Kært barn har mange stavemåder
Med direkte reference til profeten og hans datter er der en grund til, at navnene Muhammad og Fatima er de mest udbredte blandt personer med indvandrerbaggrund i Danmark, påpeger eksperter.
Af Sultan Sahin og Pernille Dreyer
Mohammad og Fatima. Muhammed og Fatma. Mahamed og Fadime.
Kært barn har mange stavemåder, men tanken bag er den samme.
Mohammad er profeten i islam, mens Fatima er profetens datter. Han er den vigtigste mand i islam, hun er den vigtigste kvinde.
Derfor er det også netop de navne, som flest borgere med indvandrerbaggrund hedder i Danmark.
Det præcise antal er imidlertid svært at fastslå, og det skyldes netop, at stavemåderne er så mange, men ser man på de mest almindelige versioner af navnene, var der i hvert fald 12.392 der hed Mohammad og 3.062,der hed Fatima pr. 1. januar 2015. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Spørger man Jørgen Bæk Simonsen, islamekspert ved Institut for Tværkulturelle og Regionale studier på Københavns Universitet, er der en simpel forklaring på, hvorfor lige Mohammad og Fatima er og fortsætter med at være så populære.
»Mohammad er klart det mest udbredte navn blandt muslimer, fordi det er profetens navn. Derfor er det et navn, man respekterer i allerhøjeste grad og ønsker at bevare. Det samme med Fatima, som er hans datters navn, men sammenligner man de to navne, er Mohammad det mest populære, da respekten til ham overgår alle andre,« siger han og fortsætter:
»Lige siden profeten begyndte sin virksomhed, kan vi spore, hvordan navnet Mohammad er blevet brugt igen og igen. Du kommer ikke langt blandt muslimer, før du møder en Mohammad eller Fatima.«
Respekten for Mohammad er ikke blevet mindre med tiden, og derfor er det også stadig aktuelt at opkalde sine børn efter profeten eller hans datter, forklarer Jørgen Bæk Simonsen. Der tegner sig imidlertid en ny tendens blandt den yngre generation af nydanskere.
»Hvis du møder yngre muslimske forældre, kan du tydeligt se, at mange af dem er i færd med at bruge en række nye navne til deres børn, som ikke er traditionelt knyttet til de religiøst centrale begreber,« siger Jørgen Bæk Simonsen.
Grunden til, at der findes så mange forskellige stavemåder for Mohammad og Fatima, er ifølge Michael Lerche Nielsen, navneforsker ved Nordisk Forskningsinstitut, at man på arabisk ikke angiver vokalerne, ligesom arabisk ikke bare er arabisk, men har dialekter der varierer fra land til land og region til region.
»Ligesom i Danmark er der også i de arabiske lande dialektforskel, og mens jeg siger »Pernelle« vil nogle jyder sige »Pernille« med kraftigt »i«. Det samme gælder indvandrere: Nogle kommer fra Marokko og andre fra Libanon. De har hver deres dialekt med, og så skal de omsætte deres navn til latinske bogstaver, når de kommer her til landet. Det er de ikke nødvendigvis skolet op med og gør det derfor nogenlunde, som de udtaler det,« siger Michael Lerche Nielsen:
Han sammenligner det med, at en etnisk dansker skal skrive sit navn, så en russer kan læse det.
TV-dokumentar: Muhammed og Fatima i mødet med Danmark:
Tilbage i 2006 undersøgte den i dag pensionerede navneforsker Eva Meldgaard brugen af muslimske fornavne i Danmark og fandt ud af, at navngivning blandt muslimske danskere adskiller sig væsentligt fra vestlig skik.
»Muslimer bruger meget ofte navne som Mohammad og andre religiøse navne, der stammer fra Mohammads kreds. Det kan for eksempel være Ali, profetens svigersøn, datteren Fatima eller Ayse og Khadija, der begge er hans koner. Alle er navne fra Mohammads kreds og familie er utrolig populære,« siger Eva Meldgaard.
Hun påpeger, at især navnet Mohammad i dets forskellige variationer har formået at bevare sin popularitet gennem lang tid, ligesom det flere gange har optrådt på listen over de 50 mest almindelige drengenavne til nyfødte i Danmark
I Eva Meldgaards undersøgelse fra 2006 var næsten 9.000 mænd i Danmark opkaldt efter islams profet. En række af de mest populære muslimske drengenavne refererede ligeledes til profeten Mohammad og hans nærmeste. Eksempelvis Ahmad og Mustafa, der var henholdsvis det næst- og fjerdemest udbredte muslimske fornavn på det tidspunkt.
Men selv om Mohammad fortsat er populært blandt muslimer, er det ifølge Eva Meldgaard ikke underligt, at herboende muslimer har danskklingende navne.
»Hvis man er muslim og bor i et vestligt land, må man gerne tage den udgave af ens navn, som findes i det pågældende land. Et eksempel kan være, at man hedder Yakub og går over til at hedde Jakob i stedet, der er den danske variant af navnet,« siger Eva Meldgaard.
Navneudvekslingen går imidlertid begge veje, uddyber Michael Lerche Nielsen:
»Nogle navne fra den muslimske kultur vil også blive indarbejdet i den danske navnekultur og blive brugt af begge. Der var eksempelvis Disney-figuren Yasmin med »Y«, der er et muslimsk navn, men som mange etniske danskere også hedder i dag. Det kan også sagtens ske for andre navne. Men nok ikke lige Mohammad og Fatima, der stadig forbindes med noget meget muslimsk.«
»Jeg er så religiøs, som jeg kan blive. Men jeg er da helt sikkert ikke en engel.«
Mohamad Boshehri valgte en småkriminel hverdag i København fra for i stedet at træde om bord på fiskeriskolen i Thyborøn. Her er han den eneste muslim, den eneste Mohamad.
Af Christina Jul Nielsen
Han er den eneste på fiskeriskolen i Thyborøn, der hedder Mohamad.
Vi møder 20-årige Mohamad Boshehri ved skolen i Thyborøn. Ikke langt væk ligger havnen. Mågernes legeplads, hvor lugten af fisk slår som en usynlig lussing. Det rører ikke Mohamad Boshehri.
Men for godt halvandet år siden vidste han ikke engang, der var noget der hed Thyborøn. Dengang var han lidt en rod hjemme i Nordvestkvarteret i København. For »det der skole«, det var ikke noget for Mohamad Boshehri.
»Det var bare kedeligt, jo. Samme tid, du står op og næsten også samme mad, du spiser hver dag,« siger Mohamad Boshehri.
Vennerne var i den kriminelle ende af skalaen, og Mohamad Boshehri selv?
»Jeg har da selv været en ballademager,« siger han:
»Mange af dem er bandemedlemmer i dag. Dengang jeg var en del af det, var det mere uskyldigt.«
Han forsøgte sig med 10. klasse, som industriteknikker, maler, men intet fik bugt med energien og krudtet, der fik rastløsheden op i ham.
Hvordan han kom på, at fiskeri skulle være hans levevej, husker han ikke. Men han har altid holdt af at »hygge-fiske«, som han kalder det. Så i januar sidste år begyndte han på fiskeriskolen i Thyborøn.
»Jeg begyndte på fiskeriskolen, fordi det var det, jeg ville. Og så var det gode ved fiskeriet, at jeg kom væk fra det hele. Kriminaliteten.«
Men det giver ham ro at være 100 mil fra land. En slags frihed, siger han.
»Det var også noget, man lige skulle vænne sig til, for man kunne godt gå og tænke på problemerne derhjemme. Hvordan man lige løser dem. Men så kan folk godt se, at du er distraheret, og det går ikke.«
Han går i skole i Thyborøn i tre måneder, derefter er han ude og sejle i otte måneder, i denne omgang med en skipper, der ligger til i Hanstholm, ikke langt fra Thyborøn.
I dag har han ikke rigtig kontakt til de gamle venner. Det er kun lige, hvis han møder dem, når han er hjemme i Nordvest i weekenderne.
»Jeg savner det ikke. Jeg er sgu glad for, at jeg har lagt det bag mig.«
Han er ikke den eneste, som har en anden etnisk herkomst på skolen.
