»Det ældre par med hunden skal til København på shoppingtur. Eller museumstur. Hmm. Ej, måske skal de til Jylland. Kvinden i den stribede trøje derovre er nok jurist. Og har et fleksibelt job, så hun kan aflevere børn sent lige som mig. Mon ikke hun er i begyndelsen af 30erne? Min kone siger selvfølgelig, jeg er dårlig til aldre.«
Vi sidder i toget med Daniel Katz. Hver dag bruger han 90 minutter på tankeflugt og pendling på en af Danmarks ældste og mest befærdede togstrækninger fra Helsingør til København.
Han har rejst turen så mange gange, at han kalder sig selv »togautist«. Han ved, hvilke tog internetforbindelsen er bedst i, og han laver aldrig fejlen med at sætte sig i solsiden, så han får det for varmt.
»Den unge, velfriserede mand er i slut 20erne. Måske arbejder han med marketing. Nej, nu jeg tænker over det, er han nok lidt yngre.«
Ofte sidder 39-årige Daniel Katz og gætter på, hvem de andre passagerer er, og hvor de er på vej hen. Inde i sit eget hoved altså. For selv om han rejser på samme strækning med de samme mennesker mere end 15 timer om ugen, siger han aldrig noget til de andre.
»Det kunne sikkert være rart at tale med nogen engang imellem, men i virkeligheden vil jeg helst bare arbejde.«
Daniel Katz er hverken vred eller bange for at tale med fremmede mennesker. Han gør det bare ikke. Med tiden har han vænnet sig til at have et tiltrængt frirum i toget, hvor han kan slappe af eller arbejde i fred, og stille og roligt er det blevet helt normalt for ham aldrig at sige »godmorgen« til nogen.
Berlingske er taget med ham en mandag morgen for at teste, hvor meget han ved om sine medpendlere og for at iagttage, om vi danskere kan finde ud af at tale med fremmede i offentlig transport.
Daniel Katz’ og hans medpendleres opførsel er nemlig en af grundene til, at vi danskere får skudt i skoene, at vi er et reserveret folkefærd.
Vi sætter os det mest mennesketomme sted i toget, kender ikke vores egen nabo og træner med høretelefoner på. Det kan se ud, som om der ikke er nogen grænser for, hvor mange forhindringer vi sætter op for at undgå at tale med fremmede i hverdagen, men er vi egentlig så reserverede, som det kan se ud til udefra?
Omkostning at skulle rejse med andre
I 2014 blev der kørt mere end 266 millioner togture i Danmark, viser tal fra Danmark Statistik. Ifølge DSBs hjemmeside køres ti millioner af dem på Daniel Katz’ daglige strækning, Kystbanen, men når så mange mennesker er fælles om at sidde og vente på at nå en destination, hvorfor taler de så ikke sammen, mens de venter?
Henrik Jensen, der er historiker på RUC og forfatter til blandt andre bogen »Det ordentlige menneske« fra 2009, har et bud.
»Tidligere brugte man rejser til at lære nogen at kende. En populær øvelse gik ud på, at hvis man satte sig overfor nogen, kunne man ret hurtigt finde en fælles bekendt. Større er Danmark ikke. Men i dag handler alt i samfundet om »mig«, og medmindre man har brug for et andet menneske, så prøver man at lade, som om de andre ikke er der,« siger Henrik Jensen, der for så vidt muligt selv holder sig fra offentlig transport.
»For danskere er det en omkostning ved at skulle fra A til B, at man skal rejse sammen med andre.«
{embedded type="node/webtv_link" id="36984513"}
Vi bygger et fort omkring os selv med aviser, mobiler og høretelefoner som skjold mod samtaler med fremmede. Men når vi lader, som om vi er de eneste passagerer i toget eller bussen, er vi ikke bare reserverede, vi er ligefrem uhøflige. Ifølge Henrik Jensen er der dog noget, vi kan skyde skylden på. Det danske sprog.
»Vi gjorde op med de formelle tiltaleformer som »De« og »Fru« og »Hr.« i 1960erne, fordi vi mente, vi kunne komme hinanden mere ved, hvis du sagde »du«. Men det har ikke virket. Nu tror vi, at vi kan tiltale andre som nære venner, selv om vi ikke har mødt dem før, men det virker ikke realistisk, og derfor lader vi bare være,« siger han.
100 timer i S-tog
I forbindelse med sin bacheloropgave på sociologistudiet, kørte Andreas Reventlow i 2014 100 timer i S-tog. Her ville han kortlægge, hvor meget danskerne interagerer med hinanden, og om det er muligt at få os til at smile og tale mere, når vi er på farten.
Halvdelen af tiden overholdt Andreas Reventlow de uskrevne regler, satte sig for sig selv og iagttog blot de andre. Han opdagede, at de fleste hellere vil stå op end bede andre om at flytte sig, så de kan komme ind til et ledigt sæde. Den anden halvdel af tiden besluttede han sig for at bryde normerne og tavsheden. Men det at tage øjenkontakt, smile og indlede samtaler blev pludselig en svær disciplin.
»Jeg følte ikke, jeg havde nogen legitim undskyldning for at tage kontakt, og jeg frygtede at tabe ansigt. Jeg blev så nervøs, at jeg udskød det i to timer og undgik myldretiden,« siger Andreas Reventlow.
»Jeg gik til opgaven med en grundlæggende antagelse om, at det måtte være muligt at øge interaktionen i tog. Men min optimisme dalede.«
I løbet af sine 100 timer oplevede han flere, der fik en bøde for ikke at have en billet, end han oplevede, at to fremmede begyndte at tale med hinanden.
