»Den vægelsindede« fra 1723 er ikke en af Holbergs bedste komedier. Ikke synderligt godt skruet sammen, ikke specielt nem at få mening af.

Hvordan skal vi forstå modehandlersken Lucretias mange humørsvingninger? Den ubestandighed, der hele tiden sender hende i nye retninger, så omgivelserne ikke kan få has på, hvem hun er? Som gør, at hun drager sine bejlere som en magnet, men også at hun forvirrer og frastøder dem?

Hendes tvivlsomme psykologi er mildest talt noget nødtørftigt forklaret. Stykket står og falder med tolkningen af titelfiguren, den forklaring på fænomenet, som Holberg aldrig rigtig leverer.

På Odense Teater har man gjort noget klogt. Handlingsgang og rollegalleri er nogenlunde bevaret, men bortset fra det har man ladet Ditte Hansen og Louise Mieritz gå løs på Holberg og opdatere hans kedsommelige kærlighedsskænderier rundt om Lucretia til en moderne, fræk og saftig feelgood sexkomedie.

Titelpersonens uforklarlige vankelmodighed har de to kvinder også en plausibel udlægning af: Selvfølgelig må hendes lunefulde natur tilskrives tidens totale frisættelse – for hvordan finde ud af, hvem man er, når der er frit valg på alle hylder? Når man er optaget af at redde børn i Afrika den ene dag og shoppe Louboutin-sko til en formue den næste? Af at være på kur det ene splitsekund og frådse i burger det næste? Af snart at give den som twerk-dronning for så pludselig at forvandle sig til feministisk bitterfisse?

Græsset er grønnest

Snedigt og velgørende får Lucretia – eller Lulu, som hun hedder her, tryk på anden stavelse – til slut vendt kritikken over mod de øvrige par i den kærlighedskarrussel, der har snurret det seneste par timer: Hvordan synes I selv, det går?

For alle på scenen er ramt i sjælen af den rastløshed, der er tidens, og skal lære at skønne på det, de har. Med en køn og klog morale, der er lige til at efterleve, hvis det ikke var, fordi den ikke er det: »Græsset er ikke grønnere på den anden side – det er grønnest, hvor du vander det.« Pas altså ikke blot dig selv, pas dit parforhold.

På Odense Teater er der meget at glæde sig over, når komedien ruller med hele det befriende uhæmmede frisprog og den sjove og præcise lodning af tidsånden, som nogen måske kan nikke genkendende til fra forfatterparrets forløsende komedieserie »Ditte & Louise« på fjernsynsskærmen.

Som mændene i kabalen er Andreas Jebro en herlig stivstikker af en sideskilning, bankmand og sportsfanatiker, mens Benjamin Kitter ikke ligefrem underspiller hans modsætning, selvoptaget og sexfikseret modekok, og Martin Bo Lindsten slipper af sted med både at være nørdet og viril som den hjerneforsker, der måske – måske ikke – kan rumme Lulus bipolare adfærd.

Christine Gjerulff og Louise Rønhof Davidsen er både søde, hårdkogte og genkendelige som pigerne. Magnus Christensen er kær som bøssoid arbejdsslave i den labre modebutik, som scenograf Camilla Bjørnvad har sat om udskejelserne.

Og som komediens ubestandige centrum er Rikke Lylloff flot at skue, men bliver for entonig i Lulus følelsesmæssige pendling. Partiet fordrer en egentlig komiker, hvis den skal ramme præcist i den skildring af én kvinde – mange kvinder – som er så muntert til stede i teksten, og Jens August Willes iscenesættelse er i det hele taget også for uvarieret og højtråbende manisk fra start og især til slut for at være helt oppe at ringe.

Bare han dog for pokker lejlighedsvist havde turdet spille mod frivoliteten i stedet for at forstærke den.

Så på den ene side, og på den anden. Med risiko for nu at lyde som én, der ikke kan beslutte sig.

Hvad: »Den vægelsindede« af Ditte Hansen og Louise Mieritz efter Ludvig Holberg.
Hvem: Iscenesættelse: Jens August Wille. Scenografi: Camilla Bjørnvad.
Hvor: Odense Teater, Store Scene. Til 27. september.