De fleste diktatorer ønsker at være som Franco, der, siden han i 1947 gav sig selv livslang magt over Spanien, regerede til sin død i 1975. Eller som Chiang Kai-shek, der overlevede at blive smidt i havet af Mao i 1949, men alligevel formåede at bevare magten over sit folk på Taiwan de næste 25 år til sin død.
Diktatorer er ret ens på den facon. De kan godt lide at være ved magten og ikke få part i den skæbne, de oftest har givet andre. Ingen gider ende som Benito Mussolini i 1945, der blev skudt af partisaner og hængt på hovedet til offentlig spot og spe ved siden af sin elskerinde, mens forbipasserende spyttede på og stenede deres lig – eller som Muammar Gaddafi, der blev taget til fange i et drænrør og blev dræbt af oprørerne, tæsket, dolket og skudt i 2011.
At være despot er et hårdt job. De fleste diktatorer bliver dybt paranoide. Er man en rationel en af slagsen, gør man alt, man kan, for at forlænge sine overlevelsesmuligheder. Et hemmeligt brutalt politikorps er altid populært. Massiv overvågning af sine borgere ligeså. Et robust militær, der kan holde fjender ude og befolkningen nede, er en selvfølgelighed, hvilket dog betyder, at mange diktatorer vælger at oprette et loyalt vagtværn, som Leibstandarte SS Adolf Hitler eller prætorianergarden, for at beskytte diktatoren mod sit eget militær. Den ultimative beskyttelse for en diktator, der frygter at blive væltet af omverdenen, er at besidde et a-våben. Jo længere væk, man kan sende sit a-våben, des bedre, derfor er missiler også meget populære.
Gaddafi og Hussein
Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, er en rationel paranoid diktator, der har set, hvad der skete med Gaddafi og Saddam Hussein, efter at de begge opgav deres a-våbenprogrammer. Han ved, at sandsynligheden for, at USA eller andre vælter ham, falder dramatisk, hvis han er i besiddelse af et a-våben.
Vi ynder at fremstille Nordkorea som et vanvittigt og perverst samfund med sindssyge ledere i stil med Caligula, som gjorde sin hest til senator og talte med Månen. Men der er intet skørt ved Kim Jong-Uns selvopholdelsesdrift og frygt for omverdenen. Det er ikke enfoldigt at forestille sig, at omverdenen vil tænke sig godt om, inden de angriber et styre, der er i besiddelse af a-våben.
Problemet med Nordkorea er, at man allerede har udviklet a-våben og er langt med sit missilprogram. Hvis man forestiller sig, at man kan presse eller overtale Nordkoreas ledelse til at opgive sine a-våben igen, forstår man slet ikke den primære psykologiske overlevelsesdrift i et totalitært styre og sind.
Meningsløs eller tøjlesløs
Da Trump blev informeret om de seneste fremskridt i det nordkoreanske a-våbenprogram, reagerede han ved at true regimet med »ild og vrede, som verden aldrig har set før.« I en verden, der har oplevet brugen af hele to a-våben, er det en dramatisk udtalelse, selvom det stadig er uklart, om Trump egentlig er klar over, at han med sin udtalelse har truet Kim Jong-Un med atomkrig. Trumps trussel er enten meningsløs, fordi han ikke tør angribe, eller fuldstændig tøjlesløs, fordi et angreb mod et land med a-våben ikke bør annonceres forlods, så de kan planlægge et modtræk.
Kim Jong-Un har allerede risikeret alt for at få det våben, han opfatter som sin livsforsikring – og han har med garanti allerede kalkuleret, at amerikanerne ikke vil angribe Nordkorea og risikere ragnarok. Trumps udtalelse viser, at han tydeligvis slet ikke forstår Kim Jong-Uns psyke. Men det mest bekymrende er, at det stadig er ret usikkert, hvem af Trump og Kim Jong-Un, der er den mest rationelle.