Nogen vil med indbygget overbærenhed måske kalde gårsdagens uorden og gadekampe mod politiet for »gang i gaden«.

Andre vil stemple det som »fuldstændigt uacceptabelt« og bruge balladen som argument for at tage Ungdomshuset fra de unge.

Politiet bruger straffelovens § 119 stk. 1 og kalder det for »vold mod tjenestemand«, når brostenene hagler ned over betjentene, som det var tilfældet onsdag aften på Nørrebro.

Paragraffen har i øvrigt en strafferamme, der går fra bøde til fængsel i op til otte år, og ifølge en redegørelse fra Rigsadvokaten fra 2009 er kast med brosten efter politiet tidligere ved to lejligheder blevet takseret til tre måneders ubetinget fængsel i retten.

Torsdag oplyste Københavns Politi, at i alt ni personer i løbet af onsdagens uroligheder blev anholdt. Fire personer er sigtet efter § 119, fire andre er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og en enkelt er sigtet for at have overtrådt våbenloven.

To bejente kom under demonstrationen lettere til skade og måtte en hurtig tur forbi skadestuen.

De omkring 1.000 demonstranter, der i går gik fra Vor Frue-kirken til Dortheavej i Nordvest var en broget flok af unge og gamle, punkere, flippere, hiphoppere, kunstnere, folk med barnevogne og cykler og ganske almindelige mennesker med et forhold til Ungdomshuset, det forrige og det nuværende.

Men hvem var de personer, der onsdag var skyld i, at den ellers tiltænkt fredelige demonstration kørte så meget af sporet, at politiet valgte at rydde det nye Ungdomshuset på Dortheavej?

Var man tilstede på Nørrebro onsdag fra omkring 18:30-tiden og senere i Nordvest, kunne man se, at flere af de personer - men ikke alle - som med maskerede ansigter kastede med kanonslag og sparkede ubehjælpeligt på busstoppestederne, virkede meget unge.

Som spinkle drenge, der må have gået i børnehave, da Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev revet ned for ti år siden, eller i folkeskolens første klasser.

Den betragtning understøttes af politiet, der torsdag kunne oplyse, at to af de anholdte er under den kriminelle lavalder på 15 år.

Derudover har Berlingske talt med en række personer, der var til demonstrationen, og som ligeledes vurderer, at de, der var særligt voldsomme, var yngre demonstranter.

Det har ikke været muligt at få det bekræftet af repræsentanter fra Ungdomshuset på Dortheavej. De ni sigtede er løsladt, da der ikke har været grundlag for varetægtsfængsling.

Dyrt sort tøj

På billeder og video-klip optaget under urolighederne på Nørrebro onsdag aften kan man se, at de fleste uromagere, sten- og kanonslagskastere var iført nogenlunde samme uniform:

Sort tøj, praktiske vindjakker, gummisko, og med halsedisser, tørklæder eller elefanthuer til at maskere deres ansigter. På et Tv2-videoklip optaget ved Nørreport ses en sådan klædt person eksempelvis tildele en forbipasserende cyklist flere knytnæveslag.

Flere af de personer, som Berlingskes udsendte talte med under demonstrationen, havde desuden dækket mærkerne på deres tøj med sort tape.

En af disse unge mænd, som gik forrest bag »intet glemt«-banneret i demonstrationen, forklarede, at det var for at være »mindre genkendelig«. Hans eget stykke sorte tape havde dog løsrevet sig i regnvejret, så man kunne se, at hans vindjakke var af mærket North Face.

Andre sortklædte demonstranter bar jakker og bukser fra et andet dyrt mærke, Stone Island, og bar dyre sneakers.

Det er i sagens natur umuligt at sige noget om, hvilken tilknytning de voldelige demonstranter har til det nuværende Ungdomshuset på Dortheavej.

Det er heller ikke muligt at fastslå, ud fra Berlingskes oplysninger, hvorvidt nogle af de mere iøjnefaldende demonstranter med lilla hår, store frakker og støvler med farvede snørebånd også deltog i de voldelige angreb på politiet og hærværket på Nørrebro.

Da politiet onsdag aften havde trængt demontranterne hele vejen tilbage til Dortheavej, var det en blandet flok, der søgte tilflugt i Ungdomshuset i timerne, før politiet ryddede bygningen.

Torsdag meddelte Københavns Politi, at man under ransagning havde fundet petanque-kugler, brosten, »et spyd, som var tilvirket, så det var spidst i enden som en kniv«, samt malingbomber og kanonslag.