Hvad fatter gør, er altid det rigtige. Således også, når det kommer til teknologisk ekspertise i hjemmet. I hvert fald, hvis man spørger fædrene selv. Det viser en ny rundspørge lavet for TeamViewer, som har spurgt de amerikanske familier, hvem man spørger til råds, når computeren driller eller tv'et går i sort. Det skriver CNET.

Hele 93 procent af fædrene er sikre på, at det er dem, der er familiens teknologiske overhoved. Kigger man på hele familiens svar, er det dog kun 21 procent, der er enige i, at det er far, der er bedst til at klare de teknologiske ærter. Her er familiens sønner eller mandlige børnebørn i stedet førstevalg, når det kommer til teknologisk assistance - de får 42 procent af stemmerne i rundspørgen. Døtre og kvindelige børnebørn får tillagt samme ansvar blandt 11 procent af svarpersonerne.

Samlet svarer altså lige over halvdelen, at det er de unge eller endnu yngre, der er bedst til at hjælpe med kabler og computernedbrud. Men samtidig lyder der i rundspørgen en del klager over, at de selvsamme unge mennesker sjældent er til stede, når man har brug for dem. Og når de er til stede, har de for travlt til at bekymre sig om at hjælpe de teknologinødstedte familiemedlemmer.

Derudover er familiemedlemmer bekymrede over at dele deres teknologiproblemer med de unge. 21 procent svarer i rundspørgen, at de ikke spørger andre i familien til råds, fordi de ikke vil dele følsomme oplysninger. Og far behøver ikke være ked af, at det ikke altid er ham, familien går til med de tekniske spørgsmål. Det er nemlig i 30 procent af tilfældene, fordi de vurderer, at han har for travlt, og i 36 procent af tilfældene, fordi han simpelthen ikke er hjemme.