På væggen i en børnehave hænger en evakueringsplan. Den fortæller, hvem der skal gøre hvad i tilfælde af, at det bliver nødvendigt at få børnene ud så hurtigt som muligt. For eksempel skal flyverpædagogen tage de børn, han/hun kan se omkring sig og få dem ud på »opsamlingsstedet.«

I børnehaven går Mikkel Willum Johansens barn. Mikkel Willum Johansen er lektor på Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet og forsker i videnskabsteori med fokus på de matematiske fag.