor mange penge, der er blevet investeret i den af både offentlige og private, er det på høje tid at komme i gang. Der er et stort efterslæb,« vurderer professor i styring af megaprojekter ved Oxford University, Bent Flyvbjerg.
Et efterslæb, Københavns teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF), blankt erkender, og netop derfor har hun bedt sin forvaltning formulere en helhedsplan for havnen i dialog med By & Havn. Planen regner hun med at have færdig efter sommer.
»Vi er alt for sent ude i forhold til at lave en helhedsplan for havnen, og byplanlæggerne og arkitekterne har så meget ret til at kritisere os. Derfor skal det også gøres nu. Ikke flere små greb – nu skal vi have en overordnet strategi for, hvad vi skal gøre fremadrettet, og lære af vores fejl,« fastslår hun.
Ayfer Baykal kan endnu ikke komme ind på det konkrete indhold i planen eller på økonomien i den, men én ting står allerede klart: Den skal have et rekreativt fokus.
»Det skal være slut med lappeløsninger. Vi er kommet til at tænke bygninger før mennesker og byrum, og det skal vi altså til at gøre omvendt nu,« siger hun.
Helhedsplanen skal fungere som en overordnet ramme for udviklingen af havnen, men teknik- og miljøborgmesteren vil også have et idékatalog med konkrete tiltag med i planen, så den ikke kommer til at virke som et diffust og abstrakt redskab.
Ryggen til havnen
Essentielt i planen er, at boliger, erhverv og rekreative områder skal eksistere side om side langs havnen. Havnen er attraktiv for mange interessenter, og når der er så meget af den, skal der gerne være plads til det hele.
En tanke, havnearbejder Henrik Madsen erklærer sig »ret okay med«, som han siger, mens han – nede på jorden igen – bevæger sig uden for den indhegnede Frihavn, vender sig om, og kigger ind på sammensuriet af meterhøje maskiner, containere i alskens farver og enorme virksomhedsbygninger. Det, der er tilbage af den gamle erhvervshavn, hvor han stod og bød sig til hver morgen for 30 år siden som daglejer i håb om at få arbejde.
»Dengang kunne vi da godt finde på at knappe en formiddagsøl op, hvis vi ikke lige fik et job i første omgang. Det var en ægte erhvervshavn. Der, hvor resten af København aldrig satte sine ben. Jeg tror simpelthen ikke, man tænkte den som andet,« siger han.
Det var da netop også, hvad havnen oprindeligt var: En brugshavn med først flåde og siden handel og skibsproduktion, som byen altid har vendt sig væk fra. Intet i København er traditionelt orienteret mod vandet – her dominerede skibene, fabrikkerne, sømændene, havnearbejderne og de prostituerede, og der foregik ting, som borgerskabet vendte ryggen til.
Men da industrien begyndte at rykke ud i 1970erne og 1980erne, og virksomheder og produktion i stor stil flyttede til lavtlønslande, blev havnen tømt for sine oprindelige funktioner. Pludselig var der masser af plads, og den havneindustri, der var tilbage, blev centreret i Frihavnen og Nordhavnen langt væk fra det inderste af havnen og resten af byen.
Store virksomheder som B&W og Sojakagefabrikken dominerede stadig, men i 1980 eksploderede »Sojakagen«, som den blev kaldt, der optog en stor del af Islands Brygges havnefront. Det blev en øjenåbner for kommunen, som fik en anledning til at se på potentialet i boliger og opholdssteder ved vandet.
Beboerne på Islands Brygge fik i 1984 gennemtrumfet en havnepark, og et af de første områder til ren rekreation tog sin begyndelse på Bryggen. Sojakagefabrikken kom aldrig på økonomisk ret fode igen og måtte lukke i 1991. B&W fulgte efter i 1996.
