Toplederne i Danmarks 1.000 største virksomheder med mere end halvanden million ansatte herhjemme og i udlandet er splittede i spørgsmålet om ligeløn til mænd og kvinder. Det viser en rundspørge til Berlingskes toplederpanel, som består af de øverste direktører for Danmarks 1.000 største virksomheder.
Rundspørgen er inspireret af en af Danmarks tungeste erhvervskvinder Lone Fønss Schrøder, som for nylig placerede ligeløn øverst på erhvervslivets agenda. Lone Fønss Schrøder berettede i Berlingske om, hvordan hun gennemtvang ligeløn i de norske og svenske industrigiganter som Ikea, Volvo og Aker-gruppen, hvor hun sidder i bestyrelsen.
