Et stort antal kvindelige ledere har inden for de seneste to år været udsat for sexchikane på arbejdspladsen. En undersøgelse fra Lederne viser, at hver ottende kvindelige leder eller særligt betroede medarbejder, svarende til 13 pct. af de adspurgte, har oplevet seksuel chikane fra enten overordnede ledere eller eksterne parter som kunder eller samarbejdspartnere.
Hos Lederne er viceadministrerende direktør Bodil Ismiris Nordestgaard både overrasket og bekymret over problemets omfang.
»Det viser, at problemerne med seksuel chikane er større end først antaget, og at sexchikane ikke kun har ramt kvindelige medarbejdere, men i høj grad også kvindelige ledere. For os som lederorganisation er det bekymrende, at det i næsten halvdelen af tilfældene er overordnede ledere, altså potentielt nogle af vores medlemmer, der står for krænkelserne og bidrager til den kedelige statistik. Derfor er det vigtigt med åbenhed om disse tal og at få fortalt, at vi ønsker at tage et ansvar,« siger Bodil Ismiris Nordestgaard.
Hun mener, at kvindernes oplevelser kalder på handling i virksomhederne, og at det er netop ledernes opgave at gå forrest. Hun hæfter sig ved, at 70 procent af de adspurgte mener, at #MeToo-kampagnen har haft sin berettigelse, og at 96 procent mener, at det er en del af ledelsesopgaven at håndtere problemer med sexchikane på arbejdspladsen.
»Der er taget hul på et stort tabu, og den mulighed skal lederne gribe og bruge konstruktivt på arbejdspladsen til at få præciseret, hvad der er virksomhedens politik på området,« siger hun.
Forsker Anette Borchorst fra Aalborg Universitet mener i lighed med Lederne, at virksomheder bør have en klart formuleret politik om nul-tolerance over for seksuel chikane og procedurer for, hvordan eventuelle sager skal behandles.
»Seksuel chikane bør takles som et problem i kulturen på arbejdspladsen frem for som den enkeltes problem. Ofte sker der det, at sexchikanen eskalerer, og når det så bliver for meget for den chikanerede, så melder der sig en skyldfølelse og en usikkerhed om, hvorvidt man selv har været ude om det ved at smile for sødt eller være for udringet. Det er så tabuiseret det her. Men det er et ledelsesansvar. Det siger ligebehandlingsloven meget tydeligt,« siger Anette Borchorst, der er medforfatter til bogen »Seksuel chikane på arbejdspladsen« om sexchikanesager på danske arbejdspladser fra slutningen af 1980erne og frem til i dag.
Adfærd på sociale medier
Anette Borchorst advarer samtidig virksomhederne om, at de yngre generationers adfærd på de sociale medier kan være et varsel om fremtidigt større problemer med sexchikane.
»Vi er inde i en udvikling på de sociale medier, der medfører en grænseløshed, som de unge bliver præget af, og som de vil bære med ind på arbejdspladserne. Og hvis ikke arbejdsgiverne er klædt på til at modvirke, at man kan sige og gøre lidt af hvert, så vil dette problem blive alvorligt – og dyrt. Udgifterne ved seksuel chikane er høje,« siger hun og nævner bl.a. sygemeldinger og oplæring af nye medarbejdere.
»Der gælder om at få spilleregler, der modvirker, at kulturen fra de sociale medier breder sig til arbejdspladserne,« siger hun.
Ifølge Bodil Ismiris Nordestgaard er det vigtigt, at ikke kun kolleger bakker op og siger fra, når nogen sexchikaneres. Også den, der udsættes for sexchikane skal tydeligt sige fra.
»Retspraksis viser, at det betyder ret meget, om kvinden har sagt fra eller ej,« siger hun.