En leg med en verden uden Messi og Ronaldo
Ud over en ganske vigtig landskamp på næste fredag i Serbien at fokusere på, så har landstræner Morten Olsen og anfører Daniel Agger en lille hyggeopgave at nusse med her i løbet af november.
Det er de to danskere, der kan stemme om, hvem der skal kåres som verdens bedste fodboldspiller i 2014. Inden 1. december skal de blandt en liste på 23 udvalgte have placeret tre stemmer.
Er det for skrapt at sige, at afstemningen er blevet en lidt kedelig størrelse de seneste år?
Kedelig forstået som forudsigelig.
Ronaldo, Messi, Messi, Messi, Messi og Ronaldo hedder de seneste seks års vindere.
Skal vi ikke bare forsigtigt gætte på, at remsen fortsætter i år?
Det vil være mest logisk al den stund, at der ikke findes bedre fodboldspillere på jorden end de to. Måske har der aldrig været nogen, som kunne mere.
Nu er de to så - med Messi som aktuel førerhund efter to mål i den forgangne uges Champions League - gået ind i et nyt rekordslagsmål om at være mest scorende i Champions League-historien.
Messi har ikke vundet noget i år, vil nogen indvende, så kan man ikke komme i betragtning. Det er selvfølgelig noget utroligt fis, og mon ikke også landstrænere og anførere i hele Europa godt kan se det og derfor placerer en masse stemmer på argentineren.
Jeg forventer også, at de samme stemmeafgivere ikke kan se uden om Ronaldos fænomenale præstationer for Real Madrid - kronet med Champions League-triumfen.
Ronaldo vinder, Messi bliver runner up.
Men hey, kan vi for en stund lege, at de ikke findes? For også at bruge bare fem minutter på at anerkende nogle af de andre enestående individuelle præstationer, der har præget 2014.
Her følger min top-5 over spillerne i laget under Ronaldo og Messi.
Jeg smider Arjen Robben ind som nummer et. Ualmindeligt irriterende type at kigge på, forurettet, beklagende med armene flagrende ud til siden. Jeg ser fint igennem det. En enestående individualist, der er helt instrumental for Bayern München, og som under sommerens VM nærmest ene mand skabte de kreative indslag på Hollands vej mod VM-semifinalerne. Holland spillede defensivt og ofte kedeligt, men Robben var for mig en nydelse hver gang.
Næste mand på min liste er Manuel Neuer. Egentlig har jeg det svært med, at en målmand kan kåres som verdens bedste fodboldspiller, for han er ikke fodboldspiller, han er målmand, og de har i øvrigt deres helt egen pris. Men altså: Neuer fortjener i den grad at være i betragtning, fordi han har taget fortolkningen af positionen et helt nyt sted hen. Nøgleperson bag det tyske verdensmesterskab, den bedste sweeper-keeper på kloden og intimiderende over for sine modstandere, som ingen har været det siden Peter Schmeichel.
Mere tysk på tredjepladsen i skikkelse af Thomas Müller. Hvis man overhovedet kan tillade sig at nævne en dansker i den sammenhæng, så er dette jo en Jon Dahl Tomasson deluxe-model. Hyper målfarlig, god fodboldspiller, topscorer ved VM. Og skal jeg fremhæve en detalje, jeg er særligt vild med, så er det den kølighed, der præger alt, hvad Müller laver.
Min firer bliver Zlatan Ibrahimovic, og jeg hører allerede protesterne over, at han ikke har haft et stort 2014, at han ikke har vundet andet end et forudsigeligt fransk mesterskab med Paris SG, og han var oven i købet slet ikke med til VM. Men i mine øjne kan det ikke kun handle om det, du har vundet. Det må også handle om dine generelle fodboldfærdigheder, og som i tilfældet Messi, så er de stadig enestående hos Ibrahimovic. En sjælden ener, der i 70 kampe siden skiftet til Paris SG har lavet 61 mål. Han er bare en af verdens fem bedste spillere lige nu.
Mere tysk ind på femtepladsen her. Philip Lahm. Anføreren for de tyske verdensmestre skal selvfølgelig med - også for at anerkende, at fodbold ikke kun vindes af angribere. Han må være en drøm for enhver træner. Virkelig en drøm. Disciplineret, taktisk stærk og med enestående tekniske evner. Han har undergået en fascinerende udvikling under Guardiola i Bayern München, der har forvandlet ham til en multifunktionel spiller.
Og så kan Ronaldo-Messi-showet fortsætte. Helt fortjent i øvrigt.