BRUXELLES: Alternativet flyver lige nu på en sky af politiske drømme mod Folketinget.
Men hvor alternativt er Alternativet egentlig, når man kigger rundt om i Europa? De seneste år har en broget flok af alternative partier og protestpartier meldt sig på den politiske scene. Fra pirater over komikere til kampen for at få kunstsproget esperanto gjort til EUs officielle sprog.
Fællesnævneren er ganske få mærkesager, som sjældent er særligt realistiske, men i flere tilfælde klinger fint sammen med Alternativets ideer. Og Uffe Elbæk kan hente en vis optimisme om det kommende valgresultat fra flere steder i Europa, hvor alternative partier har fået pladser i såvel regioner og delstater som nationale parlamenter og Europa-Parlamentet.
Siden det svenske Piratparti blev dannet i 2006, har piraterne spredt sig over Europa med ganske stor succes. Der er ikke tale om pirater med bandana til søs, men derimod internettets pirater, som kæmper imod myndigheders regulering og overvågning af internettet. Blandt mærkesagerne er et opgør med copyright- og patentregler, men også en bredere kamp for privatlivets fred.
I Island har piraterne tre pladser i det nationale parlament, og også i Tyskland er piraterne blevet et parti, som etablissementet ikke længere kan ignorere. Først stormede det tyske piratparti ind i delstaten Berlins parlament tilbage i 2011 med 15 ud af de 149 pladser. Siden er pladser i yderligere tre delstatsparlamenter fulgt efter, og sidste år fik partiet så Julia Reda valgt til Europa-Parlamentet. Reda er også formand for »de unge pirater« i Europa, og partiet henter især mange stemmer fra netop de unge i byerne – en vælgergruppe som også Alternativet har godt fat i.
Ustyrlig italiensk protest
Størst valgsucces for partier uden for etablissementet har den populistiske, italienske protestbevægelse Movimento 5 Stelle – Femstjernebevægelsen – med den karismatiske komiker Beppe Grillo i front. Latterliggørelse af den politiske elite med de mange korruptionssager i Italien har været kernen i Grillos succes. Ved det seneste italienske parlamentsvalg sikrede Femstjernebevægelsen sig flere end 25 procent af stemmerne, og succesen blev stort set gentaget ved sidste års valg til Europa-Parlamentet.
Beppe Grillo er blevet kaldt alt fra klovn til fascist, men rigtig mange italienere elsker ham, og han har i årtier været blandt de mest populære komikere i Italien. Ud over opgøret med den korrupte elite er mærkesagerne en økonomi med fokus på økologi og bæredygtighed frem for vækst og et mere direkte demokrati. Her kan Beppe Grillo og Uffe Elbæk næsten lyde ens, men Elbæk vil næppe bryde sig om at blive sat i bås med Grillo.
Grillo står også for en hård EU-skepsis og er yderst respektløs over for det politiske system, mens han selv kritiseres for en diktatorisk ledelsesstil. De interne kritikere er blevet smidt ud af Femstjernebevægelsen, og Grillo vakte senest røre i marts ved at sammenligne Italiens premierminister, Matteo Renzi, som pilot for Italien med den tyske selvmordspilot fra Germanwings. Grillos foragt for det partipolitiske system har fået det anerkendte tyske magasin Der Spiegel til at kalde ham »Europas farligste mand« og trække paralleller til Italiens mangeårige fascistiske diktator Mussolini.
Franske fristelser
I Frankrig har det højrepopulistiske Front National for længst taget turen fra protestparti til et stort veletableret parti. På venstrefløjen findes en række traditionelle rød-grønne partier, men de helt alternative partier har haft svært ved at slå igennem. Ved det seneste valg til Europa-Parlamentet fik Esperanto-bevægelsen dog flere end 33.000 stemmer i Frankrig, omend det ikke var nok til at sikre en plads i Europa-Parlamentet. Bevægelsen vil gøre EU mere demokratisk ved at indføre kunstsproget esperanto som EUs officielle sprog. De fleste vil nok ikke kunne høre forskel på esperanto og volapyk, men ifølge bevægelsen vil landene blive mere ligestillede med ét fælles sprog, og EU vil blive langt mere effektivt.
Hvis Esperanto-bevægelsens sag lyder lidt tåget, så er det for intet at regne i forhold til Cannabis uden Grænser, der sikrede sig godt 7.000 stemmer ved sidste års valg til Europa-Parlamentet i Frankrig. Her er der kun én mærkesag – gæt hvilken – og den 18. juni er en vigtig dag. Ikke på grund af valget i Danmark, men fordi den 18. juni er de 18 joints dag, hvor alle, der vil have hash legaliseret, går på gaden i Frankrig.
Mens Cannabis uden Grænser ikke kom i Europa-Parlamentet, så lykkedes det til gengæld for den hashrygende, irske aktivist Luke »Ming« Flanagan at komme ind som uafhængig sidste år, da han hentede næsten 130.000 stemmer. Flanagan har i mange år haft netop fri hash som sin store mærkesag og står som det seneste eksempel på en lede ved mange af de etablerede partier i europæisk politik.
I sin helt egen danske udgave ser den alternative vind nu også ud til at blæse over Danmark - men vel at mærke muligvis med mandater til at afgøre, hvem der skal være Danmarks statsminister.