Da Pablo Picasso skulle vise sin foragt for den tyske besættelse af Frankrig under Anden Verdenskrig, undlod han at klippe sit hår. Der er taget et billede af den berømte maler i 1944, hvor han ses med en kasserollefrisure, der når ned over ørerne. Det var hans måde at protestere på. Han var ellers altid kortklippet.

Billedet kan man se på udstillingen »Chéveux Chéris« – eller »Beloved Hair«, som den hedder på engelsk på det antropologiske museum Quai Branly i Paris. For hvordan kan noget så simpelt som at nægte at klippe sit hår være en protest? Og hvordan kan det være provokerende at rage sig skaldet som en skinhead – eller lade lokkerne vokse vildt som hippierne?

Svaret er egentlig såre enkelt. Fordi hår er et kommunikationsmiddel. Og det er der ifølge kuratoren for udstillingen, Yves le Fur, der også er leder på Quai Branly, to gode grunde til.

»Håret omkranser ansigtet. Og det er som regel det første, vi møder ved en anden person. Det er ansigtet, der udsender de koder, vi umiddelbart forholder os til: stemmen, blikket og udtrykket. At sende et signal med sin frisure er derfor meget nærliggende,« siger han om den første grund.

Den anden gode grund er, at de fleste af os er født med hår. Om det så er rødt, sort, blondt, krøllet eller glat, så skal man forholde sig til det, fordi det bliver ved med at vokse. At tage stilling til sit hår er det samme som at distancere sig fra dyrene. Skal det klippes? Sættes i en hestehale? Krølles eller farves?

Derfor har hver kultur også en norm for, hvordan man skal sætte sit hår for at passe ind. At lave en pink hanekam er nok til at give fuckfingeren til det etablerede – og vise, hvilken gruppe man hellere vil tilhøre. Eller lade sit hår gro som Picasso.

»I vores kultur er det overvejende kvinderne, der gør noget ud af håret. I andre kulturer som den afrikanske Fang-kultur er det mændene, der bruger det som et middel til forførelse,« siger Yves le Fur og viser en imponerende afrikansk hovedbeklædning lavet af små, sorte fletninger – beregnet til en mand.

Håret kan også vise social status, høj eller lav. Da kong Dagobert regerede over Frankerriget i det 7. århundrede, var det kun kongefamilien, der måtte have langt hår. Det blev set som en naturlig krone.

»I dag kan det være hjemløse og fodboldspillere, der gør sig bemærket med halvlangt hår,« siger Yves le Fur og markerer dermed emnets kompleksitet.

Det er ikke nødvendigvis provokerende for en mand at have langt hår, men eftersom de fleste mænd er kortklippede, skal der ikke mere til end lidt længere hår for at skille sig ud. Om det så er fordi, man er hjemløs og dermed uden for samfundet , eller er en fodboldspiller, der vil gøre sig bemærket.

At klippe en anden persons hår – uden vedkommendes accept – kan derimod være den ultimative ydmygelse og magtanvendelse. De franske kvinder, der havde ligget i med tyske soldater under Anden Verdenskrig, led sammen skæbne som mange af de danske tyskertøser. De blev offentligt ydmyget ved at få håret raget af og trukket gennem gaderne, så folk kunne spytte på dem. Den legendariske fotograf Robert Capas billeder fra Chartres i 1944 af kronragede kvinder, der bliver hånet, er med på udstillingen. Det samme er en kortfilm, hvor man ser kvinderne få håret barberet af i fuld offentlighed. Tilbage på torvet i Chartres lå en stor bunke hår.

At lade sin hårpragt falde frivilligt er en anden sag. Det handler om underkastelse. Som nonnen eller munken, der lader sig kronrage som et led i løftet ved at indgå i en munke- eller nonneorden. At dække sit hår til, er en anden måde at underkaste sig en norm – eller en mand. Som i det kristne vielsesritual, hvor brudesløret dækker kvindens hår, burkaen i den islamiske kultur eller i Kirgistan, hvor kvinderne blev påbudt at gå med tørklæde efter Sovjetunionens invasion af landet. Alle skulle være lige i det kommunistiske regime, og ingen skulle skille sig ud med fristende krøller.

Hår kan også lokke til lyst. Her er billeder af blondiner med flagrende, indbydende lokker og brunetter, der koket lader en mørk krølle titte frem. Udstillingen viser de spil i forførelsen, der kan opstå mellem en kontrolleret, opsat frisure og løsthængende hår: Det kan være æggende at løsne en fletning op.

I et helt andet aspekt i livet spiller håret også ind: Som et tegn på død og et symbol på kontakten til det hinsides og åndernes verden. Sådan er det i en lang række afrikanske og indianske kulturer. Mest bemærkelsesværdigt på udstillingen kan man se, hvordan håret på fem afhuggede, mumificerede hoveder fra nazca-stammen, der levede mellem 100 f.v.t. og 700 e.v.t. i Peru, ser ud. Hovederne har aldrig været vist før.

»De er fantastiske. De er næsten som malerier af Francis Bacon,« siger Yves le Fur og refererer til de forvredne ansigter, hvor man knap kan finde mund og næse i den brune masse.

Håret er ikke meget forskelligt fra, hvordan man kunne tænke sig, at det ville se ud fra en nyligt afdød. Hår hverken forfalder eller rådner. Og det er derfor, at det i flere såkaldt primitive kulturer ses som den direkte kontakt til den afdøde.

»Fordi håret vokser op fra hovedet og vokser indefra og ud, ses det som noget essentielt ved den person, der har båret det. Det er også derfor, hår er blevet brugt til at påkalde forfædre, fordi man regnede med, at det havde den persons iboende kræfter,« tilføjer Yves le Fur og viser udstillingens sidste – og mest spektakulære artefakter: To mumier.

Den ene er en hel kvindefigur fra Inkariget i Peru, iført tøj og taske – og med håret stadig intakt. Det andet er fra den romerske periode i Ægypten. Ansigtet er belagt med bladguld, og håret er krøllet og lagt i en net frisure. Selv i døden skulle lokkerne tæmmes.

Udstillingen varer til 14. juli 2013.