»Der er også en polak og en bornholmer,« griner Mohamad Boshehri.
Men han er den eneste, der er muslim.
»Jeg er så religiøs, som jeg kan blive. Men jeg er da helt sikkert ikke en engel. Jeg prøver så godt, jeg kan og forsøger ikke at lave så mange dårlige ting, og så se om det ikke går op,« siger Mohamad Boshehri med et smil.
På skolen møder han ikke fordomme, i stedet laver de en masse sjov ud af det. Tit foregår det således:
»Hva’ Mohamad? De har lavet bacon igen nu?«
»Jeg fik masser i går, så jeg må holde lidt igen i dag,« fortæller Mohamad Boshehri og griner. Fordomme er mere noget, der hører til ude på havet. Men det lader ikke til at påvirke ham synderligt, for som han siger:
»Jeg må jo bare finde mig i, at de spiser svin, og de må finde sig i, at jeg ikke spiser svin. Så er den ikke meget længere.«
Han kan godt forstå, at der findes mange fiskere, der har fordomme, for »de kender ikke mange mennesker«, siger han.
»De er ude og fiske 300 dage om året og resten af tiden ligger de ved havnen og reparerer grej og er ellers i pølseboden.«
Ved den første skipper han var hos i Gilleleje, kunne han godt fornemme fordommene mellem linjerne. Noget af det var også mere direkte. Som for eksempel at indvandrere kommer til Danmark og gider ikke at arbejde.
»Det er jo bare en lille del af dem. Rigtig mange arbejder. Jeg kunne hele tiden fornemme, at der ikke var noget ondt i det. Det var bare det, han havde hørt,« siger Mohamad Boshehri.
Han og skipperen endte med at få et rigtig godt sammenhold, og sådan går det ofte, når Mohamad Boshehri er om bord. Selv om han som regel er den første med mellemøstlig baggrund, fiskerne er ude at sejle med.
»Det er sjovt, for det er som regel de, der har mest imod udlændinge, som jeg ender med at tale bedst med,« siger han.
Der er ikke så mange grænser ude på kutteren. Man siger det, man vil sige.
»Den jargon, der er ude på båden, den kan jeg godt lide. Når jeg skal derfra, så kan jeg allerede godt savne dem. Det er lidt mærkeligt,« siger Mohamad Boshehri.
Tonen er noget anderledes, end hvad han er vant til hjemmefra. Hans forældre flygtede fra Iran i 80erne under krigen mod Irak og Saddam Hussein.
Mohamad Boshehris mor arbejder i dag som sosu-assistent og faren er buschauffør på linje 5A i København.
Selv om Mohamad Boshehri er født på Hvidovre hospital, føler han sig mere som iraner end dansker.
»Hvis man fjerner mig og bare tager mine værdier og vaner, så er jeg mere iraner,« siger han.
»Det er ikke religionen. Det er måden, man behandler folk på, måden man gør tingene på. Det er kulturen.«
»Selvfølgelig skulle jeg have en god uddannelse«
Det er med at udnytte de muligheder, man bliver givet, mener Fatma Yandim. Hun kom til Danmark som ni-årig. Knap 25 år senere er hun advokat og familiemor.
Af Iben Sørensen
I en af Næstveds gamle brostensbelagte gader ligger et advokatfirma, og her sidder 35-årige Fatma Yandim, der er advokat med møderet for landsretten.
Måske lå det ikke klart i kortene, at Fatma skulle ende på et advokatkontor, da hun ankom fra Tyrkiet med sin mor og fem søskende på en kold efterårsdag i september 1989. Hendes far var kommet til Danmark tidligere for at arbejde for sin bror, der var selvstændig og drev en kro.
»Jeg havde ingen ide om, hvordan det var, men vi skulle jo til Europa. Jeg havde gjort mig nogle overvejelser. Det var hyggeligt, men ikke det jeg havde i tankerne,« siger Fatma.
Sammen med familien kom hun til den lille by Klarskov uden for Vordingborg på Sydsjælland. I dag er hun glad for, at hendes forældre valgte en lille by, fordi det gav nogle andre muligheder, end en stor kunne have gjort.
»Der var jo ikke andre end os. Heller ikke på den skole, vi gik på. Vi var vores søskendeflok på seks, og så var der tre arabere, der også lige var kommet. Vi var de eneste indvandrere på hele Marienberg Skole, der havde 5-600 elever. Hvis vi skulle have et liv her i Danmark, var vi nødt til at lære dansk,« siger hun.
Derfor blev sproget hendes første mål at lære. Og mål bliver hun ved med at sætte.
På det lyse kontor byder hun på kaffe fra en grå Stelton-kaffekande i rustfrit stål med træhank. I bunkerne på skrivebordet ligger der blandt andet sager om konkurser, personskader og udlændingeretten. Det er de områder, som Fatma Yandim har fundet ud af, interesserer hende mest.
I fem år har hun haft sin daglige gang på kontoret i Næstved. Privat bor Fatma tæt på jobbet og er glad for at kunne bruge sit netværk i byen.
Hun er gift med Selim, og sammen har de femårige Yusuf, der skal begynde i skole i Næstved. Selim kom til Danmark som tiårig, familiesammenført som Fatma Yandim.
Den målrettede kvindes næste mål blev handelsskolen. Fatma Yandim brændte for at blive revisor. I hvert fald lige indtil handelsskolens tredje år, hvor hun stiftede bekendtskab med erhvervsret, og jura blev det helt store mål. Ifølge Fatma Yandim satte handelsskolen gang i et helt nyt kapitel i hendes liv.
»Jeg var ikke længere hende, der kom senere og skulle lære dansk. Nu havde jeg lært det, så jeg startede på lige fod med alle andre,« siger Fatma Yandim.
Da huen var i hus, kaldte jurastudiet i København. Da hun begyndte, havde Fatma Yandim ikke nogen klar ide om, hvilken retning hun ville. Det var ren interesse for faget, der fik hende til at vælge det, men målet var klart: en videregående uddannelse.
»Det var helt naturligt. Hvad skulle jeg lave? Selvfølgelig skulle jeg have en god uddannelse, der kunne sikre mig en god fremtid. Jeg kunne godt se, at mine forældre havde haft er hårdt liv uden en uddannelse. Det ville jeg ikke selv havne i eller udsætte mine børn for,« siger hun.
Det er 26 år siden, Fatma Yandim kom til det kolde Danmark med sin familie. Dengang var hun ni år. I dag viser fødselsattesten 35 år. Men alligevel er det svært for Fatma Yandim at sige, om hun er dansker eller tyrker.
»Man har et dobbeltliv. Jeg er på arbejde på lige fod med mine kolleger, man så har jeg alligevel også mit bagland, hvor jeg en gang imellem skal tage hensyn til nogle ting. Jeg er meget dansk i forvejen, så personligt gør jeg de ting, jeg gerne vil,« siger hun.
Selv om man til tider hører, at indvandrere ikke kan få job på grund af deres navn, så har det ikke været et problem for Fatma Yandim. Siden hun blev færdig, har hun blot været uden arbejde i tre måneder, og navnet har heller ikke påvirket karrieren. Det kommer an på indstillingen.
»Det er vigtigt at udnytte den mulighed, man har for at tage en uddannelse. Jeg tror, at når man har gennemført en uddannelse, så skal man også nok få et job, om end ikke drømmejobbet i første omgang. Jeg har ikke følt mig fravalgt. Jeg tror, det er bevidst i forhold til, hvilken holdning har man til tingene. Er man selv positivt indstillet på, at man gerne vil bidrage, at man gerne vil være en del af samfundet, så får man lige så meget tilbage,« siger hun.
Det er ikke fordi, Fatma Yandim føler, at hun har ydet noget ekstraordinært eller har brug for særlig anerkendelse.
»Jeg føler ikke, at jeg har gjort eller opnået noget særligt. Jeg har bare taget en uddannelse som så mange andre og arbejder som advokat som så mange andre. Men jeg er selvfølgelig glad for, at jeg er nået hertil, hvor jeg er,« smiler hun.
