Drop dannelsesprojektet. Sørg for at kulturlivet ikke er musealt – kultur skal ikke være pligt. Giv plads til det elitære. En række markante stemmer i kulturdebatten fortæller her, hvad de mener, den kommende kulturminister skal gøre.
»En kulturminister skal sikre, at kulturlivet ikke bliver musealt. At det ikke bare er noget, vi gør af pligt, men at kulturen et et aktiv for borgerne, et positivt tilvalg. Risikoen for at det bliver musealt er altid til stede, når staten går ind og vil føre kulturpolitik. Man sætter markedskræfterne ud af spil, og derfor skal man hele tiden være opmærksom på den verden, som forbrugerne efterspørger kulturen i, så kulturen kommer til at spille en rolle i folks liv.
Når Marianne Jelved har talt om kunst og kultur som en del af dannelsen, synes jeg, hun har fat i noget rigtigt. Kultur og kunst er et dannelsesprojekt. Det giver forståelse, men leverer ikke løsninger. Politikere, administratorer og DJØFere leverer løsninger, men kunsten leverer forståelse af det liv, vi lever, og giver dermed et bedre fundament til at finde frem til løsninger. En magthaver eller en befolkning, som ikke har en forståelse af, hvad det er for en verden, vi lever i, træffer dårlige beslutninger. Hvis jeg skal ønske mig noget til en kommende kulturminister er det, at det bliver en, der har en betydelig gennemslagskraft over for Finansministeriet.
»Jeg synes, at det er vigtigt, at man generelt, og det gælder ikke kun kulturministeren, velkommer kunsten som en stemme i samfundet. Det er ikke mindst vigtigt i en tid, hvor den politiske debat er ekstremt kontrolleret og topstyret. I Danmark skønner man ikke nok på kunstens betydning for samfundets udvikling. Deraf følger også, at kunstnere påtager sig for lille en rolle og blander sig for lidt.
Konkret mener jeg, at en ny kulturminister bør se grundigt på, om DR med sin dominans i virkeligheden vrider resten af kulturmarkedet i retninger, som er uhenssigtsmæssige. Skal DR for eksempel give sig af med at afholde cirkus i konkurrence med andre cirkuser? Man kunne også se på, om litterære støtteordninger i virkeligheden fremmer en ensretning inden for litteraturen. Samtidig bør man overveje at indføre en kunstnerordning på samme måde, som man har en forskerordning i skattesystemet.«
»Kulturministerens og kulturpolitikernes rolle – og store udfordring – er at fastholde en kvalitetsdimension i en kultur, som synes at bevæge sig mere og mere i retning af overfladisk underholdning. Jeg går stærkt ind for de tanker, som blev etableret i 1700-tallet i forbindelse med oplysningstiden. Jo mere oplyste borgere er, des bedre et samfund får man. Derfor mener jeg, at alle kræfter bør sættes ind på at højne dannelsesniveauet her i landet. Hele kulturlivet er i løbet af de senere år blevet mere og mere barnliggjort, og der bliver lagt mere og mere vægt på underholdning. Og et besøg på kulturinstitution må aldrig gå hen og blive uforpligtende tidsfordriv. Kulturen byder på enorme muligheder for indsigt i tilværelsen, fordi den er med til at gøre mennesket opmærksom på sin egen placering i tilværelsen. Fra kulturpolitisk side bør man stræbe efter at højne det kulturelle kvalitetsniveau og fremme dannelsesprojektet, for på den måde at medvirke til at udvikle samfundet i en oplyst og tolerant retning. Alle dannelsesinstitutioner – for eksempel folkeskolerne, universiteterne og de klassiske kulturinstitutioner – skal i langt højere grad integreres, og der skal tænkes meget mere på tværs.«
»På den ene side hylder man kunsten, og på den anden er der en udbredt kunstnerlede i vores samfund for tiden, især hvis man ikke kan klare sig på markedsvilkår. Det er, som om den mere elitære, smalle kunst ikke må findes, eller den skal bare lukke røven. I det lys håber jeg meget, at vi får en kulturminister, der ikke hader kunst, men går op i det og er interesseret i, at vi har en kunstscene i Danmark. Det er fuldstændig afgørende, at vi har statsstøtte i Danmark, fordi markedet er så lille. Der ville ikke være noget som helst – hverken TV, bøger, film, ballet eller en musikscene af nogen som helst værdi – hvis vi ikke havde kunststøtten. Af den grund håber jeg ikke, det bliver en fra Liberal Alliance, der får posten. Men det kan sagtens ske, for det er ikke en særlig prominent post.
