I denne uge afholdt Den Berlingske Fond sin store årlige internationale mediekonference. Hovedemnet for konferencen var udfordringer for journalistikken. Hvad er det for en forretningsmodel, der skal sikre, at vi også i fremtiden kan regne med at blive betjent af stærke, professionelle medier, der har muskler til at påtage sig opgaven at være demokratiets vagthund og formidler af en solid demokratisk grundforsyning af oplysning og viden? Hvad er det for en branche, vi tilhører i mediebranchen, når alle er blevet publicister på nettet og de sociale medier? Hvordan nydefinerer vi os selv som professionelle leverandører af troværdig, relevant og uafhængig viden og nyheder? Hvad gør vi ved den tiltagende forurening af og manipulation med virkeligheden og dermed grundlaget for vores informationsindsamling? En forurening som finder sted lige under vores næsetip, og hvor vi ikke altid opdager, hvad der foregår. På konferencen var en af de internationale gæster den 26-årige forfatter og mediestrategist, Ryan Holiday. Han har begået bestselleren »Trust Me I’m Lying« og senest »Growth Hacker Marketing«. Hans første bog er udgivet på syv sprog og har allerede givet den unge ekspert i mediemanipulation en karriere som rundrejsende foredragsholder. Hans bog er et opslagsværk i, hvor nemt det er at snyde en enten underbemandet, overfladisk eller doven amerikansk medieverden. Det lykkedes ham på få uger at gøre sig selv til ekspert på alt muligt og at komme i alle mulige respekterede medier uden andre forudsætninger end et par hurtige opslag på Google. Han blev træt af hvor nemt, det var at snyde og iscenesætte medieomtale og gav sig i stedet til at skrive en bog om det. Jeg havde lejlighed til en snak med ham i forbindelse med konferencen og må konstatere, at alle forsøg på at omvende ham til at bruge professionelle medier som kilder til en daglig nyhedsleverance faldt på stenet grund. Han havde mistet troen på, hvad der serveres fra selv store og anerkendte amerikanske medieudbydere.

Den historie er interessant, fordi et stigende antal i hans generation tænker på samme måde. De unge søger i stigende omfang deres nyheder på Facebook og læser kun, hvad der deles der med venner og familie. Det giver rent ud sagt demokratisk tunnelsyn og en klar risiko for, at man søger de meninger og oplysninger, som dem, der ligner en, også læser, og det gør, at man sjældent bliver udfordret og slet ikke får et tilstrækkeligt udbud af viden. Et andet problem handler om den manipulation, som Ryan Holiday leverer ekstreme eksempler på. Når vi ikke ved, om en forsker både driver samfundsbetalt forskning og forskning for private penge til bestemte lobbyformål for private selskaber, er han eller hun så uafhængig? Når virksomheder og organisationer hyrer dygtige kommunikationsfolk til at påvirke politikerne og medierne med dygtigt lobbyarbejde, hvornår finder de så smuthullerne i den kritiske, uafhængige journalistik? Der er et markant og stigende behov for, at vi får et dansk lobby-register. Der er behov for forskning i og kritisk afdækning af forureningen af vores informationsstrømme i det digitale samfund. Der er behov for at både universiteterne og medierne varedeklarerer deres forskere og medarbejdere bedre for at sikre fremtidig tillid til den uafhængige kritiske opgave, vi skal varetage.