Men der er ingen tvivl om, at det er en vigtig motivation for Fatma Yandim at være målrettet. Næste mål kunne være møderet for Højesteret.
»Jeg har ikke et mål om, at om X antal år skal jeg være dér. Jeg har i stedet et mål, jeg skal nå. Så tager jeg det som en trappe, et trin ad gangen. Jeg ved ikke, hvor højt jeg når op, men jeg er i hvert fald på vej,« siger hun.
»Målene gør, at jeg ved, hvad jeg skal stræbe efter.«
»Hedensted var vores drømmested«
På en villavej i Hedensted bor bioanalytikeren Fatima Hashemi og hendes familie som de eneste indvandrere. For de bor i en af de kommuner i Danmark med færrest indvandrere.
Af Christina Jul Nielsen
Da naboerne hørte, at der skulle flytte en indvandrefamilie med muslimsk baggrund ind på villavejen, spærrede de øjnene op.
Sådan fortæller 35-årige Fatima Hashemi, der flyttede ind på villavejen i Hedensted. En af de kommuner i Danmark, hvor der bor færrest indvandrere – 2,6 procent ud af kommunens godt 46.000 indbyggere. Og på den vej, Fatima Hashemi og hendes mand og nu tre børn bor på, er de alene om de muslimske traditioner.
Naboerne var tilbageholdende over for »de fremmede«, men efter kort tid glemte de, at der var rykket muslimer ind. For Fatima Hashemi og familien faldt helt naturligt ind blandt naboerne.
»Jeg var glad. Vi har vist, hvordan vi er. Jeg er glad for, at vi har ændret folks tankegang,« siger hun.
Især i en lille by som Hedensted er hun glad for at have kunnet ændre folks opfattelse af muslimer, påpeger hun, her hører folk kun om muslimer fra medierne, og det kan give et forkert og negativt billede.
For her i Hedensted viser billedet i stedet et rødt murstenshus med røde tagsten, staudebed i forhaven og en rød bil i indkørslen.
Det er først, når man træder indenfor, at man kan se, at det er en familie med andre skikke og vaner. Stuegulvet er beklædt fra væg til væg med mørkerøde tæpper, og madrasser med røde og beige mønstre er skubbet ud langs væggene. Og her sidder man. Med store puder i ryggen og et fladskærms-TV som udsigt.
»Vores religion er inden for huset, ikke uden for,« fastslår Fatima Hashemi.
Hun kom til Danmark i 2002 fra Afghanistan, op til sin mand, der flygtede fra Afghanistan i 2000 på grund af Taleban. Efter en tur gennem Iran, Rusland og stort set alle europæiske lande, kom han til Danmark. Han vidste knapt nok, hvad Danmark var, men efter seks-syv måneder på et asylcenter fik han opholdstilladelse og kom til Juelsminde i Jylland. For Fatima Hashemi kunne en ny tilværelse begynde.
De flyttede til Vejle, nærmere betegnet Nørremarken, stedet der tidligere var på den såkaldte »ghettoliste«. Her boede familien i fire år, indtil de for otte år siden flyttede til Hedensted. Noget nær den totale modsætning.
»Vi har valgt stedet ud fra, hvor tæt det var på tog og bus, for jeg var studerende, dengang vi flyttede. Og så tænkte vi på sport og skole for børnene. Alting ligger tæt på. Hedensted var vores drømmested,« siger Fatima Hashemi.
De har ikke på noget tidspunkt tænkt, at de skulle bo et sted, hvor der boede mange med samme baggrund – eller få for den sags skyld. Det eneste tidspunkt, familien kan savne andre muslimer, er ved højtideligheder. Som for eksempel da der var afslutning på ramadanen.
»Der kan man godt savne, at der er nogle i nærheden. Men ellers mangler der ikke noget,« siger hun.
I dag har hun tre børn. To drenge på ti og seks år og en lille pige på fem måneder. Så Fatima Hashemi er i øjeblikket på barsel, men er hun uddannet bioanalytiker fra Aarhus Universitet. Hendes mand er taxachauffør.
»Jeg begyndte at lære sproget, og så blev det nemmere og nemmere for mig og mit liv. For nu er jeg i Danmark og min fremtid er her,« siger Fatima Hashemi.
Når man har boet knapt otte år i et villakvarter, hvor børnene leger på kryds og tværs, deltager i julearrangementer på skolen, betaler til naboernes børns konfirmationer, bliver man så pludselig mere dansk?
»Man er begge ting,« siger Fatima Hashemi:
»Vi er meget integreret. Vi deltager i jul på skolen, fejrer også nytår. Men vi følger også vores kultur. Vi har hele tiden mange gæster og holder ikke jul herhjemme.«
Og deres åbenhed over for andre kulturer har efter Fatima Hashemis synspunkt gjort godt for integrationen.
»Vi har respekt for andre kulturer. Når man har respekt og siger, at »det er i orden inden for deres kultur«, så gør det noget ved integrationen.«
Fatima og forvandlingen
Fatima er fire år og opkaldt efter profetens datter. Hun elsker fantasiens verden. Den virkelige verden kan være grum, og Fatimas mor er glad for, at datteren vokser op i Danmark.
Af Mathias Nielsen
Fatima er en tiger. Hun brøler og skærer tænder af Berlingske-journalisten. Så forvandler Fatima sig til Spiderman. Og selvsamme journalist overdænges med klistret spindelvæv, som Fatima skyder ud af håndleddene. Fatima er fire år og går i børnehave på Nørrebro. Hun transformerer sig jævnligt fra figur til figur, hvis ikke hun leger med dukker eller Lego. Hvor hun i øvrigt nægter at følge brugsanvisningerne, dem vil hun hellere selv finde på. Fatima er også lillesøster til Dalia på 14 og Jonas på 15. Hun er tit nede i gården og gynge med sin storesøster, men denne formiddag i børnehaven er Fatima en tiger. Og så Spiderman.
Fatima hedder Fatima efter profeten Muhammeds datter. Fatima, altså profetens datter, var et symbol på tro og skønhed og beherskede flere videnskaber, som hun lærte andre kvinder om. Fatimas forældre, altså dem fra Nørrebro, håber, at hun kan være et forbillede og inspiration for deres datter. I første omgang skal Fatima dog have et glas mælk, inden der er samling ude på legepladsen.
Fatima er glad for at gå i børnehave, men har nogle gange svært ved at sige farvel. Fatima er meget knyttet til sin mor, fordi hendes far tit er i Canada for at arbejde. Men som regel går det nu fint, også med at sige farvel om morgenen.
Fatimas mor, Manhal, er rigtig glad for, at hendes børn vokser op i Danmark. Hun og hendes mand kommer fra Irak og flyttede hertil for cirka 12 år siden. I Danmark er de i sikkerhed, her er frihed til at tale og tro på, hvad man vil. Til gengæld bruger hendes ældste datter, og andre unge i Danmark, rigtig meget tid på at stirre ned i deres telefoner, mener Manhal.
På legepladsen kan en dreng med kasket og rød t-shirt være Batman. Han er god at løbe om kap med, især når man er Spiderman. Det er lidt uklart, hvem der vinder, men Fatima er nu ret sikker på, at det var hende. Eller Spiderman, underforstået. Drengen synes at acceptere og lunter væk. Fatima selv, hun drøner videre med spindelvæv flyvende omkring sig.
»Allah talte til mig«
Annette Sørensen Bellaoui med det muslimske navn Fatima Zahra har fundet ro og balance i sit liv, siden hun konverterede til islam som 41-årig.
Af Sultan Sahin
»I 1996 var jeg på ferie i Marokko med min datter, som var 11 år. En morgen vågnede jeg op klokken fem om morgenen og gik ud på balkonen. Solen var ved at stå op. Der blev kaldt til bøn, og det var som at blive slået i hovedet. Jeg fik et chok. Til min dødsdag vil jeg sværge på, at Allah talte til mig, og fra det øjeblik vidste jeg i mit hjerte, at jeg ville konvertere til islam,« siger Fatima Zahra, hvis navn betyder ørkenblomst på arabisk.
