»Vi er i Afrika, Niels. Her er ikke plads til helgener.«
Det kan den danske ambassademedarbejder (Esben Dalgaard) i DRs »Liberty« have ret i. I hvert fald, hvis vi skal tro fjerde afsnit af serien om den mere og mere opløste familien Knudsen og deres kamp for at klare strabadserne på det kontinent, hvor tilværelsen ikke er for de blødsødne,og hvor det fra lokal side ironisk nok hedder, at man intet er værd uden sin familie.
Kirsten (Sofie Gråbøl) prøver ganske vist at redde den ene fattige patient efter den anden på sin afrikanske farm - inden hun indser det umulige i foretagendet - »man kan ikke bekymre sig om hver enkelt sultent barn i Afrika« lyder det andetsteds - og i forholdet til sin lokale blomsterbaron, hun brugte til at dulme sorgen. Sofie Gråbøl har ikke haft meget at gøre med i serien, men kan heldigvis give essensen af en kuldsejlet kvinde uden at have replikkerne at gøre det med.
Udnytter savværksenken Katrina (Connie Nielsen) også bare spejderdrengen Niels (Carsten Bjørnlund), der er lige ved at korrumpere sig selv for hendes skyld ved at lokke Danida til at investere i hendes og den afdøde mands svindelforretning? Eller dulmer hun bare de flossede nerver ved at invitere ham med ind i hans egen dobbeltseng?
Hvem udnytter hvem?
Og hvad med den kuldsejlede gymnasiedreng, Afrika-afhopperen Christian, som Anton Hjejle spiller med en passende dum-desperat attitude, skiftevis blåøjet og ubehageligt ude af ligevægt? Hvem udnytter hvem i forholdet til den lokale pige Rachel (Caroline Wanjie), der pludselig viser sig at have en datter og brug for penge? Hvem udnytter hvem i den noget hasarderede business-relation med tazanianske Marcus (Charlie Karumi), det lokale diskotek, som nok skal give dem endnu mere at slås med, og som allerede er ved at falde fra hinanden.
Tempoet var langsommere end sidste uges noget hektiske afvikling, selv om undergangsstemningen trængte sig på og tog sin luns af personerne - med de uhyggelige gyser - og actionscener fra det begsorte minefelts Wild West, der lægger yderligere et par alen til Christians forhærdelse, som en undtagelse.
Når vi nu taler om den, forhærdelsen: Hvorfor han går med til i hemmelighed at kyle den døde Samanthas lig i den tørre afrikanske bushjord i begyndelsen, lykkes serien ikke at klargøre.
Det ændrer ikke på, at »Liberty« stadig er en serie med store kvaliteter. Dens hovedpointe om et mishandlet kontinents umenneskelige vilkår fører den konsekvent, kynisk og nogenlunde troværdigt igennem.
I den forbindelse: Læg mærke til, hvordan der hele tiden er nogen i baggrunden, der betragter udskejelserne. Sorte kigger på hvide, hånler eller undrer sig, hvide ser på sorte med rovdyrinstinkter, børn kigger på voksne med såret blik.
"Liberty", afsnit 4.DR1. Søndag kl. 20.
