Der er en alvorlig satiretegning af André Carrilho, jeg ikke kan få væk fra nethinden igen. Carrilhos tegninger offentliggøres bl.a. i New York Times, The New Yorker og Vanity Fair. Han har som de bedste satiretegnere en sjælden evne til at sætte verdens begivenheder i skarpt lys. Således også med hans tegning af et stort antal afrikanere i sygesenge på rad og række uden opmærksomhed fra nogen som helst og en enkelt hvid person – også i en sygeseng – men omgivet af indtil flere TV-hold og journalister. Tegningens budskab er, at ebola-epidemien i det vestlige Afrika er en uhyggelig statistik for os i Europa og USA, som spreder skræk og rædsel for, at smitten skal brede sig til os, men vi beskæftiger os ikke med det enkelte afrikanske menneskes historie. Når en vesterlænding derimod smittes med ebola, bliver det til en kæmpe sag i medierne. Som f.eks. for få dage siden også i de danske medier, da en norsk sygeplejerske vender hjem smittet med ebola. Så dækkes alle detaljer, og frygten flytter tæt på. Når sandheden skal frem, så viste vestlige medier ikke det største udbrud af ebola i Afrika, siden den frygtede virus første gang blev opdaget i 1976, den allerstørste opmærksomhed, før der begyndte at være smittede amerikanere og europæere involveret. Der er sygdomme i vores verdensdel, og så er der sygdomme i tredjeverdenslande, og vi bruger kun tid på dem i kraft af den trussel, de repræsenterer for os. Ikke ud fra sådan en almindelig humanitær tankegang om, at epidemien nu har kostet tæt ved 5.000 mennesker livet. Benyt lejligheden til at læse artiklen i dagens Berlingske om et døgn i en ebola-behandlingslejr i Liberia.

Generaldirektøren for WHO, Margaret Chan, har kaldt ebola-udbruddet i Vestafrika for »det største, mest komplekse og mest alvorlige, vi nogensinde har set«. »Ebola-epidemien er den mest alvorlige, akutte nødsituation for folkesundheden set i moderne tid. Aldrig før i historien har en virus smittet så mange mennesker så hurtigt over et så bredt geografisk område,« siger hun. I den situation hvad er så mediernes rolle? Fakta, fakta, fakta og nøgtern, veldokumenteret information. Vi har haft to tilfælde af heldigvis falsk alarm i forhold til ebola-smitte i Danmark, som blev afblæst, inden hele den store mediedækning rigtigt kom i gang. Beredskabet på hospitalerne blev testet og fundet i orden, men hvad med vores mentale beredskab? Når det i morgen eller i næste måned er et ægte ebola-tilfælde, så går panik-alarmen nok alligevel i danske medier og i det danske politiske system, som den har gjort det i andre vestlige lande. Og som den gjorde, da AIDS pludselig blev en frygt-faktor i samfundet for nogle år siden. En sygdom med så høj en dødelighed som ebola kan vi ikke rigtigt acceptere. Skal smitten stoppes, må der langt mere hjælp til i det Afrika, hvor sygdommen spreder sig eksplosivt. Men medierne løber også en risiko, som de udsendte læger og sygeplejersker på en enestående mission gør det. Når vi tager til Afrika og dækker ebola, risikerer vi på trods af alle forholdsregler at være præcis dem, der tager smitten med hjem til Danmark. Ebola bør ikke kun være en statistik over døde afrikanere. Med globaliseringen angår den os alle.