»Derfra burde det jo have taget fart, fordi man netop havde fået øjnene op for mulighederne. Men i stedet solgte man ud af grundene i stor stil for at få penge i kommunens tomme pengekasse, hvilket også betyder, at meget af havnen er privatejet i dag, og det gør det endnu sværere at have en samlet vision for den,« fortæller museumsinspektør på Københavns Museum, Inger Wiene.
Københavns Kommune tog dog især én vigtig beslutning i begyndelsen af 1990erne og investerede én milliard kroner i at rense havnevandet, der officielt blev erklæret rent i 2002 efter 50 år med totalt badeforbud.
Herlighedsværdi i havnen
København havde nu alle muligheder for at begynde at vende sig mod sin blå midte.
Men hvad er det, der er så særligt ved havnen, siden der nu skal satses massivt på den som københavnernes nye byrum? Har vi ikke nok i parkerne og pladserne i brokvarterene og på Amager?
Spørger man arkitekt og professor i urban design, Jan Gehl, er svaret så åbenlyst, at enhver burde kunne svare på det.
»Du kan spørge hvem som helst, hvad der er særligt ved at være tæt på vand. Det er jo byens mest oplagte rekreationszone. Det allerbedste, man kan byde beboerne i en stenby som København, er adgang til glimtende, blåt vand. Det giver en herlighedsværdi og livskvalitet, du ikke kan få andre steder,« forklarer han.
Og med 1.000 nye københavnere om måneden – hele 100.000 frem mod 2025 – skal der ikke bare bygges 2,5 millioner kvadratmeter bolig og 3 millioner kvadratmeter erhverv, som kommunens egen prognose lyder. Der skal også være plads til, at de mange københavnere bare kan »være«.
Boligerne skal hovedsagligt bygges i Nordhavn og i Sydhavnsbydelen Enghave Brygge, der skal være hjemsted for tusindvis af københavnere, ligesom især Sluseholmen og Teglholmen inden for de seneste år er blevet det med nybyggede boliger en masse nær vandet.
Grundene står By & Havn for med administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen i spidsen, og her skal der også tænkes byrum ind blandt de store lejlighedskomplekser og erhvervsdomiciler, der skyder op, erklærer han.
»Selvfølgelig skal der være plads til københavnerne,« fastslår han.
»Men vi skal jo ikke lave Københavns havn om til Lalandia. Derfor tænker vi i Nordhavnen og Sydhavnen meget over at få bygget tæt og med plads til supermarkeder og andre butikker, så der i første omgang kommer mennesker. Det er jo dem, der skaber byliv, og det nytter ikke noget, at der er masser af byrum, hvis der ikke er mennesker til at benytte det,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
Overgangen fra erhvervshavn til rekreationshavn er allerede tydelig i europæiske havnestorbyer som Barcelona, Oslo og Malmø, der har taget hul på, at byens største ressource – vandet – skal være for alle.
Skal havnearbejder Henrik Madsen gå en aftentur på havnepromenaden efter arbejde, må han et godt stykke ned langs den stærkt trafikerede Kalbrænderihavnsgade for at ende på Langelinie, som han skal dele med de mange turister, der kommer for at hilse på en lille, berømt dame i bronze.Går han et kvarter i slentretempo fra sin arbejdsplads i containerterminalen i retning mod Nordhavn Station, havner han i Århusgadekvarteret – Østerbros nærmeste Nordhavnsnabo og By & Havns koryfæprojekt, når det gælder københavnsk byudvikling. 40.000 boliger, lige så mange arbejdspladser og forkromede planer om strande, parker og marinaer og eget postnummer er visionen for hele Nordhavnen frem mod 2050.
Så bliver det der, Henrik Madsen kan rekreere tættest på sit arbejde, hvis planerne holder stik. Og for ham er tanken om at have mulighed for at bruge fritiden med præcis samme udsigt, han har i arbejdstiden, en han glæder sig over. Som han selv stiller det op:
»På en fabrik kan du kigge hen til væggen. På et kontor hen til sidemandens computer. Jeg kan kigge til Sverige. Den udsigt tror jeg, rigtig mange københavnere ville have godt af.«