Den 57-årige danskfødte kvinde kan næsten ikke lægge låg på sin begejstring, mens hun fortæller om dengang Allah viste hende den »rigtige« vej på en rejse til Marokko. Hun fik en anden chance og kunne begynde forfra på livet, forklarer hun.
Inden turen til Marokko havde bøger om Mellemøsten og jobbet på Verdenskulturcentret på Nørrebro åbnet Fatima Zahras øjne for islam.
Så det føltes helt rigtigt for Fatima Zahra, da hun som 41-årig sagde den islamiske trosbekendelse Shahada hjemme hos en veninde.
»Jeg føler, at jeg har fundet min hylde i verden. Jeg hører til i islam. Det her er min plads,« siger hun.
Religion har ellers aldrig spillet en vigtig rolle i hendes familie, men allerede i en tidlig alder kom Fatima Zahra til en erkendelse af, at der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker umiddelbart kan få øje på. Det var bare svært for den unge pige at formulere sine tanker.
Da hun så endelig fandt ud af, at islam var vejen frem for hende, var reaktionen fra familien som forventet. Far og mor rystede på hovedet af deres datter, som nu gik i en lang, arabisk kjole og tørklæde på hovedet. Moren syntes oven i købet, det var synd for hende, at hendes mørke krøller skulle gemmes væk, men de turde ikke at sige for meget. Og det med god grund.
»De har aldrig sagt noget decideret kritisk, men det er selvfølgelig fordi, de godt ved, at så var jeg blevet stiktosset...,« siger hun.
Men Fatima Zahra indrømmer, at det ikke altid har været nemt at være den, der skiller sig ud. Det oplevede hun blandt andet i forbindelse med de famøse Muhammed-tegninger, der blev bragt i Jyllands-Posten i 2005. For selv om det i nogle tilfælde kan være en fordel at have et ben i begge lejre, kan det også være en ulempe ikke at høre til et bestemt sted.
»Jeg husker tydeligt, hvordan danskerne råbte landsforræder efter mig, når jeg gik på gaden. Og det gjorde det ikke bedre, at jeg også blev udstødt fra det muslimske miljø af visse personer,« fortæller hun.
Selv om Fatima Zahra har været udsat for dårlige oplevelser i forbindelse med sin konvertering, er der også mange danskere, der møder hende med respekt og nysgerrighed, påpeger hun.
Hun har mødt flere danskere, der er meget nysgerrige over for dansk-konvertitten, og som føler sig anderledes frie til at stille hende en masse spørgsmål om islam og mellemøstlig kultur. Fatima Zahra kan de spørge om alt muligt, fordi hun netop har en indsigt i både den danske og muslimske kultur. Og så har hun med tiden lært at styre sit temperament:
»Når jeg synes, tingene bliver for meget, minder jeg mig selv om, at Allah elsker dem, der udviser »sabir« (tålmodighed). Det giver mig styrken til at ignorere folk, der kommer med dumme udtalelser om mig.«
»Velfærdssamfundet er nok det, jeg er mest stolt over ved Danmark«
Muhammad Ali Abbasi er demokrat før alt andet og byrådsmedlem i Ballerup. Han er begejstret over det meste, der er dansk – bortset fra TV-serien Matador. Her beskriver han sit Danmark.
Af Mathias Nielsen
»Jeg er demokrat helt ind til kernen. Før alt andet. Engang var jeg ret liberal, flirtede med Tea Party-bevægelsen og alt muligt. Siden fandt jeg ud af, at socialisme ikke er så galt endda. Jeg kan ikke være i et parti, der går ind for krig, så da jeg ville engagere mig i politik, ledte jeg efter det mindst krigeriske parti. Det blev så Enhedslisten. Nu sidder jeg i byrådet i Ballerup Kommune.
En gymnasielærer spurgte mig engang, hvad danskhed egentlig er for sådan en »pakidaner« som mig. Jeg havde aldrig hørt der ord før og faktisk heller aldrig fået spørgsmålet. Siden har jeg tænkt en del over det. Jeg deler danskhed op i to. Der er danskhed, som i den danske natur, de åbne marker, fuglene der synger. Det kan jeg blive helt sentimental over. Jeg elsker at cykle i området her omkring, og ovre i Smørum er det helt fantastisk at køre mellem to store, åbne marker. Den anden del af at være dansker – den menneskelige – er åben og bramfri. Vi siger tingene, som de er. Men kun til dem, vi kender. Vores venner, familie og kolleger kan vi dele vildt meget med. Nogle gange lidt for meget. Ellers kan vi godt være lidt tilbageholdende og have en stor fremmedsfære.«
»Jeg voksede op i total parcelhusidyl. Lukket vej, ligusterhæk, naboerne hed Bodil og Erik. Så jeg mærkede ikke meget til at komme fra et pakistansk hjem. Vi legede i haven, tog i Tivoli. Det eneste mærkelige var måske, at vi var den eneste indvandrefamilie i området, men der var slet ikke noget racisme eller noget i den stil. Der var lige dengang, Aladdin kom frem. Aladdin-fasen, hvor de andre i klassen spurgte »om det var sådan i mine forældres hjemland«?. Jeg synes egentlig, Aladdin er en fin fyr, så det havde jeg ikke så meget imod, selv om joken blev lidt ensformig. Men min pakistanske baggrund har da også smittet af. Det der med, ikke at sige »Hr. Lærer« for eksempel... En af mine lærere, ville have, at vi elever skulle kalde ham Dysse. Det kunne jeg simpelthen ikke. »Dysse«?! Så vi endte med det kompromis, at jeg kunne kalde ham Poul Erik.«
»Det hele blev vendt lidt om op ned 11. september 2001 og perioden bagefter. Selv om det først var ti år senere, at jeg meldte mig ind i Enhedslisten, så grundlagde det nok mit politiske engagement. Det gik op for mig, at det er en politisk beslutning, om vi skal drage i krig eller ej. Og det kunne jeg ikke ignorere, så jeg tog konsekvensen og gik ind i politik.«
»Jeg har forsøgt at se Matador. Jeg så første afsnit, men det kunne jeg simpelthen ikke holde ud. Jeg ved ikke rigtig, hvad det var, og jeg er ellers ikke normalt kræsen med film og TV.«
»Velfærdssamfundet er nok det, jeg er mest stolt over ved Danmark. Normalt tænker vi ikke meget længere end venner og familie, men den danske samfundsorden er en måde at tænke næstekærlighed i et lidt større perspektiv. Tanken er utrolig smuk.«
»Der er meget erotik i islam«
Fatima El-Hajj er islamisk sexolog, Danmarks første og eneste af sin slags. Seksualitet inden for islam er et tabubelagt emne, mener hun, men sådan behøver det ikke være.
Af Christina Jul Nielsen
Fatima El-Hajj er 26 år og Danmarks første og indtil videre eneste islamiske sexolog.
Hendes far er fra Palæstina og hendes mor fra Polen. I 80erne fik faren et stipendium til at studere i Polen, hvor han mødte Fatima El-Hajjs mor. Da moren var gravid med Fatima El-Hajj valgte de at flytte til Danmark, og i 1988 blev hun født på dansk grund. Hendes forældre var gode til at besvare Fatima El-Hajjs nysgerrige spørgsmål om seksualitet, da hun var mindre. Det var legitimt at tale om, og måske er det derfor, hun i dag er sexolog, siger hun.
For tre år siden tog hun en sexologuddannelsen og har netop afleveret speciale i kønsstudier og psykologi på Københavns Universitet.
Flere af hendes medstuderende begyndte at spørge ind til, hvad islam egentlig siger om seksualitet. Hun anede det ikke. Hun spurgte sine veninder om det samme, men veninderne fik i stedet røde kinder. Ingen vidste noget.
»Og så gik det op for mig, at der er mangel på viden om det her,« siger Fatima El-Hajj.
I dag har hun en praksis hjemme i sin lejlighed i Nordvest i København. Her kommer primært kvinder, der vil tale om alt fra skilsmisse, ægteskabsproblemer, manglende lyst til kommunikationsbesvær.
