Det var California Dreamin' med skiløb på Mammoth Mountains - og det endte med et uheldigt styrt og et brækket håndled, som måtte opereres.

Heldigvis for den uheldige danske skiløber havde han tegnet forsikring. Både behandling og ikke mindst alt det økonomiske i den forbindelse blev ordnet uden problemer - med en regning på 800.000 kr. til hans forsikringsselskab, Gouda.

Anderledes var det for den danske mand, som sidste år rejste på ferie i Filippinerne, hvor han forulykkede på motorcykel. Han havde ingen forsikring og strandede i månedsvis på et hospital med ubetalte regninger og ingen penge til fortsat behandling til følge. 

Læs også: Forsikringer og farlig sport

De danske myndigheder hjælper ikke økonomisk i sådanne situationer, men der er mulighed for praktisk hjælp.

Som konsulatet i Manila, der med fuldmagt fra den danske mand ordnede overførsel fra hans konto til betaling på hospitalet, og da kontoen var tom, kontaktede mandens familie, som også sendte penge til hans behandling.

Da familiens penge slap op, etablerede en privat person en indsamling via Facebook, og på den måde lykkedes det at få samlet penge nok sammen til at manden kunne fragtes hjem i ambulancefly. Indsamlingen fortsætter i øvrigt, for der er stadig ubetalte hospitalsregninger i Filippinerne.

Læs også: Så dyrt kan det blive uden forsikring

Manden er en af de 6,2 pct. danskere, som tror, at sygdom og uheld er noget, der kun sker for alle andre.

Jysk Rejsebureau har netop undersøgt, hvor gode vi er til at huske forsikringen. Og selv om der jævnligt kommer historier frem, som den om den strandede dansker i Filippinerne, er der alligevel mange, der glemmer eller bevidst sparer pengene til rejseforsikringen og løber risikoen.

Rejsebureauet spurgte på sin hjemmeside og på Facebook, og knap 1.800 deltog i undersøgelsen, som også afslørede, at det især er de helt unge, der ikke tænker på forsikring. I aldersgruppen 15 til 24 år var det hver tiende, der havde været på rejser ud i verden uden forsikring.

Læs også: Backpackere og Flashpackere

»Hvis det er et bevidst valg, så er det simpelthen tarveligt over for de pårørende at sætte dem i en sådan økonomisk klemme,« siger direktør Niels Amstrup, Jysk Rejsebureau.

»Har du ikke råd til at forsikre dig, så har du ikke råd til at rejse,« fastslår han.

Læs også: Farvel til forsikring på det gule sygesikringskort

Og risikoen er til at tage og føle på. Hos Gouda, der er et af landets store rejseforsikringsselskaber, er det hver 12. kunde, der får brug for deres forsikring under ferien. I det tal er medregnet alle anmeldelser fra forsinket bagage til alvorlige skader.

Men først og fremmest er det sygdomsrelaterede skader, som er alt fra feriemave til længere hospitalsindlæggelser, selskabets kunder anmelder.

Næst flest anmeldelser handler om afbestilling af rejsen i forbindelse med sygdom. Dernæst anmeldelser af bortkommen bagage eller tyveri af bagage, og endelig tandbehandling under ferien samt udbetalinger ved bagageforsinkelse.