Føler du, at andre mennesker mumler? Nikker du tit smilende til spørgsmål, du egentlig ikke har hørt? Og bliver du frustreret i større forsamlinger, hvor der er flere samtaler i gang på samme tid? Så er du slet ikke alene.
Mere end hver femte dansker mellem 20 og 60 år har nedsat hørelse, viser en ny undersøgelse udarbejdet af YouGov for virksomheden GN Hearing. Undesøgelsen tager udgangspunkt i svar fra 2.462 danskere i den pågældende aldersgruppe. Her svarede 21 procent »ja« til spørgsmålet »Lider du af nedsat hørelse?« Over halvdelen af de 21 procent er ikke blevet diagnosticeret af en læge.