Hun underviser også på muslimske privatskoler, hvor hun giver seksualundervisning, og hun underviser fagpersoner som jordmødre, læger og gynækologer.
Selv om Fatima El-Hajj møder fordomme såsom »skal der nu også islam i vores frisindede seksualitet?« og »hvis hun var rigtig sexolog, så tog hun tørklædet af«, så har hun travlt. Hun er en mangelvare. For i islam er det sådan, at har en kvinde et spørgsmål inden for seksualitet, er det til en mand, og så er svaret altid enten »ja« eller »nej«, forklarer Fatima El-Hajj.
Derfor har hun også brudt mange kulturelle barrierer, og selv hendes far spurgte: »Behøver du lige hedde sexolog? Kan du ikke bare hedde islamisk rådgiver?«.
Det er Fatima El-Hajj, der forklarer, hvad der er tilladt og ikke-tilladt inden for islams grænser, og det giver unægtelig et ansvar. Hun får undervisning af lærde imamer her i Danmark for at forstå islam som helhed, så i dag er hun også en form for islamisk jurist. Og det er åbenbart også den juridiske problemstilling, kvinderne søger, når de kommer til Fatima El-Hajj: »Hvad må jeg og hvad må jeg ikke?«
Der, hvor den almindelige sexolog og den islamiske sexolog adskiller sig, er, at den islamiske sexolog rådgiver om seksualitet inden for ægteskabet.
»Der er meget erotisk i islam, så folk begrænser sig unødigt. De tror, islam er en kyskhedsreligion.«
»Forestil dig en baby, der kun lige har åbnet øjnene, og så bliver bombarderet med indtryk. Der var så meget nyt at se.«
Han blev sat ind i en pæredansk klasse i Svendborg for senere at blive flyttet til en ny skole i bydelen og ghettoen Vollsmose
Af Pernille Dreyer
Han står klarere i min erindring end omvendt, og det bliver næsten pinligt klart, da jeg ringer og præsenterer mig efter mere end et årtis fravær.
»… Pernille, siger du?« Han gransker hukommelsen: »Det siger mig ikke lige noget?«
Jeg gennemgår alt fra udseende til bedste veninde og legevaner i frikvarteret.
Stilhed i røret.
»Aaaah, nu er der en klokke, der ringer. Hvad vil du?«
Mohammed Al-Shakhli kom ind i mit liv i 3. klasse. Det var i 99, hvor Nokia 3310 snart skulle blive allemandseje, og 14 elever i en folkeskoleklasse ikke var et særsyn. Han var lille af statur, men egentlig et par år ældre end sine nye klassekammerater. En sorthåret blandt kommunefarvede. En iraker mellem danskere. En muslim blandt kulturkristne, men af størst betydning for os ni-årige størrelser; Et barn blandt andre børn.
Flygtet med sin familie fra Bagdad i Irak og endt i Tved, en lille flække i Svendborg på Sydfyn. Nu sat ind i 3.a og overvældet af de nye omgivelser, som sprogkundskaberne endnu ikke rakte til at sætte ord på.
I parallelklassen begyndte Mohammeds bror, Ali, og i en mindre klasse lillebroren Hosam.
De tre brødre var formentlig nogle af de første nydanske elever på den lille folkeskole, Tved Skole. Ikke fordi der var mangel på borgere med indvandrerbaggrund, men fordi de nydanske elever ofte blev samlet på Hømarkskolen, der lå klods op ad byens boligbyggerier, mens vi, de pæredanske, blev fordelt på kommunens resterende skoler.
Derfor var mødet med Mohammed Al-Shakhli også ret eksotisk for os. Nyt og fremmed. Vi lo, når han spurgte om lov til at gå »i toilet«, vi opdagede, at menuen til børnefødselsdage kunne bestå af andet end pølsehorn og hotdogs, og at vingummi ikke bare er vingummi. Den findes med og uden gelatine.
Han blev snart vores ven og en af os. Sagde det samme, gjorde det samme, lyttede til det samme. Spillede fodbold i den lokale boldklub, stablede legeaftaler på benene og var mit onde følge, da vi opførte Den Lille Havfrue som skolekomedie. Jeg som havheks, han som elektrisk ål.
Og så forsvandt han, fra den ene dag til den anden. Hans forældre skulle begynde i skole i Odense, så familien sagde farvel til Svendborg og rykkede til Vollsmose. Kendt og berygtet som Fyns største ghetto.
Her bor Mohammed, små 16 år senere, stadig.
»Et godt tip. Hold for næsen,« skriver Mohammed i en SMS og vedhæfter en smiley, der skærer en grimasse, kort inden fotografen og jeg ringer på. En beboer har et par dage tidligere forrettet sin nødtørft i opgangen, og det er »virkelig klamt, men jeg er stadig glad for at bo her. Vollsmose er ikke så slemt, som de viser i TV,« siger Mohammed Al-Shakhli.
Han bor for sig selv i en lejlighed, der bærer præg af at være beboet af en 26-årig singlefyr. To fjernsyn, poser med proteinpulver, en PlayStation 4 og et væld af siddepladser at vælge imellem. Gamer-stolen, kongestolen, en stak stablede madrasser og midt i rummet en smuk, om end malplaceret, Hans J. Wegner stol i egetræ. Købt på et medarbejderudsalg i virksomheden Carl Hansen og Søn, hvor Mohammed fletter sæder og ryg på møbelklassikere som Y-stolen og Faaborgstolen.
»Jeg har næsten lige lavet to til Dronningen, og på hendes fødselsdag sad jeg klistret til skærmen for at se, om de blev vist,« siger Mohammed Al-Shakhli og ler.
Han ligner sig selv som barn, men mindre rundkindet og mere muskuløs. Vi har ikke set hinanden siden familien brød med Svendborg og min og Mohammeds verdener igen fik et forskelligt udgangspunkt. Alligevel står tiden klart for ham:
»Svendborg er det dejligste sted, og jeg ønsker at besøge det hele tiden. Det er ret specielt, for når jeg kører ind i byen, kan jeg mærke det. Jeg får gåsehud. Pludselig kan jeg erindre min barndom, fordi jeg kender stederne. Et fodgængerfelt kan minde mig om, hvor ofte jeg cyklede forbi på vej til fodbold eller i skole. Det var den bedste tid.«
Selve det at begynde i en ny klasse bestående af udelukkende etnisk danske elever, kan Mohammed Al-Shakhli også stadig genkalde sig oplevelsen af. Hans forældre bad om at få deres børn i en klasse med etnisk danske elever, så selv om Mohammed startede ud på den føromtalte Hømarkskolen for at lære sproget – »det var virkelig svært, ikke spor nemt« – blev han, i modsætning til størstedelen af kommunens nydanske elever, flyttet til Tved Skole.
»Det var som en anden planet. I elever var specielle, ligesom atmosfæren og renheden var ny for mig. I begyndelsen var det nærmest for meget. Forestil dig en baby, der kun lige har åbnet øjnene, og så bliver bombarderet med indtryk. Der var så meget nyt at se. Jeg kan stadig huske, at jeg sad i klassen og følte, at jeg befandt mig et sted, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig at ende op.«
Sproget, humoren og de uskrevne regler blev Mohammed Al-Shakhli klogere på fra dag til dag, og jo mere han hang med sine nye kammerater, jo stærkere gik det. Han skilte sig mindre og mindre ud, og kun når sirenerne gjaldede den første onsdag i maj, og Mohammed instinktivt søgte i skjul under klasseværelsets langbord, blev det tydeligt, at vi ikke kom fra det samme.
»Tro mig, sirenerne mindede mig om Irak. Når de lød, var det som at være tilbage, og det gjorde mig rædselsslagen,« siger Mohammed Al-Shakhli.
For første gang i sit liv fik Mohammed et tilhørsforhold til børn på sin egen alder, en skole og en by, og derfor kom det også som et chok, da forældrene meddelte en forestående flytning til Vollsmose. Med den blev tilværelsen igen rykket op med rod.
