»En usædvanlig sag«. Sådan lød ordene fra politiet på det pressemøde søndag aften, hvor nyheden om fundet af den 17-årige Emilie Mengs lig blev offentliggjort.
Usædvanlig, fordi hun 10. juli forsvandt uden at efterlade sig et eneste spor. Usædvanlig, fordi hun har været forsvundet længe.
Usædvanlig, fordi sagen om den unge pige fra Korsør har vakt et bølgende hav af stærke følelser hos danskerne, der har involveret sig i alt fra civile, intensive eftersøgninger til aktive Facebook-grupper med flere tusinde medlemmer, hvor alle teorier om »vores egen Emilies« forsvinden er blevet endevendt i fællesskab.
Måske fordi Emilie Meng lignede så mange andre teenagepiger landet over. Måske fordi historien om hende er legemliggørelsen af enhver forælders mareridt: At dit barn en dag bliver taget fra dig.
Håbet brast
Mens store dele af landet gjorde sig klar til at fejre den årlige julehøjtid, gik en hundelufter tur juleaftensdag ved Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland. Her fandt vedkommende liget af den unge pige i en sø i moseområdet. Godt 60 kilometer fra Korsør, hvor Emilie Meng boede og opholdt sig den dag, hvor hun forsvandt. Ifølge politiet har liget ligget længe i vandet.
Før spurgte danskerne hinanden frygtsomt om, hvad der kunne være sket med hende. Hvad var mon op og ned i sagen om gymnasiepigen fra Korsør, der på efterlysningsplakater landet over så på os med langt nøddebrunt hår og smilende øjne. Var det en frivillig forsvinden? En ulykke? En forbrydelse?
På Facebook har Emilie Mengs veninde, Sarah Midling Hansen, skrevet om det håb, der i alle månederne med uvished alligevel har boet i hende. At det blot var teenageproblemer, der plagede Emilie Meng og havde fået hende til at begynde på en frisk et sted uden for Korsør.
Tilbage står nu:
Hvem dræbte Emilie Meng?
Den tidligere efterforskningsleder hos Rigspolitiets rejsehold, Kurt Kragh, har før sagt til Berlingske, at sagen om Emilie Meng rummer alle elementerne til, at man som gerningsmand kan udføre den perfekte forbrydelse. Hun steg af intercitytoget på Korsør Station klokken 03.53 om morgen 10. juli efter en bytur i Slagelse. Sammen med sine tre venner gik hun hen til parkeringspladsen foran stationsbygningen, hvor en taxa ventede på dem.
Den satte Emilie Meng sig ikke ind i.
Hun ville gå alene de sidste par kilometer hjem ad grusstien. Hun ville høre musik og få noget frisk luft, forklarede hun over for vennerne … på et tidspunkt, hvor få færdedes ude og hvor få kan have set noget.
Først da Emilie Meng ikke lå i sin søndag morgen og ikke var mødt op til jobbet som kirkesanger i det lokale kirkekor kl. 9.30, blev den unge pige meldt savnet.
I dag betegner Ove Dahl, tidligere drabschef ved Københavns Politi, sagen som et fjerndrab, hvor gerningsmand og offer ikke har nogen relation. Den type drabssager er de sværeste at opklare.
»Jeg har selv haft sager, hvor den dræbte blev fundet syv år efter. Den sag er stadig uopklaret. Jeg har også haft sager, hvor den dræbte har ligget forholdsvis længe, men hvor det alligevel er lykkedes at opklare sagen. Det er altså ikke umuligt, men det er en umådelig vanskelig opgave, politiet har foran sig.«
Der står stadig døre åbne i efterforskningen, som politiet kan træde ind ad i håb om at nærme sig en mulig gerningsmand.
»Nu har vi et findested, som ikke behøver at være gerningssted. Omkring det findested kan man lave nogle tekniske undersøgelser, man kan lede efter spor, og endeligt kan man lave retskemiske undersøgelser af liget. De kan tage lang tid, fordi liget har ligget i vandet så længe. Det er heller ikke sikkert, at man finder noget,« siger Ove Dahl.
Politiet konstaterede tidligere på ugen, at man havde haft helt op mod 20.000 personer i kikkerten. Nu arbejder man videre med 200 personer. Siden pressemødet søndag har man modtaget 45 henvendelser fra borgere, som man nu vil gennemgå.
»Det er alt fra, at man peger på konkrete aktiviteter, til at man peger på køretøjer og personer. Men hvad der ligger i dem, må kommende undersøgelser vise,« siger politiinspektør Kim Klivert til Ritzau.
Når Ove Dahl ser på det, vi ved om Emilie Meng-sagen, synes det at være en tilfældig handling, at liget er endt lige i søen ved Borup. Det virker i hans øjne ikke til, at gerningsmanden har givet sig god tid til at planlægge forbrydelsen og eksempelvis har presset liget flere meter ned med tunge sten.
»Man kommer nok til at tømme det vandhul på et tidspunkt for at se, om der skulle ligge noget mere. Det er også tvivlsomt, at man skulle være så heldig at finde gerningsmandens sygesikringsbevis i nærheden. Men det har jeg selv oplevet et par gange – så man må prøve alt,« siger han.
Scenen omkring Borup
Ifølge Ove Dahl vil det typiske forløb i efterforskningen herfra være, at man går i gang med at kontakte alle, der bor i nærheden af moseområdet ved Borup. Selv om tiden er en tung modstander, kan man være heldig at støde på et vidne, der har noteret sig en detalje fra tiden omkring og efter 10. juli.
»Den nye situation med en gerningsmand, der er kørt til Borup, kan godt få nye vidner på banen. Ved nogen fra Borup noget? Kunne der være flere gerningsmænd? Det handler i den grad om, at politiet får den helt rigtige henvendelse fra en borger, der måske i et stykke tid har gået med en mistanke. Det er et puslespil, politiet er i gang med at lægge. I drabssager er det sådan, at enkelt lille spor ud af tusind henvendelser kan være det, der får det hele til at gå op.«