Hver femte psykisk syg genindlægges
Hver femte patient, der har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, bliver indlagt igen inden for en måned, efter de er udskrevet. Det viser tal fra Danske Regioner.
Hver femte patient, der har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, bliver indlagt igen inden for en måned, efter de er udskrevet. Det viser tal fra Danske Regioner.
Tal fra Danske Regioner, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af, viser, at hver femte psykisk syg indlægges igen, inden for de første 30 dage, efter de er blevet udskrevet.
Det skriver DR Nyheder.
Ifølge formanden for psykiaternes faglige organisation, Poul Erik Carlsen, er det tal alt for højt.
- Konsekvensen er, at de ikke er ordentligt behandlet, at de lider unødvendigt og at udsigten til, at deres sygdom bliver forværret, er langt større, siger han til DR Nyheder.
De problemer kan Hannah Sylvest på 22 år nikke genkendende til. Hun har været indlagt mere end 50 gange - ofte kort tid efter hun er blevet udskrevet.
- Det får mig til at tænke, at jeg er for ustabil til overhovedet at være til, siger den unge pige, som er skizofren og har personlighedsforstyrrelser.
Tilbagefald er i fokus i den dybdegående rapport, som Dansk Psykiatrisk Selskab netop har udgivet.
Formand Jeanett Bauer fortæller, at noget af det, man gerne vil i behandlingen, er at opnå stabilitet og et godt funktionsniveau og undgå for mange tilbagefald, som typisk gør, at man på sigt får et dårligere forløb.
De to faglige organisationer bakkes op af patientorganisationen SIND. Tallene er urimelige, lyder kritikken, fra formand Knud Christensen.
- Selvfølgelig kan man ikke undgå det helt, men det er ikke rimeligt, at så stor en andel har behov for genindlæggelse kort tid efter udskrivning, siger han til DR Nyheder.