»Jeg ville bare slet, slet ikke flytte. Jeg ville blive i Svendborg, og jeg kan huske, at jeg spurgte mine forældre: Hvorfor skal vi flytte? Alle mine venner er her? Det skete så pludseligt.«
Vollsmose var fremmed farvand for Mohammed, og selv om de nye klassekammerater lignede ham af udseende, var spillereglerne nogle andre.
»Det var en ren udlændingeskole, og det var jo meget nyt for mig. Jeg oplevede, at der var mange, der sloges i frikvartererne, og jeg kom også selv op at slås. Jeg tænkte ofte: Er vi indvandrere virkelig sådan? Det føltes, som om alle på skolen var uopdragne, og ingen var høflige, så jeg mistede lysten til at gå i skole,« siger Mohammed Al-Shakhli, der i dag sidder med en følelse af at være begyndt forfra mange gange.
Han har gået på sammenlagt fire folkeskoler, er flyttet endnu flere gange, men kun til nye adresser i Vollsmose-området, og nåede også at starte og stoppe på STX uden at få sin studentereksamen. Mohammed synes, at der har været mangel på ro, og indåndinger efterfulgt af en pusten ud bliver et gennemgående svar på flere spørgsmål i interviewet.
»Du ved, jeg havde bare brug for..,« og så »... pheeew«. Roen søger han stadig.
Beslutningen om at flytte fra Svendborg til Vollsmose, har Mohammed Al-Shakhli ikke tilgivet sine forældre. Han føler, at deres valg har gjort ham rodløs og ukoncentreret og skiftet en ellers lovende fremtid ud med en uklar. Han har taget værnepligten i Beredskabsstyrelsen, men kan ikke finde et job som brandmand og håber i stedet, at flid og snilde er nok til at stige i graderne på sit nuværende job.
»Jeg blomstrede på Tved Skole efter tiden i Irak, og så begyndte jeg at visne, da jeg blev flyttet væk. Man kan sige, at jeg nu forsøger at blomstre på ny, men det er, som om det ikke kan blive den samme blomst,« siger Mohammed Al-Shakhli.
Alligevel ville han ikke have været 3.a og de to år på Tved Skole foruden, for den sikrede en vellykket integration, et indblik i danskhed og oplevelser, som Mohammed Al-Shakhli stadig glæder sig over.
Hvor ville han være i dag, hvis familien ikke var flyttet fra Svendborg? Mohammeds eget bud er klart:
»Hvis jeg var blevet på Tved Skole, ville mit liv bestemt have været anderledes. Så havde jeg fulgt strømmen og var blevet student sammen med jer, og jeg ville sikkert være i gang med en videregående uddannelse i dag og stadig spille fodbold. Det er brandærgerligt, at vi flyttede til Odense. Det er det sgu. Jeg ville have haft et bedre liv, hvis vi var blevet.«
Han tier og smager på sine egne ord:
»I hvert fald et andet liv.«
»Han har svært ved at acceptere, at det er slut«
Sidste år blev 19.435 ægtepar skilt ifølge Danmarks Statistik. Fatma og hendes eksmand er et af dem, men skilsmissen kender kun de, myndighederne og Allah til.
Af Pernille Dreyer
»Han synes ikke, det er godt, jeg kan desværre ikke være med«. Sur smiley.
Det er ordlyden i den SMS, som Fatma sender som svar på vores forespørgsel. Hun vil gerne medvirke som fraskilt, men kravet om et billede er problematisk. Ikke for Fatma selv, men for Fatmas eksmand.
Han vil ikke, at omverdenen bliver bekendt med parrets forliste ægteskab, så familie og venner tror stadig, at forholdet trives. At kærligheden lever. En overbevisning, som eksmanden forsøger at opretholde, og som et fotografi i Berlingske vil kunne ødelægge.
»Det er kun af hensyn til min eksmand, at ingen ved, at vi er skilt. Personligt har jeg ikke lyst til at foregive, at vi stadig er gift. Det er jo ikke sandheden, så hvorfor skal jeg lade som om?« siger Fatma og ryster på hovedet. Mere af overbærenhed end misbilligelse.
Hun ved ikke med sikkerhed, hvorfor eksmanden er så optaget af, at ingen får kendskab til skilsmissen. Måske er det stolthed, måske er det skam. Han rykker i hvert fald stadig ind, når de og deres børn får besøg, så illusionen om et velfungerende familieliv opretholdes.
»Og jeg spiller med, fordi jeg respekterer ham, og fordi vi engang har elsket hinanden,« siger Fatma, der derfor medvirker uden sit billede og fulde navn.
Hun blev gift som 16-årig med sin eksmand, der er 23 år ældre end hende. Ægteskabet var sat i stand af parrets forældre og brylluppet stod i Pakistan, begges fødeland. De flyttede til Danmark, blev installeret i en lejlighed og kort tid efter, ventede Fatma deres første barn.
»Jeg har elsket ham meget, fordi for mig var han jo den første mand. Derfor overvejede jeg heller ikke at flytte i mange år,« siger Fatma.
Hun mener ikke, at bruddet skyldes, at ægteskabet var arrangeret, for »selv om vi ikke valgte hinanden, var vi stadig meget glade for hinanden«.
I stedet fik ægteparret hen ad vejen forskellige prioriteter og værdier i livet. Han ville et, hun noget andet.
»Da jeg kom til Danmark, bar jeg heldragt og var tildækket, men min eksmand sagde nej, det er dansk kultur, så du skal ikke gå med tørklæde, men klæde dig mere dansk. Derfor tog jeg det af, og vi begyndte at gå hånd i hånd, som min mand foretrak det. Han ændrede sig slet ikke i alle de år, og mens jeg blev mere og mere religiøs, blev han mindre og mindre religiøs. Så man kan sige, at vi voksede fra hinanden, og vores retninger blev uens,« siger Fatma, der igen bærer tørklæde.
Alligevel var beslutningen om at ende mere end 20 års samliv ikke nem, og Fatma brugte årevis på at overveje sine og familiens muligheder.
»Til sidst var jeg bare så træt af at kæmpe, så jeg sagde til mig selv: Nu kan jeg ikke mere. Jeg var fyldt op,« siger Fatma.
Hun er praktiserende muslim, så for hende har det været vigtigt, at skilsmissen ikke kun er foregået, som myndighederne foreskriver det, men også som islam gør det. Det indebærer, at manden tre gange skal sige ordene: »Nu er jeg skilt med dig« på arabisk.
»De ord har min eksmand sagt, men han har svært ved at acceptere, at det er slut. At vi ikke kan fortsætte. Egentlig skal der være nogle vidner til den islamiske skilsmisse, men min mand og jeg var alene. Jeg hørte ham sige ordene, og det er det vigtigste, for som religiøs tror jeg, at Gud Allah er tilstede over alt.«
I dag har parret været skilt i mere end seks måneder, og det er en lettelse for Fatma at være sig selv. Alene om livet.
»Jeg ved med mig selv, at jeg har gjort mit bedste og forsøgt alt det, jeg kunne. Jeg er en god mor, en god kvinde og et godt menneske, og jeg prøvede virkelig at være en god kone,« siger hun.
Fatma har ingen planer om at finde en ny mand, for »der findes ingen anden til mig«, men vil i stedet hellige sig sine børn, pædagogstudiet, kreative sysler og spare op til en rejse til Mekka, der længe har været et stort ønske.
»Jeg læste på nettet, at Danmark er et land, hvor man ikke bliver dømt på sit navn«
Mohamad Ali flygtede fra Syrien i november sidste år. Efter et halvt års turbulent rejse er han nået til Danmark. Her fortsætter han jagten på fordomsfri fred.
Af Anders Holmgaard
Et fredfyldt mørke omsluttede ham. Så kom kulden. Middelhavsbølgerne rev og ruskede i hans livløse krop. Imens lukkede han øjnene og forberedte sig på sin sidste rejse. I hvad der føltes som flere år, sank han ned i det kolde, oprørte hav ud for Tyrkiets kyst. Den kraftige vind havde revet syriske Mohamad Ali ned i det kolde vand under skibet, som skulle fragte ham og 60 andre flygtninge til Italien.
