To dage efter at han blev student, tog han til London og fik læreplads på et reklamebureau. Tilbage i København kom han ind på Reklameskolen, men blev hurtigt shanghajet til fastansættelse på det første af en række danske bureauer, som han arbejdede for i 1990erne og frem.
I dag har han sit eget konsulentfirma, men først og fremmest er Kristian Haagen kendt som en af Skandinaviens førende ureksperter. Han skriver om ure for diverse danske og internationale medier og holder foredrag om emnet. Han ejer webshoppen kristianhaagen.com, har over 90.000 følgere på Instagram, og han står bag e-magasinet Timegeeks, som stille og roligt har fået over 5.000 abonnenter. Og så har han udgivet foreløbig seks bøger om ure. Printromantiker, kalder han sig – og mindes barndommen, hvor særligt ét magasin satte sit tydelige præg og grundlagde interessen for ure.
»Jeg kommer fra Næstved, og der skulle man helst være god til fodbold, god til at slås og helst lidt småkriminel. Jeg var dårlig til alle tre ting, så jeg kastede mig over familiens enorme samling af National Geographic. Min far startede med at abonnere på magasinet i 1972, men vi havde også min morfars samling, og han startede sit abonemment i 1928. På de første sider var der annoncer for urmærker som Rolex, Patek Philippe, Seiko og Omega – og de sad på armen af de mænd, der var portrætteret inde i magasinet. Det var Jacques Cousteau under vandet, en tysk bjergbestiger på toppen af et bjerg og den slags. De her actionmænd var for mig som seks-årig alt det, jeg gerne selv ville have på cv’et. Og uret var en del af deres uniform,« forklarer Kristian Haagen, der er født i 1970.
»Jeg kommer fra et hjem, hvor ryggen var ødelagt på alle bindene i vores leksikon. Når vi sad og snakkede ved spisebordet, blev det tit sagt »det må vi hellere lige undersøge«, og så hev min far leksikonnet frem. Der startede min printromantik, det var datidens Goggle eller Wikipedia. Vi havde ikke farve-TV, så om aftenen blev der læst højt af både børnebøger og voksenlitteratur. Det var »Onkel Toms Hytte« side om side med Rifbjerg. Og når vi skulle bede Fadervor og bagefter lukke øjnene, satte min far sig til klaveret og begyndte at spille, mens min mor sang Sven-Bertil Taube. Dengang lå man måske og tænkte »Åh nej, ikke det igen!«, men det er en opvækst, jeg tit tænker tilbage på,« fortæller Kristan Haagen, som voksede op med tre søskende og »jeg ved ikke hvor mange« plejebørn – faren var tandlæge og moren pædagog på børneafdelingen på Næstved Sygehus.
Vi befinder os i Københavns Nordhavn, som Kristian Haagen beskriver som et »vidunderligt klondike«. Gamle, rå industribygninger får nyt liv og blender ind med den stadigt aktive fiskerihavn og truckercaféen med voksdug og old school wienerschnitzel på menuen.
Haagen holder til i nogle nye containerkontorerer med udsigt over vandet og en lidt speciel nabo i form af hotellet The Krane – et hotel med bare ét værelse, som befinder sig i toppen af en kran, der rager ud over havnebassinet.
Over et par håndmadder i truckercafeen fortæller han om sit ureventyr, der har taget ham rundt til urevents overalt i verden, men også har taget en lidt uventet drejning og pludselig inkluderer meget andet end ure. Måske på grund af Haagens egen rock’n’rollede fremtoning med cargobukser, oilskinsjakke, baseballcap og amerikanske læderstøvler. Det er, som om det fisefornemme og regelrette fordufter fra den schweiziske finmekanik, når et ur kommer omkring hans håndled, hvor der er i forvejen sidder adskillige kulørte armbånd. I hvert fald fik han så mange reaktioner og forespørgsler på alt andet end ure fra sine følgere på Instagram, at han besluttede at udvide sin palet.