»Med andre ord lader det til, at der er et endnu stærkere regelsæt end den officielle om, at man skal købe en billet. Nemlig et regelsæt, der har til formål at minimere kontakten mellem fremmede i S-tog,« siger han og fortæller, at det ikke kun gælder de rejsende imellem.
»Jeg oplevede, at de rejsende i høj grad ignorerer kontrollørerne, og det er undtagelsen frem for reglen, at de får et høfligt goddag eller lignende tilbage, når de beder om at se billetter.«
Det akavede ved at henvende sig til de andre i toget forsvandt først, da han fortalte, at han gjorde det som led i sit bachelorprojekt.
»Indtil da lod det til, at de rejsende var stærkt mistænksomme over for, hvad min agenda dog kunne være. Blot at tale for hyggens skyld virkede ikke legitimt,« siger Andreas Reventlow.
Flere stillezonepladser
I toget med Daniel Katz og Berlingskes eksperiment er situationen ikke anderledes. Der er næsten ingen ledige sæder, og de eneste, der denne mandag morgen taler sammen, er nogen, der tydeligvis kender hinanden i forvejen. I lange perioder er der helt stille i toget. Og når Daniel Katz siger noget, taler han meget lavt, for det kan jo være, at nogen hører ham.
En midaldrende mand med mappe og jakkesæt sætter sig i firmandsgruppe med os, men han opdager hurtigt, at vi ikke er helt stille, og ved næste stop rejser han sig og sætter sig længere ned i vognen på en tom plads.
»Jeg tror, de fleste gerne vil være alene og uforstyrrede i toget. Mange sætter sig ned med det samme og finder computeren frem. Andre kommer ind med ørepropper i og lægger sig til at halvsove. Så forstyrrer jeg ikke,« siger Daniel Katz.
Det er ikke kun en »alt var bedre i gamle dage«-forestilling, at vi har nok i os selv og ikke vil tale sammen i offentlig transport.
Hos DSB fortæller forretningsudviklingschef, Aske Wieth-Knudsen, at pladserne i stillezonen ofte er dem, der bliver udsolgt først.
Tidligere blev DSBs landstrafik kørt i røde tog med seksmandskupeer, hvor man sad overfor hinanden. Men med de nye tog, kom der bedre mulighed for at indrette togene på forskellige måder – blandt andet med stillezoner, hvor man hverken må tale med hinanden eller i telefon. I 2007 bredte stillezonerne sig til S-togene.
»I dag er hvilepladserne, hvor der er lidt mere ro, nogle af de pladser, der er mest efterspurgte. Mange af dem er stillet op i rækker som i et fly,« siger Aske Wieth-Knudsen.
I fitnesscentre arbejder lederne bevidst med at få folk til at tale mere sammen. Det gør fitnessgængerne gladere for at komme der, får dem til at føle en større tilknytning til centret og er dermed en god taktik for virksomheden. Men hverken hos Arriva eller DSB tror de, det samme gør sig gældende i tog. Ingen af dem overvejer en samtalekupe som pendant til stillekupeen, og de vil ikke opfordre folk til at småsnakke eller hilse på hinanden.
»Vi ser på, hvad kunderne efterspørger, når de rejser. Hvis de gerne vil tale sammen, giver vi dem muligheden, og hvis de ikke vil, skal de også have mulighed for det,« siger Aske Wieth-Knudsen.
»Man kan sige, at de kupeer, der ikke er stillekupeer, er samtalekupeer.«
Når man bryder tavsheden
Som udgangspunkt vil Daniel Katz helst ikke vil forstyrres, når han pendler med toget fra Helsingør til København. Og fordi han har en fornemmelse af, at de andre passagerer har det på samme måde, forstyrrer han dem ikke.
»Men når jeg en sjælden gang imellem snakker med nogen, er det næsten altid en god oplevelse. Jeg savner det faktisk af og til, men er bare ikke så god til selv at få startet samtaler med fremmede,« siger han.
Så længe han og hans medpassagerer ikke tager skridtet og indleder en samtale, kan han ikke gøre andet end at gætte for sig selv, hvem de andre i toget er. Kvinden i den stribede trøje, som ifølge hans forestilling er jurist, hedder i virkeligheden Katrine Bjerregaard og er først i 30erne. Den mandag morgen var hendes første dag tilbage til sit job som projektleder i Det Maritime Danmark efter sin barsel.
»Jeg er kommet lidt for sent af sted. Men heldigvis er mit job fleksibelt,« siger hun venligt, da journalisten prikker hende på skulderen for at finde ud af, om Daniel Katz har gættet rigtigt.
#sighej
Er vi danskere virkelig så reserverede, som vi får skudt i skoene. Hør, hvordan udlændinge ser os og deltag i Berlingskes Instagram-kampagne, der går under hashtagget #sighej.
Den unge, velfriserede mand, som Daniel Katz forestiller sig arbejder med marketing og er midt i 20erne, hedder Zacharias Krabbenhøft og er 17 år. Han er webudvikler på et mediebureau i indre København, og da han har svaret, propper han hurtigt høretelefonerne i ørerne igen.
Daniel Katz gættede på, at det ældre par med hunden, Per Viuf og Kirsten Sparre på 70 år, skulle på shoppingtur, museum eller til Jylland. Kirsten Sparre var den morgen på vej ind til byen for at indløse en julegave – et Spotdeal-gavekort til en massage, men hun er ikke så god til at finde rundt, så Per Viuf tog med for at vise vej.
»Vi taler aldrig med andre i toget,« siger Per Viuf, men han og Kirsten Sparre tror ikke på, at det nogensinde har været anderledes.
»Før i tiden havde alle faste pladser i toget. Og hvis man tog nogens plads, kunne de finde på at stille sig og nidstirre dig, til du rejste dig og gik. Aviserne blev trukket frem, og så sad folk stille og rolig og læste deres avis. Uden at sige noget.«