»Jeg stod ansigt til ansigt med døden den nat. Alle skreg og græd. Men pludselig blev jeg klar i hovedet og indså, at min kone og børn ville blive kede af det, hvis jeg druknede her,« siger 37-årige Mohamad Ali.
Med en kraftanstrengelse formåede han at svømme tilbage på det synkefærdige skib, der måtte vende om i stormvejret. Mohamad overlevede det fejlslagne forsøg på at nå til Italiens kyst, og i dag sidder han i de tempererede lokaler på Sønderborg Asylcenter.
Hans øjne er venlige, men følelsesladede, da han fortæller historien om, hvordan han efterfølgende nåede til Grækenland. Her købte han en vellignende spaniers pas via en menneskesmugler og ankom sidst i april til sin destination. Et halvt års rejse havde ført ham til Danmark.
Da Syriens diktator Bashar Al-Assads generaler beordrede ham i hæren i det borgerkrigshærgede land, havde han nikket ydmygt og bedt om 24 timer til at gøre sig klar. Næste morgen besluttede han i tæt samråd med sin kone og deres to børn at efterlade dem i Syrien og tage til Danmark.
»Jeg læste på nettet, at Danmark er et land, hvor man ikke bliver dømt på sit navn. Et land, hvor man respekterer holdninger og religioner og ikke dømmer mig ud fra, at jeg hedder Mohamad og er muslim, men ud fra, hvem jeg er som person. Det er i sådan et land, mine børn skal vokse op,« siger han og kigger ud på de vajende dannebrog, der komplementerer Als’ grønne bakker.
Selv om Mohamad ikke har set sin familie i snart et halvt år, lyser det ud af ham, at han er blevet taget godt imod i den sønderjydske by. Sønderborgenserne er ikke blege for hilse tilbage, når han siger »hej« til dem på gaden, og en dag fik han et gratis måltid af en restaurantejer, da vedkommende fandt ud af, at han var syrisk flygtning.
»Faktisk er Danmark slet ikke som forventet. Det er meget bedre. De er så omsorgsfulde på asylcentret. Hvis jeg kunne gå ud på gaden og takke alle menneskerne her i Sønderborg, ville jeg gøre det,« siger han.
Sidste år blev den gamle kaserne i Sønderborg opkøbt af kommunen og omdannet til asylcenter. De majestætiske murstensbygninger rummer i dag omkring 450 syriske flygtninge.
»Himlen er mere lyseblå her, end i Syrien,« siger Mohamad Ali, da han viser rundt, og han kigger op på det lette skydække over hovederne på os. Han siger »lyseblå« på dansk. Det er et af de overraskende mange ord, han har lært i løbet af den måned, han har opholdt sig i Danmark.
I det hele taget har Mohamed sprogøre. Han lærte engelsk ved at lytte til George Michaels saxofon-ballade, »Careless Whisper«, og det kommer ham til gode. På asylcentret hjælper han receptionisterne med at oversætte arabisk til engelsk, og når tiden ikke går med styrketræning eller danskundervisning, forsøger han at sætte sig ind i dansk historie. Især én ting har overrasket ham.
»En dag fortalte vores lærer, at danskere og tyskere er gode venner. Det undrede mig, fordi jeg kender slaget ved Dybbøl. Men det siger meget om den danske mentalitet. I tilgiver jeres fjender. I Syrien ville det aldrig ske. Her skal man altid kæmpe,« siger han.
Mohamad mener, at der er en helt basal forskel på den danske og arabiske mentalitet.
»Danskerne er gode til at bruge historien til at udvikle sig til fremtiden. Nogle arabere kigger for meget tilbage på fordums storhed, mens verden passerer forbi udenfor.«
I Syrien har Mohamad Ali sin egen fysioterapeutiske klinik. Han har givet familien lov til at sælge ud af sine redskaber, for at de kan overleve, men indtil han får svar på sin asylansøgning, må han væbne sig med tålmodighed.
Får han asyl, vil han gøre alt, der står i hans magt for at få familien til landet højt mod nord.
»Det eneste, jeg har brug for, er at finde et job og blive genforenet med min familie i et fredeligt liv. Danmark er et fantastisk sted at gøre præcis det.«
»Jeg gider ikke tænke på forskelsbehandlingen«
Han blev kaldt »dansker« af vennerne i Mjølnerparken og »perker«, når han vovede sig ind blandt danskerne. Skelnen mellem indvandrere og danskere har fyldt meget i Mohamad Zarakits danmarksbillede.
Af Anders Holmgaard
Da den ældre borger så hans arabiske træk forvrængedes hendes ansigt i frygt. Hun hævede stemmen.
»Du skal ikke ind i mit hjem!«
Aldrig i sin tid som SOSU-assistent havde Mohamad Zarakit følt sig så såret og utilpas. Men der var ingen andre på arbejde, der kunne skifte forbindingerne på den ældres væskende sår. Han vidste, at han måtte skubbe vreden i baggrunden.
»Lad mig hjælpe dig denne ene gang, og så lover jeg, at jeg aldrig kommer igen,« sagde han. Modvilligt indvilgede hun, og uden en lyd rensede Mohamad Zarakit sårene og lagde en ny forbinding på. På vej ud ad døren hørte han fra husets indre:
»Du skal være velkommen en anden gang.«
Mohamad Zarakit kom til Danmark fra Libanon som fem-årig. I dag er han 35 og arbejder i hjemmeplejen på Nørrebro. Gennem sine 30 år i Danmark har han observeret måden, etniske danskere opfatter flygtninge og indvandrere. Oplevelsen med den ældre borger er for ham et billede på, at man skal passe på med at skære alle muslimer over én kam.
»Hvis man fokuserer for meget på de negative historier, gør man det svært for sig selv. Og det gælder både for etniske og uetniske danskere. Man skal prøve at fokusere på det gode og hjælpe hinanden. Jeg synes debatten i offentligheden er blevet meget intens og spændt,« siger Mohamad Zarakit fra frokoststuen i Nørrebro hjemmepleje.
Minderne fra barndommen i det sydlige Libanon er præget af kaos. Sammenstødene mellem palæstinensiske frihedskæmpere og israelske soldater i begyndelsen ad 80erne førte dagligt til traumatiserende oplevelser, der følger ham den dag i dag.
»Jeg husker patronlugten, skudsalverne, bomberne og synet af lig. En dag vågnede jeg op og fik at vide, at min veninde fra klassen var død. Hele familien var blevet slagtet. Der lå blod alle vegne. De lå døde. Livløse. Jeg har aldrig set min far græde så meget,« siger Mohamad Zarakit, mens de levende, brune øjne bliver blanke.
I Danmark fik familien med de fire børn et hus i Nysted på Lolland. Her blev de taget godt imod af lokalbefolkningen.
»Mange af byens beboere kom og besøgte os, og mine brødre og jeg blev passet af min børnehaveklasselærer. Hun tog os med på stranden lavede mad til os. Hun viste os, hvad kærlighed var, da hun krammede og kyssede sin mand og børn. Det var min barndom, der begyndte dér. Det var fredeligt og trygt,« siger Mohamad Zarakit, der i dag opfatter sig selv som dansker med libanesisk baggrund og svarer »Nysted«, når folk spørger, hvor han kommer fra.
han.
Ifølge Mohamad Zarakit var 80erne et godt tidspunkt at flygte til Danmark. På Lolland fik både søskende og forældre ro og støtte til at få en uddannelse. Og da familien senere flyttede til Mjølnerparken i København, blev de kaldt »danskerne«.
»Jeg fik et kulturchok, da jeg flyttede til København. Jeg talte flydende dansk og blev mobbet for det. Mine arabiske venners forældre holdt meget fast i deres arabiske traditioner, mens vi var mere klar til at indordne os i det danske samfund. De gik med skyklapper, fordi de troede, at danskerne kun var ude på at ændre deres kultur.«
Men skyklapperne var Mjølnerparkens beboere ikke ene om. Mohamad Zarakit oplever også, at hans danske venner generaliserer, når de hører negative historier om indvandrere.
