Mange danskere er enige med integrationsministeren i, at det kan være en god ide at indkvartere flygtninge privat i forsøget på at finde tag over hovedet til dem.

De mener dog ikke nødvendigvis, at de selv skal huse dem.

Lige nu leder såvel kommunerne som Udlændingestyrelsen og Røde Kors med lys og lygte efter boliger til såvel asylansøgere som flygtninge med opholdstilladelse.

Ifølge en ny Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske er 26 procent af danskerne enige eller overvejende enige i, at det er en god løsning, at de åbner deres hjem for flygtningene og huser dem, sådan som Manu Sareen (R) forleden opfordrede til i Berlingske.

Til og med oktober i år har Danmark taget imod cirka 13.000 asylansøgere. Mange af dem fra Syrien.

Ifølge Manu Sareen bekræfter tallene fra Gallup-undersøgelsen, at "danskerne gerne vil hjælp folk i nød".

»Vi snakker jo ikke om, at alle skal huse flygtninge. Mange har slet ikke pladsen. Men det vidner om, at vi er villige til at række hånden ud og hjælpe. Det gør mig stolt af at være dansker,« siger han.

Men de færreste danskere er dog villige til ligefrem at åbne dres døre her og nu. Ifølge undersøgelsen er det kun ti procent af danskerne, der er umiddelbart vil huse flygtninge. 81 procent siger direkte nej til det. Det gælder begge køn. De mest villige til at gøre det stemmer i øvrigt på Enhedslisten.

Når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt de er villige til at overveje at huse flygtninge, er danskerne dog mere positive. Næsten hver fjerde mand, 24 procent, er således klar til at overveje det, og det er i særdeleshed blandt SFs vælgere, 49 procent, at overvejelserne er flest.

Skulle de adspurgte huse flygtninge, ville 29 procent dog forvente at få en indtægt på husleje og få andre udgifter kompenseret. De fleste af dem, 46 procent, har ingen særlige ønsker om, hvorvidt der skal være tale om flygtningefamilier eller enlige. På samme måde siger de fleste af de adspurgte, 48 procent, at skulle de huse flygtninge, ville de gøre det på ubestemt tid som ved et almindeligt lejemål.

Men uanset om de vil huse flygtninge eller ej, oplyser mere end hver tredje dansker i undersøgelsen, 36 procent, at de hjælper flygtninge i hverdagen. F.eks. ved at donere tøj, gennem frivilligt arbejde eller foreningsliv eller som besøgsven.

Danskerne mener ifølge undersøgelsen også, at de kunne blive bedre til at lære flygtningene at kende. 46 procent er således overvejende uenige eller direkte uenige i, at danskerne gør nok for at lære flygtninge at kende. Omvendt siger 33 procent, at de er enige i, at danskerne gør nok for at lære deres nye naboer at kende.