Jeg tror, man skal være meget mere opmærksom på, at kunst og kultur virkelig er noget, der skaber værdi for et samfund. Ikke mindst økonomisk værdi, men selvfølgelig også velvære og glæde. Tænk på, hvor meget godt Operahuset har gjort for Sidney. Det har været den bedste investering nogensinde. Det betyder meget, at man som land har noget kulturelt at byde på. Her skal man huske, at dansk kulturliv går utroligt godt i udlandet. Det er vores virksomheder, det private erhvervsliv, der har problemer med at klare sig i forhold til udlandet.«
»Kulturpolitikken skal finde ud af, hvordan den kan bidrage til at skabe store fællesskaber i en tid, hvor befolkningen har så mange muligheder og deler sig op i mindre fælleskaber. Jeg har svært ved at se, hvor den nuværende kulturpolitik spiller en rolle som facilitator af store fællesskaber i dag, hvor man samles om blandt andet store musicals, private festivaller, superligaen, Netflix og på de nye digitale medier. Græsrødderne er blevet blå, fordi ting opstår udfra privatøkonomiske interesser fremfor at blive iværksat af demokratiet. Man skal finde ud af, hvordan kulturtilbud, der er iværksat af offentligheden, også er tilgængelige og interessante for et bredt publikum. Der er en masse initiativer som Distortion i København, som sætter af og stikker af, og som måske også er offentligt støttet, men som ikke tager udgangspunkt i en kulturpolitisk holdning.
Det er en udfordring, at de teknologiske krav stiller helt nye krav til formidling. Det er ikke nok at udstille på Charlottenborg i halvanden uge, for 99,9 procent af befolkningen kommer ikke forbi. Tilgengæld tæller folk ned til den nye sæson af »House of Cards«.
Det er også en udfordring, at skolereformen ikke nødvendigvis har fremmet kulturinteressen i den danske folkeskole. Måske er man kommet til at adskille uddannelses- og kulturpolitikken for meget. Der skal trommes med andet end linealen på hovedet på nogen, som man fokuserer for meget på at lære at regne og læse.«
»For mig er den vigtigste kulturpolitiske dagsorden spørgsmålet om, hvordan vi får det nationale, det europæiske og det globale rum til at spille sammen i konstruktiv dialog. Vores universelle humanisme er ved at blive til selektiv empati, vi må med vores modernisme erkende, at vores dominans rinder ud, at respekt og indsigt for de andre er en forudsætning for verden af i morgen. Kulturminister Marianne Jelved (R) har set kulturpolitikken som et dannelsesprojekt – det kunne man f.eks. se på hendes projekt Danmark Læser, som skulle få flere til at læse. For mig er forudsætningen for demokrati dannelse, og forudsætningen for dannelse er politiske ambitioner om en visionær dynamisk kunst- og kulturpolitik. Marianne Jelved har været en god minister, vidende, interesseret, med tro på kunstens betydning for fremtidens samfund og en vision med ministeriet. Jeg kan ikke sætte navn på den næste kulturminister, men kunne vedkommende leve op til og helst styrke ministeriet med et stærkt samspil mellem institutionerne, det aktive kunstliv og det folkelige, er det kvinden/manden.«
»Vores største kulturpolitiske udfordring er, at generationer af danskere i dag flaskes op med, at kultur er gratis. Discount-bølgen har ramt kulturlivet og har gjort os alle til tilbudsjægere, hvor vi forventer at få musik, film, bøger og koncerter tilbudt gratis. Det er en bombe under både kunstnere og kulturliv, og det er naivt at tro, at det ikke vil gå gevaldigt ud over kvaliteten. Kan vi leve med at aldificeringen af kulturlivet bliver new normal? Marianne Jelved har bl.a. brugt kulturpolitikken som et dannelsesprojekt – f.eks. Danmark Læser-kampagnen, som skulle få flere til at læse skønlitteratur. Jeg tror ikke, at det er den vej, en ny kulturminister skal gå. Dannelse er ikke længere noget, der kan dikteres fra et ministerium – den tid er for længst forbi. Derfor skal kulturens mange forskellige aktører selv og hver for sig formulerer ambitiøse mål om at nå ud til flere danskere. Nogle foretrækker Marcel Proust andre samles om VM i FIFA på Playstation. Og vi skal ikke stoppe den samme dannelse ned i halsen på alle. Som ny kulturminister ser jeg gerne en ambitiøs og erfaren politiker, der har klare holdninger, men også kan lytte og lade sig inspirere. Den kommende minister M/K skal helst have masser af hår på brystet… og finansministerens mobilnummer på speeddial!«