Hver fjerde bankkunde undersøger jævnligt fordelene ved et bankskifte. Bedre rente og lavere gebyrer tæller, men lige så vigtig er beliggenhed, tillid og personlige relationer når danskerne skal vælge bank. Det viser en undersøgelse foretaget af Berlingske Research blandt 2.000 bankkunder fra Berlingskes Mediepanel.

Undersøgelsen viser, at der er meget blandet tilfredshed med bankernes indsats, men generelt er danskernes mest trygge hos de store banker.

»Min bank er konkurrencedygtig på pris og produkter. Vi bruger meget de digitale løsninger og er meget glade for mobil- og tabletbanken. Og så er det super at kunne få fat i sin bank sent om aftenen og i weekenden, for det er der, vi har tid til at ordne vores bankforretninger,« skriver en bankkunde, mens en anden lægger større vægt på den personlige betjening:

»Vi har en super sød og hjælpsom bankrådgiver, som er der, når vi har brug for ham, og ellers blander banken sig ikke det store i vores økonomi.«

En tredje bankkunde vægter rådgivningen så højt, at han accepterer, at han ikke får de bedste renter på markedet: »Priserne er i underkanten af markedspriserne, men jeg kan benytte mig af rådgivningen. Jeg har flere sparingspartnere, hvilket gør mine beslutninger bedre.« For andre kunder betyder bankens lokale tilhørsforhold meget, når banken skal evalueres:

»Generelt får jeg de ydelser jeg ønsker til en pris jeg kan acceptere. Derudover er det i mine øjne et plus, at banken er synlig i lokalsamfundet som f.eks. sponsor af breddeidræt, foreninger etc.«

Men det er langt fra alle bankkunder, som er tilfredse med den service, som deres bank leverer:

»Banken har en tilbøjelighed til at løbe fra aftaler og er vanskelig at kommunikere med,« skriver en bankkunde, mens en anden er mere explicit:

»Dårlig rådgivning og en omgang sælgergas - de er ikke meget bedre end sælgere i detail-handlen ... de siger ét, og når man skal have det på skrift ændres situation, og undskyldninger kommer frem ... trods at den danske befolkning har betalt rigeligt for bankpakker, er der ikke megen hjælp at hente hos dem eller forståelse.«

Netop opfattelsen af bankrådgivere som sælgere er en kritik, som går igen hos mange bankkunder:

»Jeg får dårlig service og ingen ægte sund rådgivning, men i stedet et total snæversynet salgsorienteret forhold. Dyre udgifter og afgifter. Ingen særlige evner eller vilje til at få indsigt i kundens økonomi og dårlig forretningsvinkel: Kunden er primært god til at mælkes og anses ikke som forretningspartner ift. låntagelser o.l., men som »bytes«. Kort sagt: Dårlig forretningsmoral og en manglende klar og rigtig opfattelse af bankens role i samfundets og landets økonomi.«