»Hvis nogle af mine danske venner har set noget i fjernsynet om Ali, der har begået kriminalitet, så siger de, at alle indvandrere bør smides ud af et fly uden faldskærm. Så spørger jeg dem, hvad med mig? Hvad med min familie? Og så ender vi altid i en konklusion af, at det nok egentlig bare var Ali, der skulle smides ud af et fly,« siger han.
For Mohamad Zarakit går ansvaret for den vellykkede eller forfejlede integration begge veje. Han er ikke bleg for at sige, at der findes indvandrerbørn, som er ballademagere og begår kriminalitet. Men det er der en grund til, påpeger Mohamad Zarakit, som bygger påstanden på egne erfaringer.
»Når man kommer til Danmark som flygtning følger man stadig med i krigen i sit hjemland, og det projekteres på børnene, der ender med at begå kriminalitet, fordi de ikke får støtte til at bryde mønstret,« siger han.
»Nogle af dem har oplevet deres børn dø i favnen på dem. Hvordan kan man forvente, at et menneske kan få en almindelig hverdag uden ordentlig støtte? Det kræver, at der er nogen, der hjælper. Og det er der simpelthen ikke nok af i dagens Danmark,« siger han.
Forskelsbehandlingen har klæbet til både hans navn og udseende gennem 30 år, og Mohamad er flere gange blevet kaldt »perker« af danskere, han har mødt i det københavnske natteliv. Men som med oplevelsen i ældreplejen, har man formået at skubbe det i baggrunden.
»Jeg gider ikke tænke på, om folk forskelsbehandler mig. Når jeg for eksempel bliver kontrolleret ved grænsen, og det gør jeg tit, så stiller jeg ikke spørgsmål. Jeg har intet at skjule. Det meste af Danmark er fyldt med gode etniske danskere, som vil mig det godt. Hvis folk ikke vil det, så går jeg den anden vej. Og jeg ville ønske, at flere kunne gøre det samme.«
»Jeg vil ikke sige til dig, at jeg er et perfekt menneske. Men jeg kan love dig, at jeg prøver.«
Nu har han fået en datter og en åbenbaring om, at han skal leve lovlydigt resten af sine dage. Men først skal han i retten. Her kræver anklageren udvisning. Mohammed Khayoun håber på tilgivelse.
Af Sanni Jensen
Han var stadig i folkeskolealderen, da han kortsluttede og stjal den første bil.
Det var overraskende let, og snart susede bilen af sted med Mohammed Khayoun selv bag rettet. Ved siden af ham sad en af hans venner. Bag dem kom politiets blinkede blå lygter nærmere.
Fra Vollsmose i retning mod Kerteminde trådte Mohammed Khayoun svedende sømmet i bund – og biljagten fik først ende, da han ramte en parkeret bil.
»Vi blev så bange, at vi bare stak af,« forklarer han.
Biljagten var første gang, Mohammed Khayoun tegnede uden for lovens streger. Trods en advarsel fra politiet, gik der ikke lang tid, før han gjorde det igen. Denne gang havde han tunet en knallert til at kunne køre 130 km/t.
Politiet fandt ham på knallerten og jagtede ham til de endte i et sammenstød. I retten sagde politimændene, at Mohammed Khayoun kørte ind i dem. Mohammed Khayoun siger det omvendte.
Da Mohammed Khayoun kom til Danmark fra Jordan som ni-årig, var det ikke hans plan at lade sit liv bevæge sig i den retning. Han brugte de første to år på hospitalet på grund af en alvorlig sygdom, men han var alligevel lykkelig. Danmark var det paradis, som den lille irakiske dreng og hans familie havde drømt om, og nu skulle han være en del af det. Han var stolt.
Mohammed Khayoun kan ikke selv fortælle med sikkerhed, hvordan han kom på fejlspor. Men han ved, at den ene dag i venteposition til et dansk liv overtog den anden. Dage han delte med andre unge i Odense-bydelen Vollsmose, hvor han voksede op.
»Vi kom til et nyt land med et nyt system. Vi var vant til kun at arbejde, spise og sove. Men her i Danmark var der ikke noget at lave,« siger han.
»Vi hang ud sammen døgnet rundt, og nogle gange gik det bare galt. Vi var børn, og når man er barn, tror man, livet er en leg. Derfor lavede vi ting, vi ikke forstod konsekvenserne af.«
Mohammed Khayoun er blevet taget for at køre uden kørekort 14 gange. Det ene biltyveri blev til flere, som blev til røveri, der blev til grov vold mod rivaler i byen og én gang mod en politimand, der brækkede næsen.
Listen er lang, og Mohammed Khayoun har besluttet sig for, at den ikke skal være længere. Sidste gang han var i fængsel, kom han i karambolage med nogle andre fanger og blev stukket ned tre gange. Derfor blev han flyttet til et særligt sikret fængsel, hvor han lå bæltefikseret i syv dage.
»Jeg afsonede et år og fire måneder, men det var ingenting i forhold til de syv dage. Det føltes som tortur at være spændt fast på den måde,« siger han og viser med hænderne, hvor bælterne gik på tværs af hans krop.
»Det var helt fucked up.«
Alligevel er det ikke oplevelsen med bælterne, der har skræmt ham til at ville holde sig fra det kriminelle miljø. Der er derimod den datter, han fik, sidst han sad inde.
Mohammed Khayoun vil ikke risikere, at hans datter skal opleve sin far i fængsel eller i politiets døgnrapport. Han vil sikre sig, at hun ved, hun er god nok. Det har han nemlig ikke altid selv været sikker på.
»Da jeg kom til Danmark, boede vi i en lille by, og de fleste kunne ikke lide indvandrere. Det var hårdt at føle sig så uønsket som barn,« siger Mohammed Khayoun og fortæller, at det på mange måder aldrig har forandret sig:
»Vi får at vide, vi skal skride ud af landet. At det er os, der begår kriminalitet. Jeg forstår godt, at det ikke er vores land, men det gør ondt, at jeg ikke er velkommen, bare fordi jeg har sort hår og hedder Mohammed,« siger han.
Han tror, at flere ville kunne forstå indvandrere, der har svært ved at falde til i Danmark, hvis de satte sig ind i indvandrernes historie og baggrund.
»I forstår ikke vores kultur, lige som vi havde svært ved at forstå jeres i begyndelsen. Vi kommer til at begå mange fejl, før vi bliver en del af samfundet,« siger han.
Midt i august skal han i retten og stå til ansvar for en voldsepisode i byen, han var en del af for et par år siden. Udover en erstatning kræver anklageren ham udvist fra Danmark. Det gør Mohammed Khayoun rædselsslagen.
»Jeg har boet i Danmark i femten år. Jeg har ingen familie i Irak. Folk griner af mig, når jeg snakker arabisk, fordi det lyder forkert. Jeg har tatoveringer overalt, og det er mod vores religion,« siger han.
Mohammed Khayoun bor stadig i Odense, men han er flyttet til væk fra Vollsmose og sin kriminelle fortid. Her forsøger han at holde sig inde i sin lejlighed for at undgå konfrontationer med de mennesker, der tidligere har holdt ham fastspændt i det kriminelle spor.
»Når du er vant til at være en hardcore person, der giver igen, er det svært bare at gå væk, hvis nogen tramper dig over tæerne. Man kan ikke bare stoppe med at være kriminel,« siger Mohammed Khayoun.
»Men jeg fortryder virkelig meget hver eneste dag, jeg har været inde og sidde. Min straffeattest er helt fucked up. Hvad tænkte jeg på? Jeg gik rundt og troede, jeg var en gangster, men jeg var ikke en gangster,« siger han.
Har du tænkt på, at du gennem dine kriminelle handlinger ikke ligefrem har bidraget til et mere positivt syn på indvandrere?
»Ja, det har jeg. Men nu har jeg lært af det og vil gerne gøre det godt igen. Danskerne må ikke tro, vi indvandrere ønsker at begå kriminalitet. Vi er her faktisk ikke, fordi vi vil fucke det her land op,« siger Mohammed Khayoun.
»Jeg vil ikke sige til dig, at jeg er et perfekt menneske. Men jeg kan love dig, at jeg prøver.«