»Jeg er printromantiker, der har en flirt med Instagram. Når jeg postede fotos af mine ure, lagde folk mærke til alle mine armbånd. Jeg synes, at et ur er for sort-hvidt, så jeg kan godt lide at peppe det lidt op med farver, for den danske hud er sgu kedelig især her i vintermånederne. Så på vej hjem fra Hongkong for tre år siden besluttede min kæreste og jeg at åbne en webshop med produkter, der er kurateret af mig. Det er armbånd, halstørklude og nu også skriveredskaber fra Caran d’Ache inklusive en blyantspidser til 175 euro. Caran d’Ache er jo også »Swiss made«. Det er kvalitets- skriveredskaber, der er lige så geniale som et ur. Hvis du skiller den store bordblyantspidser ad, vil du se et stykke finmekanik nøjagtigt som inde i et mekanisk ur,« fortæller han.
Med armbåndene om håndleddet rammer han også en pæl igennem, at uret skulle være mandens eneste smykke.
»At kalde uret for mandens eneste smykke er lidt reaktionært. Der er sådan lidt forsmået anti-metroseksuel mand over den bemærkning. Der har i mange år jo også været vielsesringe, halskæder og armbånd til mænd. Og hvad med tatoveringskulturen, startede den ikke i 1700-tallet? Briller er også et smykke i dag. Hovedtelefoner. En moustache. Før i tiden havde du dit arbejdstøj og et pænt sæt tøj, men i dag er jakkesættet også blevet et smykke med en masse regler knyttet til det. Så må du ikke knappe den sidste knap i vesten, og så må du endelig ikke gå med armbåndsur til kjole og hvidt – der skal man gå med lommeur. Men alle de regler, Mads Christensen har dikteret i mange år, griner han jo selv af i dag. Det der med at diktere andre menneskers påklædning er slut. Jeg var til et event i London, hvor vi alle blev bedt om at bære blåt. Da jeg kom, havde værten taget en rød jakke på. »Der er da ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal have på!« grinede han. Det var i øvrigt Morten Linde fra urfirmaet Linde Werdelin.«
Kristian Haagen begiver sig ud i en fortælling om udbredelsen af armbåndsuret. Før i tiden var uret et værktøj til at se tiden på. Armbåndsuret kom frem omkring Første Verdenskrig, hvor officerer begyndte at bære ur om armen, fordi det var for besværligt at hive lommeuret ud af vesten hele tiden især i en uniform. I gamle dage havde den danske konfirmand fra fattige kår valget mellem at få revet alle sine tænder ud og få gebis eller at få et guldlommeur. Uret har altid været en belønning og er det stadig, mener Kristian Haagen.
»Når min egne børn bliver 18, får de det ur, jeg havde på, da de blev født. Det ved de godt, og de har været med nede i bankboksen og se dem flere gange. På bagkassen af urene står der »Hvis du bytter dette ur til hash, skal du have mindst et kilo. Hilsen Far«. Men de vil da hellere have mit gamle Rolex end en iPhone eller noget andet forgængeligt. En iPhone kan ikke repareres eller gives videre til næste generation, den kan formentlig ikke engang opdateres. Så hvis du endelig vil være bæredygtig, så giv dine børn et ur eller en cykel,« siger han.
»I dag er armbåndsuret »obsolete«, det her vidunderlige engelske ord. Forældet. Det er skruphamrende reaktionært. Men jeg kan lide urenes emotionelle værdier, historierne bag, fordi vi lever i et totalt automatiseret samfund. Det kan da godt være, jeg kører i en Mercedes, der kan parkere selv, men jeg drømmer om en Land Rover, hvor man skal gøre alting selv. Jeg har en app, der kan fortælle mig, hvad jeg har i køleskabet, teknik kan gøre det meste for mig i dag, men om min arm hænger et mekanisk ur, og det er min stille protest mod det automatiserede samfund.«
En af de ting, ursamlere går op i, er proveniens. Altså urets historie. Derfor handler det ikke kun om at købe det nyeste og dyreste ur, men også om at erhverve sig gamle ure med en spændende historie – eller skabe den selv over årene.
»Hvis jeg sidder til et middagsselskab og kæmper om min borddames opmærksomhed, så har manden ved siden af måske en ny app til sin telefon. Men jeg har Jan Stages gamle Rolex på. Det, som han havde på i El Salvador, da han gik i Che Guevaras fodspor sammen med sin hustru og blev kidnappet. Jeg tror, jeg står øverst på balkortet, når middagen er slut. Fordi uret har en god historie, det har proveniens. Jan Stages Rolex er måske ikke det dyreste ur, jeg har, men det er et af de kostbareste.«