Langt de fleste børn nyder at gå til aktiviteter i fritiden. Men næsten hvert tredje barn eller ung mellem 9 og 16 år har oplevet at blive drillet eller holdt uden for, viser ny undersøgelse.
I et sekund står tiden stille. Med et langskud sender spilleren fra Rosenhøj bolden i nettet på Kastrup Boldklubs hjemmebane og løber videre til jubel fra sine grøn-hvide medspillere. Kampen er afgjort. 1-4.
Fløjten lyder, og Kastrups hvidklædte U11-drengehold giver hånd til sejrherrerne. De lunter slukøret fra banen, men flere har armene om hinandens skuldre. Nu gælder det om at stå sammen og holde humøret højt trods nederlaget.
For langt de fleste børn handler fritidsaktiviteter om at have det sjovt. Alligevel er det for nogle børn ikke sådan, virkeligheden ser ud.
Næsten hvert tredje barn eller ung på 9-16 år har nemlig oplevet at blive drillet eller holdt uden for, viser en undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier (CUR), for Mary Fonden, Red Barnet, DBU og Trygfonden.
Op mod hvert tiende barn er ikke begejstret for sammenholdet i klubberne, og en tidligere rapport viser, at mere end hver ottende aktive 9-12-årige helt er stoppet til en aktivitet på grund af mistrivsel.
Tendensen er især udbredt blandt drenge, i individuel idræt og i kulturer, hvor det anses som normalt, at man er lidt hård ved hinanden og skal kunne tåle mosten. Og så skyldes det især, at børn og unge i dag primært går til idræt for at blive bedre.
Vennerne har de allerede uden for aktiviteterne, forklarer daglig leder af Center for Ungdomsstudier, Søren Østergaard.
»Når det vigtigste er at blive bedre til sin idræt, behøver man ikke altid have det super godt med de andre for at være glad for at møde op. Man kan godt leve med momentan mistrivsel. Men hvis idrætten ikke er central for børnenes selvforståelse, er det ikke sikkert, at de så gider fortsætte,« siger han.
På den måde handler det også om børnenes forståelse af den hårde tone og drillerierne. De fleste kan godt leve med knubs i kampens hede, men ikke over tid. Og det er når drilleriet, bliver systematisk, at man kan tale om mobning.
Tidligere har man desuden antaget, at mobning og mistrivsel især opstod i voksenfri zoner uden for banen – i omklædningsrum, ved cykelstativer og på sociale medier. Men den nye undersøgelse viser, at ubehagelighederne især sker midt under træning og kamp. Ofte som kommentarer eller kropssprog, der kan være svære for de voksne at opdage. Kun sjældent er det direkte slag, skub og spark.
Uden for Kastrup Boldklubs bane tre samler de trætte drenge sig, efter kram fra forældre, søskende og holdkammerater, om holdets træner, Christian Theilgaard Glud. I rundkreds gennemgår de kampens forløb. Der er både ros og kritik, og til slut peger alle drengene på holdet den medspiller, de hver især synes, har gjort det bedst. Kort efter er der atter smil at spore.
Selv om selvforbedring har fået større fokus, er samvær og sammenhold fortsat svært at slå helt af podiet, når det kommer for motivationen for at gå til en fritidsaktivitet. Langt de fleste adspurgte børn synes da også stadig, at aktiviteterne er sjove og sammenholdet godt. Her har både forældre og trænere stor betydning.
Begge fungerer som rollemodeller for børnene, men lidt over halvdelen af forældrene til de børn, der stopper på grund af mobningen, kender ikke til de uheldige episoder. Samtidig oplever to ud af tre trænere omvendt uheldige episoder, men kun hver fjerde føler sig rustet til at håndtere det. Derfor efterlyser rapporten fra CUR mere fokus på trivsel i trænernes kurser.
I Kastrup Boldklub har træner og trivselsambassadør Christian Theilgaard Glud da også oplevet trænere, som fokuserer mere på resultater end på at styrke fællesskabet. De er oftest nye og derfor uden megen erfaring, hvilket bakkes op af rapporten fra CUR.
»Man skal være opmærksom på at samle spillerne op igen. Jeg kan godt sige noget, der lyder hårdt på banen, men følger altid op med et »kom igen« og sørger for ikke at skabe en dårlig tone. Hvis børnene får en følelse af mindreværd, gider de ikke spille mere,« siger Christian Theilgaard Glud.
Ved siden af gesjæften som træner er han uddannet idrætspædagog, og han anbefaler, at arbejde med trivsel i klubberne. Blandt andet med samarbejdslege, snak om sammenhold og at få børnene til at styre træningen eller støtte hinanden i grupper. Desuden snakker Christian Theilgaard Glud ofte med forældrene og samler altid op på en træning eller kamp uanset udfaldet.
Derudover peger rapporten fra CUR på, at trivslen bliver bedre, jo oftere børnene møder hinanden til aktiviteter. Som forælder kan man hjælpe til ved også at rose andre end bare sine egne børn.
»Det er selvfølgelig ikke altid lyserødt,« siger Christan Theilgaard Glud.
»Trivsel er et stort begreb, og det kræver både tid og ressourcer. Men min opfordring til andre klubber er at give sig i kast med det uden at gøre det for avanceret. Tag det med små skridt hen ad vejen.«